KETO Nordic

Det blæser i Nordjylland i dag – en vældig vestenvind. 🌬️

Og selv om vejret, når man sidder indenfor og kigger ud, egentlig ser ganske fint ud, har det været sådan en dag, hvor vi har holdt os lidt i læ og i stedet brugt tid på at indrette vores nye havestue heroppe. Det begynder efterhånden at ligne noget. ❤️

Og så til aftensmaden.

Vi fik LASAGNE!

JA – lasagne. 😄

Men ikke den lasagne, som Garfield elsker, og som mange af jer sikkert også elsker – eller har elsket.

Og her kommer dagens lille KETO Nordic-pointe:

Hvis man hele tiden forsøger at lave ketogene udgaver af sine gamle kulhydratbaserede livretter og samtidig forventer, at de skal smage præcis som dengang, man spiste pasta, brød, ris og kartofler, så risikerer man at blive skuffet.

For det kan de ikke.

Et spidskålsblad bliver aldrig til en lasagneplade. Et blomkål bliver aldrig til en kartoffel.

Og det behøver de heller ikke.

For noget af det mest spændende ved en ketogen livsstil er faktisk, at man efterhånden opdager, at man slet ikke behøver at kopiere den mad, man engang spiste.

Man kan lave noget andet.

Noget, der smager godt i sin egen ret.

Og så sker der noget spændende: Smagen flytter sig

Når man ikke længere bombarderer sin smag med sødt dagen igennem, ændrer ens smagspræferencer sig gradvist.

Det, der tidligere virkede helt almindeligt sødt, kan pludselig smage næsten overvældende sødt.

Og samtidig begynder man at opdage alle de andre smagsnuancer meget tydeligere.

Salt. Syre. Fedme. Bitterhed. Krydderurter. Og ikke mindst umami – den dybe, fyldige smag, vi blandt andet finder i kød, fisk, ost, svampe og tomater, der har fået lov at koge godt ind.

På engelsk taler man om “the savoury palate”.

På dansk kunne vi kalde det en forkærlighed for den salte, fyldige og umamirige smag.

Og det synes jeg faktisk er en vigtig del af rejsen.

Man holder ganske enkelt op med hele tiden at lede efter det søde.

Pludselig smager smør af mere. En god ost får langt flere nuancer. Laksens fedme bliver interessant. Friske krydderurter træder tydeligere frem. Og salt er ikke bare noget, der gør maden salt – det løfter og fremhæver alle de andre smage.

Giv smagen mulighed for at flytte sig. Der ligger en helt anden madverden på den anden side.

Og det bringer mig tilbage til dagens lasagne.

Lakselasagne med spidskål 🐟🥬

Jeg tog bladene af et spidskål og gav dem ganske kort tid i kogende, letsaltet vand – bare til de blev bløde og medgørlige. Derefter fik de lov at dryppe rigtig godt af.

Laksen blev skåret i passende tern og krydret med salt og peber.

Så lavede jeg tomatsaucen.

Jeg kan godt lide, at netop en tomatsauce får et lille strejf af sødme, som balancerer tomaternes syre. Derfor fik min en spiseskefuld allulose.

Ellers var den helt enkel:

En dåse flåede tomater, der fik lov at koge rigtig godt ind sammen med friske krydderurter direkte fra terrassen – oregano, merian og basilikum. 🌿

Salt og peber – og så ellers tid nok til, at tomaterne koncentrerer sig og får den dybe, fyldige smag, vi gerne vil have.

Ingen færdiglavet pastasauce. Ingen lang ingrediensliste. Bare ordentlige råvarer.

Den cremede del lavede jeg af piskefløde, flødeost og revet ost, smagt til med salt, peber og lidt muskat.

Så blev det hele lagt sammen:

Spidskålsblade – tomatsauce – laks – cremet ostesauce – og så forfra.

Et godt lag revet ost på toppen og ind i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 30–35 minutter, til den bobler langs kanten og er blevet smukt gylden.

Og giv den gerne 5–10 minutters ro, når den kommer ud af ovnen. Så samler den sig.

