22/12/2025
Sidste år hjalp vi City-Beach med at visualisere deres bud på en ny fremtid for den gamle Gladsaxe Skøjtehal. Projektet blev ikke realiseret – men idéerne lever videre.
Folkene bag sandsporten står nemlig ikke stille. I dag mødtes vi med dem i Hafnia-Hallen for at tale om, hvordan man kan skabe et nyt, indbydende samlingspunkt for sandsport i hovedstaden.
Et indendørs mødested for sandsport, fællesskab og oplevelser – med bare tæer og sommer hele året.
Se videoen af, hvad Gladsaxe kunne have haft – og giv City-Beach et like, hvis du også mener, København mangler mere sand mellem tæerne!
https://www.youtube.com/watch?v=Ho0alm3W5Pk
11/11/2025
Vi har en artikel i Lokalavisen Egedal i dag, hvor vi giver vores bud på fremtiden for Kildedal Nord. Vi råder her til at se på områdets styrker og skabe et springbræt for den erhvervsindsats Egedal kommune har brug for at sætte i gang, når det nye byråd er sat. Hvad tænker du om vores vision?
Tegnestue klar med konkret plan for Kildedal Nord
Tegnestuen SamVærk foreslår at undersøge en innovationshub som første skridt i udviklingen af Kildedal Nord.
21/12/2023
I Lystrup ved Aarhus står en helt ny hal til spring- og rytmegymnastik snart klar til at blive taget i brug af alle byens mange gymnaster! Hallen er tegnet af Arkitema og er en en udvidelse til det eksisterende Lystrup Idrætscenter, der også indeholder et ny, flot og indbydende ankomstområde. De flotte nye redskaber er leveret af PE-Redskaber.
Tegnestuen Samværk har i projektet hjulpet Lystrup IF Gymnastik & Fitness med rådgivning om indretning af deres nye multifunktionelle træningshal og bidraget til, at de har fået mest muligt ud af deres nye habitat. Vi glæder os til at se gymnastikken blomstre på ny!
Ps. Det oprindelige layout på hallen kan ses på projektets visualisering, mens tegningen viser den indledende revision på dette design. Den endelige løsning er en nedskaleret version af denne revision, der blandt andet pegede på optimering af springgravsanlægget, oversete udfordringer med lysindfald samt øget funktionalitet omkring halopdeling og redskabsopbevaring.
07/12/2023
Forleden var vi på besøg i den gamle skøjtehal i Søborg. Gladsaxe Kommune kører et spændende projekt kaldet "Nyt liv i den gamle skøjtehal", som kort fortalt handler om, at der efter opførelsen af den helt nye store skøjtehal på nabogrunden, skal skabes en transformation af den flotte gamle spændbue hal, sådan at rammerne fortsat kan være med til at aktivere og inspirere byens borgere.
Blandt en lang række spændende forslag er der nu udvalgt fire projekter, der efter nytår skal komme med en endelig præsentation af hver deres vision for transformationen, forud for videre udvælgelse. Tegnestuen Samværk er indbudt til at bistå projektet Gladsaxe Beach i at udvikle og formidle deres store planer om et indendørs sandunivers, hvor strandsporten kan trives året rundt og dørene altid står åbne for alle der ønsker at tage del i et unikt fællesskab og idrætsmiljø.
Hvis I ligesom os er nysgerrige på, hvad en ishockeyhal fyldt med sand kan lede til af spændende muligheder, så hop ind og læs mere om deres store tanker på facebooksiden!
23/11/2023
Tirsdag blev brugt i Holbæk Sportsby , hvor en potentiel udvidelse var dagens tema.
En lang række af kommunens gymnastikforeninger arbejder i fællesskab på, at deres medlemmer skal have bedre træningsrammer, der både skal udvikle og fastholde dem i Holbæk. Læs mere på deres side: Springcenteret
Tegnestuen Samværk har tidligere været hyret af Holbæk Kommune til at lave behovsanalyse og løsningsscenarier for området og er nu blevet forlænget til også at skulle udarbejde indledende skitseprojekt med henblik på at skaffe projektets finansiering.
Dagens møde handlede blandt andet om, hvordan vi sikrer at en potentiel udvidelse bliver en naturlig del af det liv der allerede i dag findes mellem sportsbyens mange aktiviteter og dertil, hvordan der kan målrettes nye brugergrupper og aktivitetstyper.