Rewind OB

NYBORGS ’TRÆHUGGER’ VAR MED TIL AT SENDE OB I 1. DIVISION…

Søren Skov var ud af en sportsglad familie, der boede i boligkvarteret Sprotoften i Nyborg. Hans storebror Jørgen Skov spillede også fodbold i Nyborg, og storesøsteren Else var en skrap elitegymnast, der kom på verdensholdet i gymnastik.

Søren Skov kickstartede sin seniorkarriere i begyndelsen af 70’erne i hjembyen Nyborg, hvor han fik plads på byens solide hold i 3. division vest med blandt andre den tidligere OB-spiller Ebbe Haislund som en af de bærende kræfter på holdet.

Sammen med spillere som Kurt Lundtofte, Per Hansen, Allan Christensen og Finn Skov (ikke familie) tilhørte Søren Skov en generation af unge talentfulde nyborgensere.

Søren Skov havde allerede givet prøver på sit uomtvistelige talent, da han i 1970 spillede landsjuniorstævne i Silkeborg på et stærkt FBU-hold, der også talte målmand Claus Toppel og Uffe Pedersen.

I september 1971 blev Søren Skov udtaget til ynglingelandskampen mod Norge i Larvik. Det skete efter en kamp mellem Fyn og Jylland i Langeskov, og fra Fyn blev der også plads til målmand John ’Krølle’ Nielsen fra B1913 og Nils Møller Kristensen, OB.

Søren Skov forlod Nyborg G&IF ved årsskiftet i 1974/75 og en pæn mængde mål fortsatte sin karriere i OB. I bæltbyen kom hans mål til at mangle, men østfynboerne havde fået en god afløser i den unge Vilhelm Munk Nielsen, der før sæsonstarten var kommet til fra omegnsklubben Langtved. I Nyborg havde Søren Skov taget en uddannelse som sparekasseassistent i Sparekassen for Nyborg By og Omegn.

Nyborg G&IF havde i september 1974 hentet træner Jack Johnson til klubben i et sidste desperat forsøg på at undgå nedrykning til Danmarksserien, og han kunne godt have et lidt anstrengt forhold til unge talentfulde spillere. Det fortæller Jan Witzel, der spillede sammen med Søren Skov i nogle sæsoner i Nyborg.

- Jack Johnson kunne godt finde på at sige til Søren: ’Jeg fryser, kan du ikke lige hente min trøje. Den ligger derovre’.

OB’s nyansatte træner Richard Møller Nielsen læste også aviser, så han kendte alt til Søren Skovs mange mål i Nyborg. Efter klubbens nedrykning var det oplagt for Søren Skov at skifte græsgange.

Søren Skov fik sin divisionsdebut i den stribede trøje i sæsonåbneren i 2. division mod IHF i Århus på et hold, der så således ud:
Per Hansen – Jens Erik Nøttrup – Mogens Christiansen – Poul Andersen – Flemming Nielsen – Leif Rahbæk – Niels Møller Kristensen – Kaj Nøttrup – Allan Hansen – Henrik Kamp Madsen – Søren Skov 12: Allan ’Skæg’ Nielsen.

OB tabte kampen med 1-5! Men herfra gik det kun fremad for både OB og Søren Skov, der markerede sig som OB's topscorer sammen med Per Bartram, som efter sine år i skotsk og engelsk fodbold følte sig kaldet til at give sin angrebskollega kælenavnet ’Charlie Woodpecker’.

Da OB rykkede op i 1. division med en sejr på 4-0 over Hvidovre IF på Odense Stadion søndag den 16. november 1975, havde Søren Skov en fod med i triumfen. Han scorede kampens første mål på straffespark i tilbagelænet Kim Christofte-stil. Og efter kampen sagde han:
- Når 11.000 har betalt for at komme ind, må vi også give dem noget spænding.

Få uger efter forlod Søren Skov OB og det hold, som træner Richard Møller Nielsen var i gang med at bygge op til klubbens gyldne år i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne.

