SSB - Studenter Settlementets Boldklub

ænd sammen, der havde behov for og lyst til fysisk aktivitet. Kombinationen af klub og sportsaktivitet blev herefter hurtigt et tilløbsstykke, der gjorde SSB og Settlementet til et kraftfelt inden for arbejderidrætten og ikke mindst i bydelen Vesterbro. De skrifter, der ligger for denne periode, fortæller om en forening med nærhed og med lige så stor fokus på det sociale samvær, som på fodbolden. Klubben var i disse år en af Københavns stærkeste inden for arbejderidrætten, med både danmarksmesterskaber og landsholdsspillere på renommeet. I slutningen af trediverne led arbejderidrætten et knæk, som betød at SSB slumrede ind, og først havde dokumenterede aktiviteter igen i midten af halvfjerdserne.

70’erne…. historien gentager sig
En gruppe unge, der havde haft deres opvækst i Settlementets børne– og ungeklubber gik sammen med frivillige studerende for at genopstarte SSB. En visionær forstander støttede etableringen af idrætsaktiviteter for børn– og unge i bydelen, og ad denne vej tilflød der SSB midler til lønnede medarbejdere, med det formål at sikre forankring og udvikling af det ”nye” SSB. Foreningen voksede hurtigt og tilbød både fodbold, håndbold, volleyball, bordtennis og svømning for både børn og voksne. Børneaktiviteterne var centreret omkring fodbold og svømning. Fælles for børn og voksne, var kombinationen af idrætten og samværsaktiviteter i de klublokaler man fik etableret først i Matthæusgade, senere i Saxogade før man til sidst endte i Settlementet i Dybbølsgade 41. Nærværet i foreningen var stort og udover de daglige tilbud fik man i 80’erne etableret SSB-ugen, en sommerferieuge for alle SSB’ere på Settlementets koloni – Lyngborgen ved Sejrøbugten. En aktivitet der gennem årerne er blevet en ”institution” i SSBs virke. Al aktivitet var organiseret under DAI, Dansk Arbejder Idræt, fodbold var stadig den mest synlige aktivitet, hvor SSB var en af de stærkeste i København med spillere på udvalgte hold og en enkelt pokaltriumf. Arbejderidrætten mistede i disse år sin tiltrækningskraft, og SSB måtte derfor ud og finde nye samarbejdspartnere. Valget faldt på DDGU, det senere DGI, De Danske Gymnastik og Idrætsforeninger, som matchede SSB’s behov for at beholde de sociale og breddemæssige aspekter i idrætstilbuddet. DGI stillede desuden ikke de krav til SSB, som andre organisationer gjorde, Bla. stillede KBU, Københavns Boldspils Union det krav at SSB skulle stille med en ”hjemmebane”, og hvor får en forening på Vesterbro sådan en fra. Vesterbro har jo gennem årerne været eksempel for de manglende idrætsfaciliteter i brokvartererne. Fx havde bydelen med 35.000 beboere i 1997, hvor DGI byen blev indviet, ingen idrætshaller, men kun skolernes gymnastiksale til rådighed. Disse betingelser gjorde at foreningens aktiviteter blev spredt ud til idrætsanlæg andre steder i København. Dette betød at nærheden i foreningen i nogen grad forsvandt, da den fysiske afstand mellem SSB’s aktiviteter blev for stor, og dermed mistede man kendskabet medlemmerne imellem. Dette på trods af at der stadig var vellykkede sommerferieuger, skiture, og store fester, var det ikke svært at se at foreningen var i svære interne problemer.

90’erne….en forening på vej
Som konsekvens af dette blev fokus lagt omkring børne– og unge aktiviteterne, fremfor de voksne, for med denne målgruppe at skabe større lokal synlighed, skabe lokale netværk omkring idrætten og herigennem skabe nytænkning samt ikke mindst få politisk bevågenhed på idrætsarbejdet på Vesterbro. Resultatet af denne indsats kunne ses via etableringen af Vesterbro Idræts samvirke med fokus på den ikke organiserede gadeidræt, med tilhørende idræts– og legecontainere og integrationsaktiviteter. Ideerne om den decentrale organisering af idrætten blev udviklet, samtidig med at Vesterbros idræt fik et ordentligt skub fremad ved etableringen af DGI-byen og Vandkulturhuset. SSB havde mistet nærheden, men fik i stedet sat sig selv i fokus som en forening, der gerne ville agere i den gråzone hvor idrættens virkemidler snarere end idrætten selv er i fokus, og opnåede stor bevågenhed for dette, hos idrætsorganisationer og politikere. Dette skabte muligheden for at sætte ideen om det decentrale idrætsanlæg på dagsordenen. Det lykkedes i efteråret 2000 at få etableret Idrætsfabrikken, SSB’s Forenings- og Aktivitetescenter, via fonds og kommunale midler som et anlæg, der skulle nå andre målgrupper og skabe andre aktiviteter end dem DGI-byen, som centralt anlæg kunne tilbyde. SSB søgte således fondsmidler til udvikling og nytænkning omkring rummelighed og integration af marginaliserede grupper i foreningslivet. Projektet hed ”Bare Fødder På Asfalt” og har de seneste 3 år virket som en dynamo for SSB, især i forhold til den sociale opgave en forening på Vesterbro bør have, og som SSB er garant for i dag. DGI-Byen og Idrætsfabrikken har flyttet SSB’s aktiviteter tilbage til bydelen og i samme moment har SSB fodbold fået en hjemmebane på Bavnehøj Idrætsanlæg. SSB er således tilbage på Vesterbro, som den store flerstrengede forening, med den sociale indgangsvinkel til idrætten. SSB har udviklet sig til en forening med mere end tusind medlemmer, med tilbud til alle aldersgrupper fra nyfødte til ældre, og med en bredt sammensat medlemsskare både socialt og kulturelt.