Verdenpaastorklinge

For 54 dage siden trillede vi ud fra Marrakech’ travle medina med retning mod Aarhus. Foran os lå 5685 km og syv lande – Marokko, Spanien, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og til sidst Danmark.
Vi har krydset bjerge, kystveje og brostenspavéer og kørt gennem hedebølger og tropeskyl. Nu står vi endelig ved vejs ende. Hjemme igen😍

Tak for den opbakning vi har fået undervejs – hver eneste besked og hilsen har været som et vindstød i ryggen.

Det var alt, hvad vi havde til jer denne gang. Meeen der er stadig mange landeveje rundt omkring i verden der skal forceres på den store klinge😎

Den blodrøde sol forsvinder ned bag horisonten mens en fugl elegant svæver henover den enorme flod. Vi står på Elbens bred og nyder den rolige aften. Ved vores side står Rosa og Ronja flot spændt ud. Det er vores sidste dag i Tyskland, og dermed en af vores sidste dage i de skønne telte på denne tur. Derfor sætter vi lidt ekstra pris på lejrhyggen og den frihed det giver at rejse rundt med telt.

Det er efterhånden mange fantastiske og forunderlige steder vi har slået plykkerne i jorden. I Marokko fik vi lov til at slå dem op i en avokadoplantage, og i Spanien fandt vi en hemmelig strand, hvor der lige var plads til to telte.

Nu ligger vi så ved Elben og er klar til at falde i søvn til lyden en flok får der bræger i det fjerne.

Der skal lyde kæmpe tak til for sponsoratet af de to fine telte. Rosa og Ronja har været skønt selskab i lejren!

Midt i Alperne ligger en lille landsby, og midt i den lille landsby bor en lille sød familie i et flot gult hus. Huset ligger i forlængelse af en stor have fyldt med lækre grøntsager og frugter. I haven står faren sammen med en fremmed gæst og vander planterne.
Denne dag har familien nemlig fået besøg af fire langsistancecykelryttere, som har søgt ly for regnen. De fire gæster er - på lige fod med deres værter - blevet sat i gang med diverse huslige pligter. Indenfor er moren i gang med dejen til en tærte mens en af gæsterne møjsommeligt fjerner stenene fra en stor skål mirabeller. To af de andre gæster renser og skærer grøntsager fra haven, som skal udgøre en del af den pestosuppe, som den lille familie og deres fire gæster skal have til aftensmad. Det er en hyggelig stund de allesammen deler der om eftermiddagen.
Selvom de aldrig har mødt hinanden før og selvom de ikke rigtig snakker de samme sprog, finder de glæde i hinandens selskab. Faren og den ene gæst tager et spil skak, mens moren og et par af de andre gæster spiller brætspil med de to små piger. Vinduet står på klem og man kan høre regnen smådryppe udenfor. Om aftenen nyder de den mad de allesammen har været med til at lave i løbet af dagen, og går så glade, tilfredse og trætte i seng.
Dagen efter cykler de fire langdistancecykelryttere videre på deres tur og den lille familie fortsætter deres stille liv i den lille landsby midt i Alperne. De kommer nok aldrig til at mødes igen, men de kommer nok altid til at huske den glade stund de tilbragte sammen den dag i regnvejret.

28 dage, 2856 km

På en og samme tid vågner vi. Vi farer allesammen ud af teltene - der er ingen tid at spilde.

Det er regnen, der, på denne første morgen i Frankrig, har vækket os. Natten igennem har vores telte stået som de plejer, nemlig uden oversejl på. Det er lækkert om aftenen, når det er varmt og vi prøver at falde i søvn, men knap så lækkert denne tidlige morgen, hvor modernatur har valgt at sende regn vores vej. Vi er imidlertid lynhurtige til at give Rosa og Ronja regnjakke på, og ligger snart inde i de nu vandtætte telte, klar til en time mere på øjet. Erik når dog lige at tjekke radaren og opdager, at det lille skyld, der vækkede os, blot var et varselsskud før den rigtige salve. Vi har lige præcis en time før helvede bryder løs og vandet kommer til at vælte ned fra oven.