Søren Skov skiftede til den tyske 2. Bundesliga-klub Sct. Pauli i Hamburg, hvor han sluttede sig til de to danskere Heino Hansen og Johnny Pedersen. Han var den første fynbo, der skrev kontrakt med den tyske kultklub.

- Så vidt jeg ved, var det Jack Johnson, der formidlede kontakten mellem Søren Skov og Sct. Pauli. Jack havde gode forbindelser til den tyske klub, forklarer Jan Witzel.

Søren Skov debuterede i en udekamp mod Wattenscheid søndag den 21. december 1975, hvor han fik den sidste halve time af kampen, som Sct. Pauli tabte 0-2.

Skiftet til subtoppen af tysk fodbold var lidt af en kulturomvæltning for Søren Skov, der ikke just var nogen træningsnarkoman. I Danmark var han kendt for at spille med nedrullede sokker.

- Om ikke andet har jeg da fået lært at spille med benskinner. Der tackles helt anderledes hård i professionel fodbold, og jeg skal i hvert fald ikke nyde noget, sagde den 21-årige Søren Skov efter premierekampen mod Wattenscheid.

Han fik hurtigt gang i målscoringen I Sct. Pauli, og Søren Skov var med til at spille klubben op i Bundesligaen i 1977. Han nåede dog aldrig at spille i den bedste tyske række for Sct. Pauli, før han skiftede til den belgiske klub Cercle Brügge, hvor det blev til 149 kampe og 69 mål i fem sæsoner.

Fra Belgien gik udlandseventyret videre til italienske US Avellino, der i 1980’erne havde specialiseret sig i at hente ’billige’ spillere i andre europæiske klubber og sælge dem videre med en pæn fortjeneste.

Avellino betalte 500 millioner lire for Søren Skov, men og sendte ham straks videre til 2. bundesligaklubben Hertha Berlin efter bare en enkelt sæson i Serie A, hvor han kun nettede fire gange for syditalienerne. Salgspris: 345.000 D-mark.

Det hed sig, at hans blonde kone Martine i virkeligheden var mere populær end Søren Skov blandt de italienske tilhængere på Irpinia-kurven på det lokale stadion 50 kilometer øst for Napoli.
’En mystisk mand, der går på banen på jagt efter sig selv’, blev der blandt andet skrevet om Søren Skov.

Søren Skov sluttede sin professionelle karriere i 1987 efter lidt mindre profilerede ophold i de schweiziske klubber FC Winterthur og FC St. Gallen, hvorefter han droslede ned på amatørplan i FC Biel i den næstbedste række.

Han var i sin karriere aldrig arketypen på en professionel fodboldspiller, og det var en ikke ringe bedrift for Nyborg-drengen at opnå så mange år og kampe i tysk, belgisk og italiensk fodbold. På træningsbanen var den venstrefodede fynbo ikke ligefrem nogen præmietyr.

Søren Skov var en fiffig fodbold-flanør, der omgik sin profession med en særlig tilbagelænet distance, og på den vis faldt han godt ind i en kreds af spillere som Lars Bastrup, Nils Møller Kristensen og til dels Ronald Stelmer, der op gennem 1970’erne alle havde en hel egen tilgang til halv- og helprofessionel fodbold.

I 2021 år sagde Søren Skov til B.T.:
- Jeg har aldrig været så fanatisk fodboldinteresseret. Jeg ville bare spille kampe, og træningen var sur. Jeg ville slet ikke kunne være med i dag, hvor man ikke må gå i byen, skal se video hele tiden, og det bliver dikteret, hvad man skal spise. Det ville være frygteligt.

Søren Skov fik tre A-landskampe samt seks ungdomslandskampe. På A-landsholdet debuterede han onsdag den 5. maj 1982 i Idrætsparken mod Sverige. Landstræner Sepp Piontek kaldte ved udtagelsen Søren Skov for ’en joker’, der skulle danne angrebstrio med Preben Elkjær og Jesper Olsen. Til kampen var der desuden debut til John Sivebæk, Vejle, og Flemming Christensen, Lyngby.