Smager den som Garfields lasagne?

Nej.

Og det skal den heller ikke.

Det var ikke en “ketogen erstatning” for lasagne.

Det var en lakselasagne med spidskål – og den smagte præcis, som den skulle.

Det er måske i virkeligheden en af de vigtigste ting, man opdager, når en ketogen livsstil bliver en livsstil og ikke bare noget, man gør i nogle uger:

Man bruger mindre tid på at savne den gamle mad og mere tid på at nyde den mad, man spiser nu.

Smagen flytter sig.

Madglæden følger med. ❤️

KISS – Keep It Simple and Satisfying.

Og nogle gange er det ganske enkelt bare rigtig god mad. 😋

I dag var egentlig bare en helt almindelig dag.

Op, afsted, arbejde, ordne ting og hjem igen. Men der er selvfølgelig stadig det dumme ben.

Jeg kan godt mærke, at jeg efterhånden bliver irriteret over hele tiden at blive bremset. Hovedet er allerede videre og glemmer indimellem, at benet ikke er helt med endnu. Som når jeg stiger ud af bilen og bare begynder at gå – og så opdager:

Nå ja. Krykken! 😂

Jeg savner ganske enkelt ikke at skulle tænke over benet hele tiden. Men måske er utålmodigheden også et tegn på, at jeg er kommet langt. Jeg vil ikke være patient – jeg vil bare have min almindelige hverdag tilbage.

Og en helt almindelig dag her i huset slutter selvfølgelig med ordentlig mad. ❤️

I dag havde vi fået en flot hel lakseside, og den blev behandlet kærligt og blidt.

Jeg startede med at pochere laksen på min måde.

Og hvad betyder det?

Laksesiden kom i et ovnfast fad med en lille smule vand i bunden – ikke så den svømmer, bare nok til at skabe lidt fugt og damp omkring fisken. Så nogle gode, gedigne klumper smør oven på laksen og godt med salt og friskkværnet peber.

Ikke olie. Ikke en lang ingrediensliste. Bare laks, smør, salt og peber.

Så ind i ovnen ved 120 grader. En almindelig lakseside på omkring 1–1,2 kg skal typisk have 30–40 minutter, men jeg kigger langt mere på fisken end på uret. En tynd side kan være klar tidligere, mens en meget tyk lakseside skal have lidt længere.

Hele pointen med de 120 grader er den langsomme og nænsomme tilberedning. Laks har efter min mening slet ikke brug for voldsom varme. Den skal have tid til at blive tilberedt uden at blive tør og trevlet.

Men i dag fik den lige et ekstra lille nummer.

Inden laksen kom i ovnen, havde jeg skåret en lomme på langs i den tykkeste del af fileten.

Da der manglede cirka fem minutter, tog jeg fadet ud og fyldte lommen godt op med rejer og hollandaisesauce. Så tilbage i ovnen, så rejerne lige akkurat blev varme, og hollandaisen kunne smelte sammen med saften fra laksen og smørret i fadet.

Og her er noget, man ikke skal springe over:

Når laksen kommer ud af ovnen, skal den ikke direkte på tallerkenen.

Lad den stå og hvile i omkring 5–10 minutter. Restvarmen fortsætter tilberedningen ganske forsigtigt, og temperaturen får mulighed for at fordele sig gennem den tykke lakseside. Derfor tager jeg den hellere ud en anelse for tidligt end en anelse for sent.

Resultatet blev en utrolig saftig laks med en varm, cremet kerne af rejer og hollandaise – og alt det gode smør og saft fra fadet blev selvfølgelig hældt over.

Laks. Rejer. Smør. Hollandaise.

Fire gode ting, der ikke behøver ret meget hjælp for at blive til et virkelig godt måltid.

Det er lige præcis sådan, jeg bedst kan lide vores mad:

Gode råvarer. Få ingredienser. Nænsom tilberedning.

KISS – Keep It Simple and Satisfying. ❤️

FULd FART FRA MORGENSTUNDEN – OG BENET FØLGER MED 💪🦴
Der var fuld fart på fra morgenstunden her hos os.