En hurtig plan bliver lagt. Vi pakker i en fart, så vores ting ikke når at blive plaskvåde, og cykler så hurtigt ind til byen nærved. Her finder vi en café, som endnu ikke har åbent, men som byder oa velkommen alligevel. Nu nyder vi altså bare en kop baristakaffe og en stor skål havregryn, mens uvejret driver over. Men uvejret dukker aldrig op. Vi kan se det derude i horisonten, men vejrudsigten bliver ved med at udskyde dets ankomst, indtil det helt bliver aflyst. Det bliver en sen start på dagens etape, da formiddag er gået med at drikke kaffe og kigge på de sorte truende skyer ude i horisonten.

Efter en 150 km lang eftermiddags-etape ankommer vi hen af aftenen til Montpellier. Her tager vores nye ven og vært, Dorian, i mod os. Han er 26 år og bor alene i en lille lejlighed i hjertet af den idylliske storby. Det varer ikke længe før vi får sat en plade på hans pladespiller, og snart hiver han også en lokalbrygget IPA ud af køleskabet. Det bliver en super hyggelig aften med snak, grin og god mad. Dorian er aspirerende bikepacker, og lytter koncentreret til alle de tips og tricks vi giver ham, mens vi interesseret spørger ind til hans liv som nyuddannet matematiker. Vi går alle sammen glade og tilfredse i seng.

[FORTSÆTTES]

Fuld fart mod Touren🇫🇷

Da vi for et par måneder siden sad og planlagde vores cykeleventyr fra Marokko til Danmark, måtte vi desværre erkende at vi ikke kunne nå til Frankrig i tide til at fange Tour de France feltet🤥

For nyligt sad vi og gættede på hvornår vi ville ramme de legendariske stigninger, som vi har sat næsen op efter. Her gik det op for os, at vi ville cykle dem få dage efter profferne. Det skulle da være løgn. Vi besluttede os for at gøre hvad vi gør bedst:

Vi sender den til Mont Ventoux med fuld fart!🤩

Jonas ser hakket ud, men ham Copagar kører satme stærkt. Så vores danske bjergged har brug for alt den støtte han kan få. Derfor står vi om tre dage og hepper på ham på det skaldede bjerg.

Vi skal naturligvis også skyde noget god energi afsted til vores lyserøde kammerater fra . Mon Healy kører sig tilbage i gult?

Nu har vi sagt farvel til Middelhavet og sat kursen mod Alperne. Vi glæder os for vildt til at sende den op af Mont Ventoux på stor klinge - de skal ha’ baghjul nede i Touren!

25 dage, 2520 km

I et hvert nyt land skal man finde ind i rutinen. Hvor køber man mad? Hvor går man i bad? Og måske vigtigst af alt: Hvor slår man teltene op?
Vi har cyklet igennem Europa nogle gange efterhånden, og der er ikke så stor forskel på de enkelte lande, så den rutine har vi ligesom styr på. Derfor forventede vi ikke de store overraskelser i Spanien. Men det fik vi: La playa.

Stranden er blevet vores helt gode ven og den ellers veletablerede rutine er brudt. Nu er fyraften lig med et dyp i havet, og lejrpladsen ligger tæt ved kysten.

Vores to telte, Rosa og Ronja, nyder også den friske havluft, som gør, at de ikke har det så varmt om natten. Og selv om vi har sand på tæerne, og nok slæber lidt sand med ind om aftenen, så brokker de sig ikke. Med en hurtig rystetur om morgenen er de så gode som nye og klar til næste strand.

Det er ikke til at vide, hvor længe vi kommer til at leve strandlivet. Men når man kan vågne op blot få meter fra de blå og brusende bølger - som vi gjorde det forleden - ja, så er det svært at sige nej til la playa.

Tak til for de fine telte

MAROKKO I TAL

Vi har sat punktum for vores marokkanske kapitel. Det er været to skønne, varme og vilde uger - et længe ventet eventyr. Her er en samling af de fedeste tal og stats derfra!

De gode oplevelser med vores nye ven Saïd vil ingen ende tage. Imens vi langsomt vågner og gnider os i øjnene tøffer han rundt i huset - allerede i gang med dagens gøremål.

Inden længe står vi i køkkenet og hjælper til, hvor vi brygger myntete og kaffe, og steger pølser og æg. Sidstnævnte er naturligvis krydret med spidskommen, som vi har erfaret marokkanerne er særdeles glade for. Med masterchef-Saïds overblik i køkkenet tager det ikke lang tid før der står et overdådigt morgenbord klar. Brød, kager, æg, pølser, melon, druer, te og kaffe - ja, der mangler ikke noget.