Landsholdet mod Sverige så således ud:
Ole Qvist – John Sivebæk – Ivan Nielsen – Per Røntved – John Lauridsen – Søren Lerby – Jens Jørgen Bertelsen – Frank Arnesen – Søren Skov – Preben Elkjær – Jesper Olsen 12: Allan Hansen 13: Ole Madsen 14: Flemming Christensen 15: Henrik Eigenbrod 16: Ole Kjær

Kampen sluttede 1-1, og Søren Skov havde svært ved at markere sig i de 71. minutter han fik på banen, inden han blev skiftet ud med Flemming Christensen.

’For Søren Skov blev debutdrømmen til et antiklimaks. Og da han efter ordre fra landstræner Sepp Piontek efter 71 spilleminutter våd og kold blev sendt til omklædning, kom det næsten som en befrielse for ham, skrev pressen.

Søren Skov nåede at bo i Schweiz i 36 år.

Han døde pludselig torsdag den 18. august 2022 af et hjerteslag.

KØBMAND GJORDE OB TIL SIN ENEARVING

I slutningen af mesteråret 1977 modtog OB helt uventet en stor sum penge.
Afsenderen var Ejvind Fischer, der før sin døde i slutningen af september 1977 havde valgt at betænke den fynske fodboldklub med lidt over en lille million kroner i sit testamente.

Ejvind Fischer kom i 1917 i lære i købmandsforretningen i Nørregade 47 (ved siden af det nuværende Sir Club) i Odense, som dengang tilhørte købmand Johannes V. Schrøder. 10 år senere overtog Ejvind Fischer forretningen, hvor han hurtigt oparbejdede en stor og loyal kundekreds.

Han havde i sine unge år spillet en del førsteholdskampe for OB. Da han sluttede sin aktive karriere på fodboldbanen, delte han sit liv op i to store interesser: OB’s kampe og klublivet omkring Ådalen og sin købmandsforretning i Nørregade.

Ejvind Fischer havde i en del år ladet antyde, at OB skulle være hans enearving, når han en dag ikke var her mere. Han var OB’er med liv og sjæl, og han svigtede aldrig, når hans gamle klub spillede divisionskampe på Odense Stadion.

Ejvind Fischer var før sin død ganske bevidst om, at OB ville blive danske mestre i 77-sæsonen, og han fortalte, at det gjorde ham lykkelig. I testamentets bestemmelser havde Ejvind Fischer fået indført, at universalarven skulle gå til ungdomsarbejdet, og at blot denne betingelse blev opfyldt, kunne klubben gøre med pengene, hvad den ville.

OB måtte svare en tredjedel af arven i afgifter. Ejvind Fischer blev 76 år.

OB OG B1909 STILLEDE FÆLLESHOLD MOD SUNDERLAND OG NEWCASTLE

I august 1961 gik B1909 og OB sammen om at stille et fælles hold til to træningskampe i England mod de to storklubber AFC Sunderland og Newcastle United.

Fra OB deltog: Finn Sterobo, Richard Møller Nielsen, Poul Christensen, Bent Schmidt Hansen, Ib Hauervig, Flemming Iversen og Sandor Meszaros.

B1909 stillede med disse spillere: Svend Aage Rask, Erling Linde Larsen, Per Jacobsen, Bruno Eliasen, Arno Hansen, Mogens Engstrøm, Leif Hartwig, Bent Nielsen og P***e Hansen.

Træner på turen var ’Lille Kaj Hansen’ og Walther Pheiffer.

OB’s Kaj Johansen og Bent Nielsen samt B1909’s John Danielsen var oprindeligt udtaget til truppen, men Kaj Johansen og John Danielsen måtte melde afbud i sidste øjeblik på grund af værnepligt, mens Erik Nielsen lige var vendt retur fra en rejse til Færøerne og derfor ikke mente, at han kunne tillade sig at tage af sted igen så hurtigt efter.