Voergård hele dagen, masser af skridt i benene og ikke mindst en hel del trapper. Og ja – jeg kan godt mærke det, når jeg kommer hjem. Jeg er træt. Både i benet og i hovedet. Og jeg går tidligt i seng.

Men det vigtigste er: Det går fremad. Hver eneste dag.

Jeg har fået en meget klar besked: Jeg skal ikke gå rundt og være bange for benet. Der er ikke noget, jeg skal skåne. Alt det, jeg kan gøre, skal jeg gøre – og gerne lige en lille smule mere.

Så det gør jeg.

Jeg går. Jeg tager trapperne. Jeg står op i mange timer på Voergård. Jeg udfordrer benet og prøver hele tiden at flytte grænsen en lille smule.

Og kroppen svarer faktisk rigtig fint igen.

En gang imellem tager jeg to Panodiler, når jeg synes, der er behov for det. Men ellers er jeg ude af den øvrige medicin, og det er jeg glad for.

For medicin kommer meget let til at følges ad med mere medicin.
Får man eksempelvis morfin, kan man få forstoppelse og kvalme – og så kan der blive behov for afføringsmiddel og kvalmestillende medicin. Nogle smertestillende midler som NSAID kan irritere mavesækken, og så gives der ofte syrehæmmende medicin som mavebeskyttelse. Andre lægemidler kan påvirke blodtryk, væskebalance eller søvn og dermed give anledning til endnu en overvejelse om behandling.

Det betyder selvfølgelig ikke, at medicin er forkert. Når den er nødvendig, er den nødvendig, og efter en stor operation kan god smertebehandling være en vigtig forudsætning for overhovedet at komme op og bevæge sig.

Men jeg synes også, der er noget meget tilfredsstillende ved efterhånden at kunne lægge den ene ting efter den anden væk og mærke, at kroppen selv overtager mere og mere af arbejdet.

Lige nu er min vigtigste "medicin" derfor ganske jordnær:
Bevægelse. Belastning. God mad. Protein. Søvn. Og tålmodighed.
Og måske især søvnen. Når jeg kommer hjem efter en hel dag på Voergård, er batteriet ganske enkelt brugt op. Så bliver aftenen kort, og sengen kalder tidligt.

Det har jeg ingen problemer med at acceptere.

For trætheden fortæller mig også, at kroppen arbejder. Jeg udfordrer den om dagen – og giver den ro til at reparere om natten.

I går kunne jeg lidt mere end dagen før.
I dag udfordrer jeg lidt mere igen 🦴💪

VI ER RET STORE FANS AF DENNE LUNE SKOTTE 😄

Michael og jeg er store fans af den skotske læge og forfatter Malcolm Kendrick.

Ikke kun fordi han tør stille spørgsmål ved nogle af de meget fastlåste forestillinger om kolesterol, hjertesygdom og statiner – men også fordi han skriver med en vidunderlig tør, britisk humor.

Og så har han en svaghed, som vi bestemt deler:
Doctor Who. 😄

Vi har fulgt og set rigtig meget af verdens længst kørende science fiction-serie, og hvis man kender Doctor Who, kender man selvfølgelig også Daleks – de mildest talt ubehagelige væsener, der bevæger sig rundt og råber deres legendariske:
“EXTERMINATE! EXTERMINATE!”

Men selvfølgelig kan Malcolm Kendrick ikke lade det være ved det.
I hans kolesterolverden har Daleks fået et nyt kampråb:
“STATINIZE! STATINIZE!” 😄

Og allerede dér ved man nogenlunde, hvilken bog man er gået i gang med.

Kendrick bruger humor, satire og science fiction til at udfordre forestillingen om, at kolesterol nærmest er noget, der skal bekæmpes og udryddes fra kroppen.