Saïd bliver begejstret, da vi fortæller ham dagens etape går til storbyen Fez, og at vi har tænkt os at bruge et par dage i byen. Her er hans primære bolig nemlig, og han har planer om at tage selvsamme tur om formiddagen. Vi aftaler at mødes i Fez, så han kan vise os den smukke historiske by, som han har tilbragt størstedelen af sit 75 år lange liv i.

Efter morgenmaden pakker han sin bil, og vi pakker vores cykler. Turen ned til Fez er en lang nedkørsel på 50 km, så det er en form for pausedag. Vi når dog ikke at trille mere end 15 km, før en Range Rover trækker op ved siden af os, og vinduet glider ned. “Let’s stop and get coffee” lyder det fra Saïd, der har formået at indhente os lige ved hans yndlingscafé.

Caféejeren er glad for at se os igen, og vi aftaler med Saïd at mødes næste formiddag i Fez, mens vi nyder friskpresset appelsinjuice og friskbrygget kaffe.

Næste morgen vågner vi veludhvilede i vores kølige, airconditionerede riad i Fez. Planen er at mødes med Saïd klokken 9 til morgenmad. Der er allerede et stykke over 30 grader, så selv den korte cykeltur til morgenmadscafen giver sved på panden. Men den bliver belønnet af Saïd i form af det lækreste morgenmåltid på hans yndlingsrestaurant, hvor han selvfølgelig er gode venner med ejeren.

Resten af formiddagen bruger vi i Saïds aircondition-nedkølede bil, mens han kører rundt i hele byen og fortæller i et væk om den historiske by. Det er nok den bedste tænkelige måde at opleve en 40 graders Fez på.

Saïd skal tilbage til frugtplantagen og holde styr på sagerne, så vi må tage afsked med ham. Sikke en guttermand han har været.

Saïd part 1

Byen er Marokkos kølerkildekøbing. Folk hænger og småsnakker rundt omkring i skyggen af træerne. En mand trækker et æsel ad den stille hovedvej, mens en anden sidder og ryger på den lokale café.

Pludselig bliver freden brudt af en energisk ældre mand. Han spørger ivrigt, om vi vil have noget at drikke idet der vælter engelske, franske og arabiske gloser ud af ham i én stor pærevælling.

Hans navn er Saïd, og det varer ikke længe før vi hopper på cyklerne og følger efter ham i hans Range Rover - på vej hjem til farmen. Saïd ejer nemlig en frugtplantage oppe i bjergene, hvor han dyrker kirsebær og æbler, og i dag åbner han sit hjem for fire svedige drenge i lyserødt cykeltøj.

Resten af eftermiddagen går med afslappende snak på Saïds veranda, der står i skyggen af kirsebærtræerne. Samtalen er selvfølgelig akkompagneret af den obligatoriske dampende varme myntete og en lind strøm af frugt, kage og andre marokkanske specialiteter. Men der er krudt i røven på vores nye vært, trods hans 75 år, så inden længe hopper vi alle ind i hans bil og kører ned til den lokale “storby”, Imouzzer Kandar.

I byen gør vi adskillige stop. Først får vi friskpresset appelsinjuice og lidt mad hos Saïds ven, Yassine. Så videre til slagteren og grøntsagshandleren – dem kender Saïd selvfølgelig også. Kødet tager vi med hen til endnu en af hans venner, som tilbereder det for os. Vi smovser os i lammeskank og grillet kalkun og oksekød. Til dessert er der lækre saftige figner, som vi næsten ikke kan få ned, fordi vi ikke har lavet andet end at proppe os med lækkerier siden vi mødte Saïd.

På vej hjem til gården underholder Saïd med vittigheder om æsler og marokkanere, der kommer galt afsted på forskellige måder. Vi hyler af grin hele vejen hjem, til stor begejstring for Saïd.

Derhjemme bliver der tændt for den store fladskærm. Saïd kan tage kanaler fra hele verden, så vi ser lige første halvleg af Chelsea-Benfica, selvfølgelig med arabiske kommentatorer. Vi får ikke set resten af kampen inden vi falder i søvn glade, tilfredse og enormt taknemmelige for Saïd og hans gæstfrihed.