Onsdag den 9. august mødte det kombinerede hold Sunderland på Roker Park foran 22.000 tilskuere. Fynboerne tabte 1-5, men bulletinerne fra det nordøstlige England gik på, at holdet havde spillet en fornuftig kamp uden at falde helt igennem, men også på at overmagten havde været for stor.

Sunderland lå i 2. division og stillede med et helt nyindkøbt angreb med blandt andre Brian Clough, som klubben havde hentet hos rivalerne i Middlesbrough. Brian Clough nettede to gange i kampen.

I målet havde Finn Sterobo ingen heldig kamp, idet han fumlede ved et par af målene. Mogens Engstrøm sørgede for det fynske trøstmål.

Svend Aage Rask fik i stedet chancen i målet mod Newcastle lørdag den 12. august på St. James Park, men heller ikke han kunne forhindre en hjemmesejr på 2-0. Richard Møller Nielsen fik markeret sig med nogle tacklinger, der gav genlyd, og han fik i bedste engelske stil igen af samme mønt.

Næste dag gik turen igen hjem til det fynske land. Spillerne måtte stille vækkeurene til klokken 4 om morgenen, hvorefter de blev kørt fem timer i bus til lufthavnen i Glasgow.

Herefter gik det med fly via Hamburg til København, inden spillerne nåede til Odense igen klokken 18.30.

Fredag aften spillede oldboys-landsholdet en opvisningskamp på Langeskov Stadion i forbindelse med Langeskov IF’s 100-års jubilæum.
Det blev til en sejr på 2-0 med denne trup.
Hvor mange tidligere OB-spillere kan du spotte på dette foto?

📸 Michael Nielsen, Mphoto

FOR 40 ÅR SIDEN SATTE HEIDI OG GITTE FART PÅ LARS HØGHS FANKLUB

Det kommer næppe bag på nogen, at målmand Lars Høgh var en særdeles afholdt person.

Til gengæld vil det nok være nyt for mange, at Lars Høgh i en periode havde sin helt egen fanklub med det besnærende navn ’Lars Høghs Internationale Fanklub’.

Det var de to 16-årige veninder fra Tommerup Stationsby, Heidi West og Gitte Hansen, der startede fanklubben nogle måneder efter, at Lars Høgh havde fået sit helt store internationale gennembrud som målmand på det danske fodboldlandshold ved VM i Mexico i 1986.

Heidi West fortæller:

- Det begyndte med, at den lokale handelsstandsforening havde inviteret Lars Høgh til torvedag i Tommerup Stationsby for at skrive autografer. På et tidspunkt kom Lars Høgh ind i butikken JC Garn og Stof, som Gittes mor Janni og hendes tante Conny drev. Lars Høgh fortalte, at han ofte havde dårlig samvittighed, fordi han ikke fik svaret på alle de personlige henvendelser han modtog fra fans, fortæller Heidi West, der i dag er salgsassistent i tøj- og lingeriforretningen Tryde Andrés i Kongensgade i Odense.

Gitte og Heidi forklarede Lars Høgh, at de i forvejen drev en fanklub for musikerne Juliet og Carsten Lehn, der i 1985 deltog i det danske Melodi Grand Prix med nummeret ’Lady Fantasi’, og at de derfor havde en smule erfaring med fanklubber.

- Lars syntes, det var en god idé, og så fik vi fanklubben op at stå. Det strømmede hurtigt ind med breve til Østerbro 10 i Tommerup Stationsby, som var fanklubbens adresse, siger Heidi West.

Hun og Gitte besvarede de mange spørgsmål og henvendelser i brevene på vegne af Lars Høgh, og de to piger sendte også breve ud til fanklubbens medlemmer hver anden måned. De lavede også konkurrencer og solgte plakater med Lars Høgh. Og hvis der var spørgsmål, de ikke kunne svare på, kunne de bare ringe til Lars. Han tog altid telefonen.

- Plakaterne fik vi signeret hjemme hos Lars Høgh, der boede i en lejlighed i den indre by. Der kom virkelig mange søde breve til Lars, fortæller Gitte.