I A Statin Nation skriver han:
“Most of the cholesterol you need is made in the liver. Cholesterol synthesis is a very complex 37-step process, which I am not going to delve into in any detail. However, one important step is when the chemical compound 3-hydroxy-3-methylglutaryl CoA (HMG-CoA) is converted to mevalonate by the enzyme HMG-CoA reductase. The only reason I added this bit of rather off-putting biochemistry is that, if you block HMG-CoA reductase, then you block cholesterol production. The reason for mentioning this is because statins are HMG-CoA reductase inhibitors. That is how they work. Ah, the wonders of medical science. The body is desperately trying to make cholesterol to ensure perfect health and wellbeing, and we blithely throw a spanner into a complex 37-step process, one that is essential for human existence. Splendid idea, chaps.”
Malcolm Kendrick – A Statin Nation

Og lige præcis her synes jeg, Kendrick er bedst.
Midt mellem HMG-CoA, mevalonat og enzymhæmning kommer den knastørre:
“Splendid idea, chaps.”
Men bag humoren ligger et alvorligt og interessant biokemisk spørgsmål.

Kolesterol er ikke et fremmed stof, som kroppen ved en fejl har fået for meget af. Kroppen producerer selv kolesterol, fordi den har brug for det. Det er blandt andet en vigtig bestanddel af vores cellemembraner og udgangspunkt for dannelsen af steroidhormoner, galdesyrer og D-vitamin.

Statiner virker ved at hæmme enzymet HMG-CoA-reduktase og dermed påvirke mevalonatvejen og reducere leverens kolesterolsyntese.

Det betyder naturligvis ikke, at statiner aldrig kan være relevante.

Det er en langt mere nuanceret diskussion, og der findes patientgrupper, hvor behandling med statiner har veldokumenteret effekt.

Men Kendrick gør noget, jeg synes er vigtigt:
Han stiller spørgsmål ved den meget enkle fortælling om kolesterol som fjenden.
Er biologien virkelig så simpel, at kolesterol bare skal længere og længere ned?
Eller skal vi forstå, hvorfor kroppen producerer kolesterol, hvad den bruger det til – og hvad der sker, når vi griber ind i den proces?

Det er derfor, vi holder så meget af at læse Malcolm Kendrick.
Han provokerer. Han får os til at grine. Og først og fremmest får han os til at tænke.
STATINIZE! STATINIZE! 🤖😄

Doctor Who-fans vil forstå det med det samme.

JEG GIK TIDLIGT I SENG – OG DET VAR NOK LIGE PRÆCIS, HVAD KROPPEN HAVDE BRUG FOR 😴🦴

Jeg gik tidligt i seng i går. Rigtig tidligt.

Efter min første rigtige dag tilbage på Voergård var jeg ganske enkelt brugt. Træt i hovedet og træt i benet.

Og så gjorde jeg noget, som måske er mindst lige så vigtigt for min genoptræning som alle mine øvelser, min motionscykel og mine gåture:

Jeg sov.

Jeg sov hele natten, kun afbrudt af en enkelt tissepause ved ettiden, og vågnede først igen lidt før klokken syv.

Det er faktisk værd at huske, hvor utrolig vigtig søvn er, når kroppen skal hele.

For søvn er ikke bare den periode, hvor vi ikke laver noget.

Tværtimod.

Mens vi sover, foregår en stor del af kroppens vedligeholdelses- og reparationsarbejde. Den dybe søvn er blandt andet forbundet med frigivelse af væksthormon, som spiller en rolle for reparation og vedligeholdelse af væv. Samtidig er god søvn vigtig for immunforsvaret, reguleringen af inflammation og for de processer, der skal hjælpe muskler, bindevæv og knogler tilbage efter en skade.

Og så er der hjernen.

Min genoptræning handler jo ikke kun om, at mit lårben skal hele. Jeg skal også have nervesystemet og hjernen til igen at stole på benet og automatisere bevægelserne, så jeg ikke skal tænke over hvert eneste skridt. Også her er søvnen vigtig, fordi hjernen under søvn arbejder videre med læring og konsolidering af det, vi har øvet i løbet af dagen.

Så måske var gårsdagens store træthed slet ikke et tegn på, at jeg havde gjort for meget.

