Bør halm, tang og ler få et comeback? Skal vi genbruge mere eller designe smartere? Valg af byggematerialer har stor betydning for hensynet til klimaaftryk, miljø og mennesker. Spørgsmålet er, hvor vi finder de største potentialer, og hvordan vi bedst får dem indfriet. Det debatterer vi på Folkemødet 2026 fredag den 12. juni kl. 17.15–18.00 ved A24 – ByggePladsen – Huset.
Vores paneldeltagere deler ud af deres konkrete erfaringer med at teste forskellige materialer i praksis og måle på effekten. De vil pege på de spændende eksempler og diskutere, hvilke barrierer, der skal nedbrydes, hvis brugen af gode løsninger skal løftes fra forsøgsstadiet til det store mainstream-byggeri.
I panelet sidder:
Lennie Clausen: Programchef for innovation i byggeriet hos Realdania. Den filantropiske forening står bag utallige forsøgsprojekter og analyser, der har til formål at udforske, hvilke løsninger der kan bidrage til den grønne omstilling af byggeriet. Det gælder f.eks. MiniCO2 etagehusene i Fredericia, hvor fem boligbyggerier skal demonstrere og undersøge, hvordan man kan opnå et lavt klimaaftryk med forskellige materialer og tilgange. Af andre toneangivende initiativer kan nævnes ”Boligbyggeri fra 4 til 1 planet” og ”Veje til biobaseret byggeri”.
Klaus Kellermann: Bæredygtighedschef hos Bygherreforeningen. Ud over at repræsentere et væsentligt perspektiv i debatten, har Klaus en meget stor mængde praktisk erfaring fra sin tid som bygherre og chefkonsulent for bæredygtighed hos Roskilde Kommune. Her var han bl.a. en central drivkraft i udviklingen af kommunens arbejde med transformation, materialebank og cirkulære principper.
Karoline Fogh Gustafsson. Portfolio Manager hos Lendager, der er kendt som bannerfører for cirkularitet i arkitekturen. I den forbindelse har Karoline samarbejdet med Kasper Johannsen på kontorhuset TRÆ, der både er landets højeste træbyggeri og et ikon for cirkularitet. Byggeriet rummer også det såkaldte ”Living Lab”, der består af tre forsøgsetager, hvor parterne har udforsket brugen af tre forskellige materialer: De genbrugte, de genanvendte og de biobaserede.
Kasper Johannsen: Chefrådgiver i Sundhed & Bæredygtighed hos Artelia. Kasper var projektleder på Living Lab i TRÆ. Her blev der lagt et stort analytisk arbejde i at teste et bredt spektrum af løsninger og måle på effekten. Ikke kun i forhold til klimaaftryk, men også andre tekniske parametre og heriblandt deres indvirken på indeklimaet, hvor Kasper har en særlig faglighed. I en hel del projekter har Kasper arbejdet indgående med sundhed og velvære i bygninger, hvor materialerne har væsentlig betydning.
Debatten modereres af Casper Østergaard, der er kompetencechef for Bæredygtighedsrådgivning hos Artelia og ligeledes har en god portion erfaring med brugen af forskellige materialer.
Artelia Danmark
Her kan du få del i de faglige og sociale højdepunkter hos en af DKs største rådgivende ingeniører
Vi har sat os det mål at være en af branchens mest attraktive arbejdspladser. Målet skal nås gennem udfordrende og spændende projekter, videndeling, og efteruddannelse, et godt arbejdsmiljø og inspirerende forhold i en flad organisation
Mange muligheder
I Artelia kan du komme til at beskæftige dig med bl.a. projektering, beregning, kundetilbud, byggeledelse, fagtilsyn og ikke mindst løsning af sp
Kritisk infrastruktur er under stigende pres, og vi er nødt til sikre vores forsyning mod alvorlige hændelser. Men hvad er de største trusler, og hvilke tiltag skal i spil? Hvad gør vi, hvis krisen virkelig rammer og helt grundlæggende funktioner i samfundet bliver sat ud af spil?
Vi sætter forsyningssikkerheden på prøve i en åben workshop på Folkemødet 2026. Sammen udforsker vi konkrete scenarier, diskuterer de største risici for el- og vandforsyningen og ser på, hvordan forsyningsselskaber kan styrke deres beredskab og omsætte EU's CER-direktiv til handling.