Hun husker Lars Høgh som et gennemsympatisk menneske, der var helt usnobbet.

- Vi fik altid et par billetter af ham til OB’s kampe, og han råbte altid ’hej, piger’ til os, når han fik øje på os nede bag målet, siger Heidi West.

Hun snakker en gang imellem med Lars Høghs hustru Tine Høgh i lingeributikken, men ellers følger Heidi West ikke længere så meget med i, hvordan det går for OB på banen.

ABRAHAM HANSEN: OB’EREN DER KOM I FORNEMT SELSKAB

Abraham Hansen.
Hvis navnet ikke siger ret mange OB-tilhængere noget, er det måske ganske forståeligt.

Forsvarsspilleren Abraham Hansen blev den første spiller fra Færøerne, der opnåede kampe på klubbens førstehold.

Han var 26 år, da han til sæsonstarten i 1985 skiftede til OB fra Odense KFUM, hvor han havde været en profil på klubbens hold i Danmarksserien under træner Keld Gantzhorn.

Abraham Hansen var sammen med Per V. Hansen fra OKS de to eneste tilgange til OB i det, der skulle blive Richard Møller Nielsens sidste sæson som træner for OB.

Hans Peter Utoft og Frank Pedersen havde begge forladt klubben til fordel for en kontrakt i Kolding IF, og væk var også Micky Rasmussen (Viborg FF) og Chris Margaard (Opel Rüsselheim).

OB havde følgende spillere på kontrakt: Lars Høgh, Allan Nielsen, Frank Clausen, Henrik Eigenbrod, Tommy Møller Nielsen, Ulrik Moseby, Thorbjørn Sørensen, Allan Hansen, Kim Ziegler, Vilhelm Munk Nielsen, Jan Andersen, Keld Bordinggaard og Johnny Kwasniak.

Efter at have optrådt på OB’s hold i Danmarksserien i nogle kampe, debuterede Abraham Hansen på førsteholdet onsdag den 21. august 1985 i en pokalkamp mod AIA med den tidligere OB’er Svend Hugger som træner.

Abraham Hansen fik et par optrædener mere for OB – blandt andet hjemme mod Brønshøj og ude mod KB, men det stod efterhånden klart, at Abraham Hansen var røget et pænt stykke ned i hierarkiet, selv om hans energi på banen aldrig fejlede noget.

Lørdag den 2. november 1985 var Abraham Hansen i kamp på Odense Stadion mod Brøndby IF. Han kom på banen i det 52. minut for angriberen Jan Andersen. Kampen sluttede 2-2 efter OB havde ført 2-0 ved pausen på mål af Keld Bordinggaard og Jan Andersen.

Anders Sundstrup nettede to gange for Brøndby IF i anden halvleg i en kamp, hvor OB’s unge Claus Sørensen spillede sin anden kamp som højre back i 1. division for de fynske striber.

I 1986 overtog Walther Richter trænersædet i OB, og da havde Abraham Hansen for længst forladt Ådalen og var rejst hjem til Færøerne, hvor han var blevet træner for klubben NSI Runavik.

I 1989 vendte Abraham Hansen tilbage til Danmark og spillede et par sæsoner for Boldklubben Frem. Det var i samme periode, at han fik sin debut på det færøske landshold i den legendariske kamp mod Østrig i Landskrona.

Abraham Hansen repræsenterede sit land i 11 kampe. Han nåede også at få et lille udlandseventyr i den franske klub Boulogne sur Mer i 1993.

Han skiftede siden efternavnet Hansen ud med Løkin. Hans to sønner Bogi og Karl har spillet i klubben Ítróttarfelag Fuglafjarðar og har begge været landsholdsspillere.

Det færøske fodboldforbund valgte i 2003 at indstille Abraham Hansen til ’The UEFA Jubilee 52 Golden Players’ i anledning af UEFAs 50-års jubilæum, og her kom han i fornemt selskab med Michael Laudrup, Eusebio, Bobby Moore, Johan Cruyff, Dino Zoof og mange flere stjerner.