Måske var det bare kroppen, der sagde:

Tak for træningen. Nu tager jeg over. Gå du bare i seng. ❤️

Det gjorde jeg.

Og her til morgen føles det faktisk som en ganske god arbejdsfordeling.

Jeg sørger for bevægelse, træning, protein, kollagen og ordentlig mad.

Og så skal jeg også huske at give kroppen det, den ikke kan undvære:

Ro og søvn til at bygge videre med.

For genoptræning foregår ikke kun, når vi træner.

En del af arbejdet foregår også, mens vi sover. 🦴💤

JEG ER TILBAGE PÅ ARBEJDE! ❤️🏰

I dag skete der noget, jeg virkelig har glædet mig til: Jeg var tilbage på Voergård og gik min rundvisning igen.

Og ved I hvad? Det gik faktisk rigtig godt!

Det mest forunderlige var næsten, at jeg indimellem glemte benet.

Når først jeg går rundt på Voergård og begynder at fortælle historierne om slottet, menneskene, kunsten og alle de fantastiske ting, der gemmer sig bag de tykke mure, så tager fortællerglæden simpelthen over.

Og det føltes SÅ godt at være tilbage. ❤️

Men kroppen holder selvfølgelig regnskab, selv når hovedet glemmer det.

Nu er jeg hjemme igen, og jeg kan godt mærke, at dagens udfordring har kostet. Jeg er træt i benet – men faktisk mindst lige så meget træt i hovedet. Det kræver stadig koncentration at gå, holde balancen, klare trapperne og samtidig være nærværende og fortælle.

Så det bliver bestemt ikke en lang aften her på matriklen. 😴

Og så var Michael med mig i dag. ❤️

Han hjalp mig rigtig meget med alt det praktiske, men det mest værdifulde var faktisk noget helt andet. Det var trygheden i at vide, at han var lige dér.

Nogle gange næsten bogstaveligt med en hånd i ryggen.

Ikke for at gøre tingene for mig, men som den lille ekstra sikkerhed, der gør, at jeg tør gøre dem selv. Det betyder mere, end man måske lige skulle tro, og det sætter jeg utrolig stor pris på.

Jeg får hele tiden at vide, at jeg skal udfordre benet og kroppen – og det gør jeg så. 😉 Men jeg skal også lære, at en udfordring godt må efterfølges af restitution.

Så dagens regnskab er egentlig ganske enkelt:
Tilbage på Voergård.
Rundvisningen gennemført.
Benet klarede opgaven.
Hovedet er træt.
Michael var en hånd i ryggen – helt bogstaveligt. ❤️
Og nu: hjem, benene op og en meget stille aften.

For lidt over en måned siden havde jeg næppe forestillet mig, at jeg allerede nu skulle gå rundt på Voergård og fortælle igen.

Men i dag gjorde jeg det.

Jeg er tilbage. 🏰❤️ og jeg er snart på vej i seng - Sov godt 💤💤💤

🔥 Tilbage i køkkenet – og det føles faktisk ret fantastisk

Noget af det, jeg virkelig nyder lige nu, er at være tilbage i mit køkken.

De første uger efter mit lårbensbrud stod Michael for maden. Og det var faktisk rigtig dejligt. Han kan godt lave mad – og der er bestemt noget hyggeligt ved at blive lidt forkælet af sin mand, når man selv er sat lidt ud af spillet. ❤️

Men de sidste par dage er rollerne så småt blevet byttet tilbage.

Nu er det igen mig, der står for det meste af madlavningen – godt suppleret af Michael, som henter fade, gryder og alt det andet, der stadig befinder sig uden for min nuværende aktionsradius.

Jeg kan efterhånden rigtig meget, men køkkenskabene har desværre endnu ikke indrettet sig efter min dumme lårben. 😄

Og hvor er det dejligt igen at stå der og lave vores egen mad.
I dag skulle vi selvfølgelig have grillmad.