Publikum inddrages aktivt i workshoppen, hvor de tre debattører er:
Lars Goldschmidt: Bestyrelsesformand for hhv. Bornholms Energi & Forsyning og Fjernvarme Horsens samt bestyrelsesmedlem i Forsyning Helsingør og Frederiksberg Forsyning. Ud over sit store engagement i forsyningssektoren har Lars Goldschmidt været direktør i Dansk Industri og FRI-Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Jan Andersen: Formand for Danske Vandværker, hvor medlemmerne til sammen leverer ca. 45 pct. af Danmarks drikkevand. Foreningen tæller ca. 1800 forbrugerejede vandværker, der drives lokalt og ofte af små organisationer. Derfor kan det være en væsentlig udfordring, når værkerne skal beskytte sig mod de aktuelle trusler og leve op til kravene i EU’s CER-direktiv om beskyttelse af kritisk infrastruktur, som de alle er underlagt.
Morten Westerdahl: Afdelingsleder for Risk & Security hos Artelia. Morten har omfattende erfaring med sikkerhed fra sine 18 år i Politiet, hvor han har haft forskellige ledelsesroller og hertil fungeret som ekspert i discipliner som risikovurdering, sikring, beredskab og krisestyring. Den erfaring sætter han nu i spil hos Artelia, hvor afdelingens specialister hjælper forskellige aktører med alt fra risikovurderinger og scenariesimuleringer til konkrete sikringstiltag.
Eventet modereres af Tore Refslund Hamming, der er en velkendt stemme i sikkerhedsdebatten og har været brugt som terrorekspert i medierne et utal af gange. I akademisk øjemed har han undersøgt emnet i en PhD, der efterfølgende blev udgivet i bogform med titlen: "Jihadi Politics: The Global Jihadi Civil War, 2014–2019”. Derudover har han arbejdet med sikkerhed og/eller terrorbekæmpelse hos bl.a. PET, EU- kommissionen, Nordic Safe Cities og konsulenthuset Risk Intelligence.
Debatten finder sted fredag d. 12. juni, kl. 15.15-16.00
på A24 – ByggePladsen – Huset.
Baggrundsfoto: Rune Johansen aka DroneRune.
Stigende havvand og hyppigere stormfloder kræver handling. Vi skal have sikret vores kyster i et omfang, der vil ændre, det landskab vi kender. Men kan vi skabe nogle løsninger, som lokalmiljøerne kan se sig selv i? Kan vi samtidig undgå, at regningen vokser unødigt i kroner, CO₂-aftryk og forbrug af knappe ressourcer?
Spørgsmålet er, hvordan vi løser den konkrete udfordring og samtidig balancerer de mange hensyn og dilemmaer, som vil opstå, når forandringerne bliver gennemgribende. Det vil både kræve politisk ansvar, en bred tværfaglighed, samarbejde og at vi får en fælles forståelse for den opgave, vi står overfor.
Det debatterer vi på Folkemødet i Allinge fredag d. 12. juni, kl. 11.15–12.00 på A24 – ByggePladsen – Huset.
I panelet sidder:
Nicolaj Bertel Riber: Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for By-, Miljø- og Klimaudvalget i Dragør Kommune - en by der ligger ekstra udsat for klimaforandringer og derfor har taget sagen i egen hånd på trods af væsentlige udfordringer.
Jesper Malm: Politisk chef i Bygherreforeningen, der ser de stigende vandmasser som en af byggeriets største udfordringer. I 2025 satte foreningen fokus på problemet med en analyse af scenarier for, hvordan danskerne og landets bygherrer kan indrette sig efter vandet.
Benjamin Boegen Pedersen: Medlem af Ungeklimarådet, der hører under Klima-, Energi- og forsyningsministeriet. Derudover sidder han i CBS’ Sustainability Advisory Board og er tidligere medlem af Innovation Fund Denmarks Sustainability Expert Group og European Commission Environment & Climate Coalition.