OB OG ALTONA 93

Flere vil vide, at OB i mange år har haft et særligt venskabsklubforhold til B. 93.
Venskabet rækker tilbage fra efterkrigsårene, hvor den tidligere OB-spiller Jørgen Leschly skiftede til Østerbro-klubben i forbindelse med sine studier og var med til at vinde mesterskabet for klubben i 1946.

Men OB har også haft relationer til en anden '93-klub' - nemlig Altona 93 fra Hamburg. Venskabet med Altonaer FC von 93, som klubben hed dengang, opstod også i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. I 1962 spillede de to klubber to gange mod hinanden, og det blev to meget forskellige fodboldoplevelser for spillerne.

Altona 93 sendte i pinsen et hold til Fyn, hvor det skulle spille træningskampe mod først Aarup Boldklub og siden OB. Men noget var tilsyneladende gået galt i kommunikationen, for Altona-spillerne betragtede nærmest pinseopholdet på Fyn som en ren ferie.

Det viste sig allerede i kampen mod Aarup, der havde forstærket sit hold til mødet mod nordtyskerne, at Altona 93, der spillede i Oberliga Nord, ikke havde sendt sine stærkeste spillere til Fyn.

Aarup vandt kampen så sikkert som 7-1, og da Altona 93 nogle dage senere skulle spille mod OB, gik det helt galt. OB førte 8-0 ved pausen, og ved stillingen 12-0 20 minutter inde i anden halvleg valgte dommer Valdemar Hansen at fløjte kampen af, fordi han mente, at den ikke længere havde nogen sportslig værdi for nogen af holdene.

Lørdag den 28. juli 1962 var der "returkamp" i Hamburg. OB sendte fire privatbiler af sted til Hamburg, og på billedet ses fire af spillerne, nemlig Jørgen Leschly Sørensen, Finn Sterobo, Erik Bergholt og Richard Møller Nielsen.

Richard var dog skadet, men han havde lovet at agere chauffør - og det var jo ingen skade til at have en fuldbefaren reservedelsekspedient bag rattet på turen sydpå...

OB tabte kampen 3-2. Forwarden Pape bragte tyskerne foran 1-0, inden John Kyndbøl udlignede på et oplæg fra Erik Andersen. Så var Kaj Johansen så uheldig at lave selvmål for OB, men fynboernes unge angriber Christian Kryger bragte igen balance i regnskabet. Mod slutningen af kampen sikrede venstrewingen Busch imidlertid sejren for hjemmeholdet.

Træner Svend Hugger brugte kampen til at spille Kjeld Nielsen ind på en fast position som centerhalf, som det hed dengang.

Altona 93 spiller sine hjemmekampe på Adolf-Jäger-Kampfbahn i Hamburg-bydelen Ottensen. Det lyder næsten som noget fra Olsenbanden, men Adolf Jäger var en tysk landsholdsspiller. Stadionet regnes i dag for at være det næstældste i Tyskland.

Det venskabslignende forhold mellem OB og Altona sluttede i midten af 1960’erne, og Altona 93 er i dag venskabsklub med Dulwich Hamlet FC fra det sydøstlige London.

Det var også i midten af 1960’erne, at Altona 93 vakte international opsigt, fordi klubben havde ikke færre end fire tvillingepar på juniorholdet.

- JEG HAR KUN GODE MINDER FRA MIN TID I OB

OB havde for en del år siden pæn succes med at hente spiller fra Norge til Ådalen.
En af dem var nu 51-årige Morten Fevang.

Han er vokset i den lille landsby Kodal 10 kilometer nord for Sandefjord i Sydnorge, og det var også i Kodal, at Morten Fevang startede som ungdomsspiller.
Han skiftede som 21-årig til Sandefjord-klubben IL Runar.

Morten Fevang spillede 24 kampe og scorede tre mål for amatørklubben, inden han i efteråret 1997 skrev en professionel kontrakt med Norges ældste fodboldklub, der på det tidspunkt bar navnet Odd Grenland.

