01/08/2026
En flok Allerød-spillere har i den seneste uge været på den traditionsrige Ängby Sommercamp i Stockholm
I år valgte vi at bytte madrasserne på gymnasiet ud med et hotel, hvilket gav en lidt anderledes oplevelse end tidligere år. Vi har fået sovet og restitueret bedre (hvilket benene bestemt har sat pris på), men til gengæld har det været en smule sværere at være lige så sociale som de andre år. Det har dog ikke forhindret os i at hygge os med fælles madlavning, filmaftener, minigolf, gode snakke over aftensmaden – og selvfølgelig en masse bordtennis.
Ugen har budt på masser af timer i hallen, hvor spillerne har arbejdet målrettet med deres udvikling. Alle melder tilbage, at de føler sig bedre til de ting, de har haft fokus på, og de tager en masse gode input med hjem fra de dygtige trænere, som de kan bygge videre på i den kommende sæson.
Der har selvfølgelig også været tid til lidt andet end bordtennis. Vi har blandt andet spillet minigolf, badet, dystet i dart, pool og air hockey – og Rasmus Jensen gik all-in på hotellets morgenbuffet, hvor røræggene fik kamp til stregen.
Sidst på ugen begyndte trætheden dog at melde sig. Som Noam meget præcist fik sagt midt under en kamp: "Mine ben ryster under mig." Det opsummerer nok meget godt, hvordan de fleste havde det efter en uge med fuld fart på.
Ugen blev rundet af med stævne, hvor lodtrækningen desværre betød, at flere af vores egne spillere måtte møde hinanden allerede i puljen.. Det var lidt ærgerligt, men de fik alligevel vist flot spil og kæmpet godt.
Og så lykkedes det også at sætte en lidt mere alternativ rekord på turen... Vi fik samlet usædvanligt mange parkeringsbøder, hvor Peter løb med førstepladsen med intet mindre end fire styks!
Nu går turen hjem mod Danmark efter en fantastisk, lærerig og hæsblæsende uge i Sverige. Spillerne er fyldt med nye erfaringer, trætte ben og masser af motivation. Vi er mere end klar til at give den gas, når den nye sæson starter om en uge.