18/09/2026
En herlig beretning om markprøve ved Løgumkloster
Fra 1930’erne og frem var den 18. september en stor dag i Løgumkloster. Dagen inden havde jægere fra hele landet indkvarteret sig på Hotel Løgumkloster med deres ståede hunde. Nu skulle evnerne afprøves på de den stærke, vilde agerhønsebestand på terræner rundt om byen. Det var eliteprøverne under Landsjagtforeningen af 1923, det gjaldt.
Hundene vidste alt om, hvad der skulle ske. Erhvervsfiskeren Claus Sørensen fra Esbjerg deltog i 1930’erne og frem til slutningen af 1950’erne og har beskrevet morgenvækningen:
”Jeg havde mine to engelske settere med, de sov på mit værelse. Klokken seks om morgenen kunne de ikke holde sig i ro længere, de var begge enige om, at jeg skulle stå op midt i min gode søvn. Jeg mærkede, at de stod uden for sengen på gulvet og stak deres snuder ind under dynen og skubbede til mig. Det gentog sig klokken syv, og så måtte jeg op, hundene kunne ikke styre deres spænding”.
Hele hotellet emmede af jagt den morgen. Mange af jægerne kendte hinanden fra før, og de var lige så tændte som hundene. ”Hønsejagten i Løgumkloster hørte til vore store dage”, beretter Sørensen. ”Hundene glammede og var utålmodige, små hagl blev ledt frem i tasken, og der blev snakket jagt”. Efter morgenmaden gik turen ud på de vidtstrakte markterræner under Alslev Jagtforening.
”Agerhønsejagten med to trænede laverack-settere var højdepunktet for mig inden for jagten. Mine settere var i højeste klasse”, fortæller Sørensen videre. ”Hundene delte terrænet mellem sig og sekunderede hinanden, når en af dem fik stand. De stod da med halen som fane naglet fast i en spænding, der sitrede gennem deres krop”.
Sørensens hunde tog et stort antal første- og ærespræmier på prøverne. Men hønsejagterne kunne også give andet udbytte end pokaler og agerhøns. I 1955 havde han en ganske særlig oplevelse.
”En morgenstund vandrede jeg på hønsejagt i Vester Højst i det skønne Sønderjylland, hundene arbejdede flittigt for at finde hønseflokken, solen stod rødt over horisonten i øst. På min vandring mødte jeg en sønderjysk pige, der sang i vilden sky – en kærlighedsvise – bag ploven, der blev trukket af to store belgiske heste”.
”Hestene ludede med hovedet og nød tilsyneladende sangen, beretter jægeren, der blev så grebet af stemningen, at han efter jagten lavede et langt digt om oplevelsen. Det fik titlen: ”Til den 16-årige sønderjyske plovpige i Vester Højst”. Digtet sendte han med posten til adressen: ”Plovpigen i Vester Højst”, og en kvik landpost fik rent faktisk også brevet afleveret på rette sted, hos den unge landmandsdatter Marie Sørensen.
Men dermed var historien ikke slut. ”Imidertid”, beretter jægeren nemlig, ”fik en referent til fjernsynet, som dengang var noget nyt, fat i sangen og episoden”. Det førte til, at Marie blev hentet til København, hvor beretningen om hønsejægeren og pigen fra Sønderjylland blev genfortalt i studiet, hvorefter plovpigen sang Ave Maria for seerne.
For Claus Sørensen kom oplevelserne i Løgumkloster til at stå i et ganske særligt lys: ”En dejlig tid for os jægere. I over 20 år mødtes vi på Hotel Løgumkloster”, forklarer han i sin beretning, der blev udgivet i 1974 i erindringsbogen Fisker går i land.
”Dette at gå i naturen på den før så omstridte sønderjyske jord følte jeg som en slags helligdom", slog han fast.
Billedet viser Claus Sørensen (t.h.) med sine settere ved Løgumkloster i 1957.