Morten Fevang nåede i otte sæsoner at spille 183 førsteholdskampe og lave 28 mål for Skien-klubben, inden sportschef Kim Brink og træner Bruce Rioch hentede ham til Ådalen. Morten Fevang skrev en tre-årig kontrakt med klubben onsdag den 6. juli 2005.

Men først i slutningen af november 2005 blev han frigivet fra sin norske klub og kunne tilslutte sig OB sammen med en anden nordmand - Magne Sturød fra Sandefjord.

Morten Fevang debuterede i en hjemmekamp mod FC Nordsjælland den 12. marts 2006. OB vandt 2-0, og han fik noget af en drømmedebut, idet han scorede til 1-0 efter bare otte minutters spil.

Start-11’eren så således ud:
Arek Onyszko – Alexander Aas – Ulrik Laursen - Chris Sørensen – Morten Fevang – Martin Borre – Nikolai Stokholm – Esben Hansen – Jonas Borring – Søren Berg - José Junior 12: Bouabid Bouden 13: Magne Sturød

- Jeg har kun gode minder fra min tid i OB. Jeg havde en fantastisk tid i klubben, siger Morten Fevang og nævner blandt andet sejren i pokalfinalen i Parken mod FC København i 2007 og hattricket mod irske Shelbourne FC i Intertoto Cuppen på Odense Stadion søndag den 7. februar 2006.

I sommeren 2007 stod det klart, at Morten Fevang vendte hjem til Norge og Odd Grenland. Klubben lå på det tidspunkt til nedrykning i Tippeligaen, og træner Arne Sandstø havde brug for den erfarne midtbanespiller i forsøget på at undgå at rykke ud af den bedste række.

Det lykkedes ikke, men sæsonen efter var Morten Fevang med til at spille Odd tilbage i den bedste række, og han nåede desuden en pokalfinale med klubben.

I Skien er han en sand legende. Morten Fevang har 422 kampe på sit cv for Odd. Det placerer ham som den spiller med næstflest kampe for klubben.

Morten Fevang var 34 år, da han i 2009 fik debut for det norske landshold. Kampen mod Holland blev også hans eneste i nationaltrøjen.

Morten Fevang spillede sin sidste professionelle kamp for Odd i 2013. Herefter fortsatte han en enkelt sæson i Notodden FK i den tredjebedste række, inden han lagde støvlerne helt på hylden.

Morten Fevang følger stadig med i både dansk og norsk fodbold.

- Fra min tid i OB har jeg stadig lidt kontakt med Ulrik Laursen og Søren Jensen, fortæller Morten Fevang.

Han har blandt dag arbejdet med mennesker, der har misbrugsproblemer.
- Jeg sørgede for at aktivere dem på forskellige måder, og i Odd har jeg også trænet et fodboldhold med spillere, der har misbrugsproblemer, forklarer Morten Fevang.

Han nåede i to sæsoner at spille 48 kampe og score 13 mål for OB.

FOR 46 ÅR SIDEN: DA TORDENSKJOLD RØG PÅ MÅL OG LARS HØGH STOD EN WING

Superligaen ligger stille, og det er jo en god anledning til at rette blikket lidt tilbage i tiden.

For 46 år siden blev Danmarksturneringen i fodbold skudt i gang den 30. marts – og for OB blev der tale om en ret bemærkelsesværdig premiere i 1.division.

OB skulle en tur til Københavns Idrætspark søndag den 30. marts 1980, hvor menuen stod på KB. Den københavnske storklub gik ind til den nye sæson med den 31-årige angriber Hans Aabech som det helt store navn. Hans Aabech var kommet til KB fra Hvidovre IF, hvortil han var vendt tilbage efter otte sæsoner som professionel i udlandet.

Lad os bare tage det med det samme: Kampen sluttede 2-2 og der var tale om et ægte fodboldbrag, der bød på masser af dramatik for de godt 5700 tilskuere i den gamle nationalarena på Østerbro, hvor OB to og et halvt år tidligere sikrede sig sit første mesterskab efter 2-2 mod B93.