Vejret er simpelthen skønt. Ikke 30 graders sydeuropæisk varme, men rigtig god dansk sommer: 24 grader, hvide skyer, der driver hen over himlen, masser af sol indimellem – og lidt vind, som der jo skal være heroppe.

Det er dansk sommer. Og dansk sommer kalder på grill. ☀️🔥

På grillen kom endnu en gang gris fra Olden Gris. En glad skovgris, der har gået ude i Niels' skov og rodet og renset skovbunden, som grise er skabt til. Ingen forarbejdet føde eller f***r, men naturlig føde og masser af olden – deraf navnet.

Det kan altså noget, når man ved, hvor ens mad kommer fra.

Kødet fik først 8 timer sous vide, så det blev mørt og saftigt.

Derefter rørte jeg en god, kraftig grillmarinade:
Tomatpuré, god olivenolie, lidt allulose, løg, hvidløg, salt, peber og godt med krydderier.

På med marinaden og derefter ud på grillen, så kødet får varme, stegeskorpe og den helt rigtige grillsmag. 🔥

Og nu er jeg snart klar til at spise.

Jeg har fået mit kollagen, og til aftensmad får jeg så mit protein – for lige nu handler maden også om at give kroppen gode byggesten til den store reparationsopgave, den stadig er i gang med.
Jeg bruger både Zinzino Collagen Boozt og Marine Collagen fra Bulk. Bulk er min mere koncentrerede kollagenkilde, mens Collagen Boozt også bidrager med blandt andet C-vitamin og en række aminosyrer og mineraler.

Knogler er nemlig ikke bare calcium. Type I-kollagen udgør en stor del af knoglens organiske matrix – lidt forenklet det fleksible stillads, som mineralerne bygges ind i. Og efter et lårbensbrud er det heller ikke kun knoglen, jeg tænker på. Muskler, sener og bindevæv skal også tilbage efter operationen og uger med mindre normal belastning.

Derfor er protein, kollagen, bevægelse og genoptræning højt på min dagsorden lige nu.

Men først og fremmest glæder jeg mig lige nu over noget helt enkelt:
Jeg er tilbage i køkkenet – maden er på grillen, og om lidt skal vi spise. ❤️🔥

MASSER AF BEVÆGELSE – OG KISS PÅ TALLERKENEN ❤️

Masser af motion og bevægelse i dag – ikke det hele egentlig genoptræning, men masser af gåen.

Jeg har blandt andet været en tur på mit slot, Voergaard 🏰 og gået min guidetur. Det gik rigtig fint – også op og ned ad trapperne. Så nu er jeg snart klar igen.

Lægen har sagt meget tydeligt, at der ikke er noget, jeg ikke må. Mit lårben er stærkt, og jeg må belaste det efter evne.

Lige nu er det faktisk mest hjernen, der sætter begrænsningerne. Den skal lige lære igen, at jeg GODT kan gå, at jeg sagtens kan støtte på venstre ben, og at det er trygt at bruge det.

Og det går fremad. ❤️

Efter alle dagens skridt blev det også til 6 kilometer på motionscyklen – denne gang med belastning 🚴‍♀️

Ikke noget med at slå rekorder. Bare stille og rolig progression.
Og så til aftensmaden:
🥩 Rød roastbeef
🫛 Bønner
🥣 Bearnaise
Tre ting. Punktum.

Det er et af de helt enkle principper, vi lever efter:
KISS – Keep It Simple and Satisfying.
Og kun 3 ting på tallerkenen.

Vi har vænnet os til, at en tallerken nærmest skal fyldes helt ud. Det skal den ikke. Der må meget gerne være tom plads rundt om maden.

Man behøver ikke fem forskellige slags tilbehør, brød ved siden af og lidt ekstra bare for at fylde tallerkenen.

Hold det enkelt. Godt protein, noget grønt og en god fedtkilde eller sauce.

3 ting på tallerkenen.

Det gør det enkelt at spise sig mæt og tilfreds uden hele tiden at spise mere, bare fordi der er plads til mere.