Det var pålagt Poul Andersen at holde et vågent øje med ”Baronen” gennem hele kampen – og den opgave løste Poul Andersen ganske flot. Alligevel blev Hans Aabech dobbelt målscorer i kampen.

Det første mål mente også andre end fynboer burde have været annuleret, for det så unægtelig ud til, at Aabech tog hånden til hjælp med at få bolden over stregen, efter Lars Høgh havde i første omgang havde pareret forsøget.

Hans Aabechs anden scoring var et udslag af et fejlslagent forsøg på at trække KB-spillerne offside ved et hjørnespark, og så stod Hans Aabech pludselig helt fri foran mål. Lars Høgh strakte sig ellers så godt han kunne efter bolden, men med det kedelige resultat at han skadede sin ene finger.

Træner Richard Møller Nielsen reagerede med det samme.
OB havde brugt sin 12. mand – Frank Clausen var kommet på banen i stedet for Michael Johansen – og så måtte ‘Træneren’ være kreativ.

- Du går ind i mål, Preben, råbte Richard Møller Nielsen til Preben Knudsen.
Som sagt så gjort, og så blev Lars Høgh i stedet sendt op i angrebet for ”at stå en wing” i kampens sidste minutter.

KB-træner John Kramer ville have sine spillere til at sende høje bolde ind i OB’s felt, men trods hjemmeholdets pres mod kampen slutning holdt Preben Knudsen buret rent.

- Jeg kan huske, at jeg syntes, at målet var helt vildt stort, og jeg husker det faktisk også som om, det var i længere tid end fem minutter. Men jeg er da vist en af de eneste OB-målmand, der har holdt buret rent i Idrætsparken, siger Preben Knudsen.

Han havde ellers bragt fynboerne foran allerede i det 36. minut, da han sendte bolden i mål bag KB-målmand Ole Qvist.
Allan Hansen havde bragt OB foran 1-2 på et straffespark begået mod Vilhelm Munk Nielsen. Og samme Allan Hansen, der fik comeback for striwerne efter sit udlandsophold, havde endda headet bolden i kassen 10 minutter efter straffesparksscoringen på et indlæg af Preben Knudsen, men dommer Berner Christensen og linjevogter Erik Nordby vurderede, at hele bolden ikke havde været over stregen.

OB’s læge Ib Madsen satte Lars Høghs finger i led igen i bussen tilbage fra Idrætsparken og vurderede, at Lars Høgh kunne have brug for to ugers pause, inden han kunne spille igen.

Det viste sig senere, at Lars Høghs skade ikke var så slem. Der var gået en lille flis af knoglen, og i OB havde træner Richard Møller Nielsen andetholdsmålmand Henning Pedersen stående klar i kulissen, hvis Lars Høgh havde behov for en pause.

Men Høghen var igen at finde mellem stængerne, da OB tre dage senere skulle spille på en ny svær udebane: Mod Næstved på Næstved Stadion.
Eneste ændring til den kamp i forhold til premieren mod KB var, at Frank Klausen gled ind på holdet i stedet for Michael Johansen.

Sæsonstarten i 1980 var i øvrigt tæt på at blive aflyst på grund af frosthårde baner, men vejret blev bedre omkring påske.

OB sluttede sæsonen med bronzemedaljer, mens Næstved og KB delte første- og andenpladsen i den berømte guldkamp i Næstved den 16. november 1980.

I kraft af det bedste målregnskab kunne KB nøjes med uafgjort, mens Næstved skulle vinde for at sikre sig mesterskabet. Efter en målløs første halvleg kom "de grønne", der på dagen spillede helt i hvidt, på guldkurs, da indskiftede Peter Bonde midt i anden halvleg headede Næstved i front.

Med et kvarter tilbage af kampen blev KB-spilleren Bo Fosgaard udvist, men trods en spiller i overtal lykkedes det ikke Næstved at holde fast i føringen – og DM-guldet. To minutter før tid udlignede KB på et hovedstødsmål af Hans Aabech, og med den scoring "stjal" KB guldet fra Næstved.