Og helt ærligt – roastbeef, bønner og bearnaise. Det er da noget, de fleste kan lide, og det er da så ketogent, som det næsten kan blive. 😋

Ingen mærkelige erstatningsprodukter. Ingen komplicerede beregninger.
Bare rigtig mad.

Keep It Simple and Satisfying – KISS ❤️

Det er sådan, vi lever vores ketogene livsstil.
Og der må gerne være lidt luft på tallerkenen – bare der ikke mangler bearnaise. 😍

12 kilometer på motionscyklen – og kroppen arbejder videre 🚴‍♀️

I går blev det til 12 kilometer på motionscyklen, som vi har købt ind til lejligheden netop til min genoptræning.

Jeg har også fået en hel stribe nye øvelser, som kræver rigtige træningsmaskiner, så dem skal jeg i motionscenter for at lave – og det har vi også fået styr på.

Motionscyklen kan noget helt særligt lige nu. Jeg kører stort set uden belastning og kan derfor få rigtig mange rolige og kontrollerede gentagelser uden de samme stød og den samme vægtbelastning som ved gang.
Hofte, knæ og ankel bevæges igen og igen, musklerne arbejder, blodgennemstrømningen øges, og nervesystemet får mulighed for at genlære et normalt bevægelsesmønster. Lige nu er de 12 rolige kilometer derfor langt mere interessante for mig end watt og høj puls.

Og så er jeg stået op til endnu en OMAD – One Meal A Day. Det har jeg faktisk kørt siden Metabolic Monday, og indtil videre har jeg kun fået en kop helt almindelig kaffe.

Det interessante er, at vi ikke alle sammen går ind i en faste fra det samme metaboliske udgangspunkt. Har man gennem mange år levet en ketogen livsstil og fastet regelmæssigt, er kroppen allerede særdeles fortrolig med at mobilisere sit eget fedt og bruge fedtsyrer og ketoner som energi.

Det er netop noget af det, Benjamin Bikman beskæftiger sig med: insulin er en væsentlig regulator af, om kroppen lagrer energi eller får adgang til sine egne fedtdepoter.

Det betyder også noget for de processer, vi gerne vil stimulere med fasten. Når insulin er lavt, energitilgængeligheden udefra ophører, AMPK-signaleringen øges og mTOR dæmpes, bevæger kroppen sig længere ind i den fastede fysiologi, hvor autofagi og mitofagi får bedre betingelser.

Autofagi er cellernes genbrugs- og oprydningssystem, mens mitofagi mere specifikt hjælper med at sortere beskadigede eller dårligt fungerende mitokondrier fra.

Og her er en vigtig pointe: Metabolisk tilpasning tager tid. Man bliver ikke nødvendigvis dybt fedtadapteret, fordi man har været på det, nogen kalder “KETO”, i nogle måneder.

Kroppen tilpasser over længere tid sit metaboliske maskineri til effektivt at skifte mellem energikilder, mobilisere fedt og anvende fedtsyrer og ketoner.

Ja, vi hedder KETO Nordic – og det har vi gjort i snart 10 år – men faktisk er vi ikke særlig begejstrede for den betydning, ordet KETO efterhånden har fået.

For vi underviser ikke i en kortvarig slankekur baseret på makrofordeling. Vi underviser og formidler en holistisk ketogen livsstil, hvor faste, metabolisk fleksibilitet, fedtforbrænding, rigtig mad, bevægelse, søvn og restitution hænger sammen.

Det er også min strategi i dag. Jeg forventer at være godt inde i den fastede fysiologi tidligt på eftermiddagen og giver derefter autofagi og mitofagi nogle timer med gode metaboliske betingelser.

Omkring kl. 16 starter jeg så med mit kollagen og protein, og derefter spiser Michael og jeg dagens første og eneste egentlige måltid.

For lige nu har min krop to opgaver: Den skal både vedligeholde og genopbygge. Fasten giver en periode med metabolisk ro og stimulerer kroppens egne vedligeholdelses- og genbrugssystemer. Derefter kommer protein, aminosyrer og næring ind i billedet og understøtter proteinsyntese, vævsreparation og genopbygning – og det sidste er selvfølgelig ekstra vigtigt midt i min genoptræning.

Det er dét, jeg holder så meget af ved den ketogene livsstil. Vi skal ikke befinde os i én metabolisk tilstand hele tiden. Vi skal kunne skifte mellem vedligeholdelse og genopbygning.

Og så lige tilbage til den gode mad 😋 I går fik vi rester – eller som jeg meget hellere vil kalde det: den samme gode mad to dage i træk. Vi fik nemlig Shepherd’s Pie igen.

Og her kommer lige et lille tip til en virkelig god blomkålsmos til din Shepherd’s Pie: Kog blomkålen i meget lidt vand og under låg i cirka fem minutter. Lad den derefter dryppe virkelig godt af – det er vigtigt, hvis mosen ikke skal blive vandet.

Mos blomkålen og rør en god ost og lidt smør i. Jeg brugte Vesterhavsost fra Ingstrup Mejeri og lidt af deres gammeldags kærnede smør. Det giver en fyldig og cremet blomkålsmos med masser af smag, som er fantastisk oven på kødet.

Så kan den få en tur i ovnen, til toppen er varm og gylden.

Genoptræning, faste, metabolisk fleksibilitet – og rigtig god mad. Det hele hænger faktisk meget godt sammen. ❤️

Knogler bygges ikke kun af kalk – de bygges også af kollagen 🦴❤️

Aftensmaden begyndte faktisk et kvarter, før vi satte os til bords. Jeg startede med to Collagen Boost, fordi jeg lige nu har ét mål: at give min krop de bedst mulige betingelser for at hele mit lårbensbrud.

De fleste forbinder knogler med kalk og D-vitamin. Men omkring 90 % af knoglens organiske struktur består af type I-kollagen. Kollagen danner det netværk, som kalken bindes til, og det er med til at give knoglen både styrke og en smule fleksibilitet. Det samme gælder sener, ledbånd og meget af vores bindevæv. Derfor prioriterer jeg kollagen højt netop nu.

Aftensmaden var faktisk alle de små muskler, jeg havde skåret af vores krondyrkølle.

Ja, det kan måske lyde lidt brutalt at skille en hel kølle ad og bruge de enkelte muskler til forskellige retter. Men det er noget, jeg har lært hjemmefra.

Da vi boede i Grønland, havde vi adgang til masser af rensdyr. Min mor skar altid de store, flotte muskler ud og lavede de mest fantastiske engelske bøffer, som de blev kaldt. Resten af kødet blev brugt til gryderetter, hakket kød eller andre retter. Der gik aldrig noget til spilde, og hver muskel blev brugt dér, hvor den passede bedst. Det var bæredygtighed længe før, vi begyndte at bruge ordet.

Vi sad i bilen på vej hjem, og klokken nærmede sig fire. Vi havde ikke spist noget hele dagen. Det passer mig egentlig fint, fordi jeg gerne vil ramme et par ekstra timer med autofagi og mitofagi hver eftermiddag. Men jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at være godt gammeldags lækkersulten.

Vi sad og talte om, hvad vi skulle bruge småkødet til.

Pludselig sagde jeg:

"Shepherd's Pie!"

Michael kiggede på mig med et stort smil.

"Ja! Shepherd's Pie!"

Og så gik vi ellers i gang med at lave vores helt egen ketogene udgave.

Små stykker mørt krondyr blev brunet godt af sammen med løg, champignon, hvidløg og krydderurter. Ovenpå kom et luftigt låg af smørblød blomkålsmos med rigeligt smør, fløde og ost, inden hele fadet kom i ovnen, så toppen kunne blive gylden og sprød.

Det blev en af de retter, hvor man næsten bliver helt stille ved bordet, fordi alle bare nyder maden.

For mig handler sådan et måltid ikke kun om at blive mæt. Det handler om at give kroppen de byggesten, den har brug for, mens den arbejder på højtryk med at reparere knogle, muskler og bindevæv.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at god mad ikke bare er nydelse. Den er også biologi. ❤️