Eva Sara Kehlet Rasmussen: Projektchef i Artelia og ekspert i kyst-og klimasikring med erfaring fra utallige projekter. Eva er også Fagdommer for Danske Landskabsarkitekter og Akademisk Arkitektforening samt censor ved Københavns Universitet, KU Skovskolen og Arkitektskolen i København og Aarhus
Debatten modereres af Anne Katrine Harders, der er en kendt stemme inden for byudvikling og arkitekturformidling. Hun har som fungeret moderator ved flere faglige begivenheder som Byplanmødet og stået bag forskellige debatformer, podcasts og events, der bringer eksperter, beslutningstagere og borgere i dialog.
Læs mere om Artelias deltagelse på Folkemødet her: https://arteliagroup.dk/folkemoede-2026-artelia-bidrager-med-viden-i-debatterne/?utm_source=SoMe%20organisk&utm_medium=SoMe%20organisk&utm_campaign=Folkem%C3%B8de
03/06/2026
Kom og mød vores eksperter på Folkemødet! De er klar på at deltage i debatter, hvis I mangler skarpe paneldeltagere. Vi inviterer selv til tre arrangementer om fremtidens byggematerialer, resiliens og kystsikring:
1) Debat: Hvordan sikrer vi kysterne klogest?
Kan vi gør noget for at mindske forbruget af CO2 og sparsomme råstoffer, når vi fremtidssikrer vores kyster? Og kan vi samtidig skabe løsninger, der tager hensyn til natur, æstetik og oplevelser?
(fredag d. 12. juni, på scenen Huset, kl. 11.15-12.00)
2) Workshop: Beskyttelse af kritisk infrastruktur
Hvilke scenarier kan true vores forsyning af el og vand? Og hvordan sikrer man sig bedst, hvad enten man er et lille lokaldrevet vandværk eller et stort forsyningsselskab? En udfordring, der også skal ses i lyset af EU’s CER-direktiv, der stiller krav til mange organisationer og virksomheder.
(fredag d. 12. juni, på scenen Huset, kl. 15.15 -16.00)
3) Debat: Fremtidens byggesten med klima og sundhed i fokus
Skal halm, tang og ler have et comeback? Hvordan får vi cirkulære og biogene materialer fra teststadiet til mainstream-byggeriet? Vi diskuterer barrierer, muligheder og erfaringer fra innovationsprojekter med data.
(fredag d. 12. juni, på scenen Huset, kl. 17.15 -18.00)
Til debatterne vil vores eksperter Kasper Johannsen, Morten Westerdahl og Eva Sara Kehlet Rasmussen dele viden, erfaringer og konkrete perspektiver fra praksis. Alle tre debatter afholdes på Byggepladsen.
Derudover er Karoline Geneser, Emil Eriksen og Casper Østergaard med.
Skriv endelig til [email protected] hvis du har en debat eller et format, hvor vores viden kan bidrage.
12/05/2026
Forår i felten 🌱
Artelia har været godt i gang med forundersøgelser til et klima-lavbundsprojekt ved Stubdrup Bæk i Nordjylland på 100 ha. Projektet er en del af Den Grønne Trepart og har til formål at reducere CO₂-udledningen fra kulstofrige lavbundsjorder samtidig med, at der arbejdes med at fremme de naturlige forhold i området til gavn for biodiversiteten.
Undersøgelsen klarlægger, om det teknisk er muligt at gennemføre lavbundsprojektet, og om der er opbakning blandt de lokale lodsejere til at realisere et projekt i området.
Frederik og Lasse har været i marken for at kortlægge forholdene i ådalen. Det indebærer måling og registrering af brønde, dræn, grøfter og tekniske anlæg – og ikke mindst udtagning af jordprøver, så vi kan analysere kulstof- og fosforindhold og vurdere projektets klimapotentiale og gennemførlighed.
Samtidig har vores biologer Maja og Natasja gennemført botaniske undersøgelser i området, hvor de bl.a. fandt den sjældne purpurgøgeurt. Derudover har de kortlagt potentielle levesteder for padder og flagermus. Resultaterne understøtter den videre planlægning, hvor naturhensyn indarbejdes så tidligt som muligt.
Projektet er et alletiders eksempel på, hvordan flere fagligheder arbejder tæt sammen – fra hydrologi og klima til biologi og natur – og på glæden ved at arbejde midt i landskabet, hvor projekterne tager form.
Helligaandskirken i København er et af byens ældste og mest betydningsfulde monumenter. I videoen kan du se, hvordan kirken for nylig blev renoveret med respekt for historie og moderne byggeteknik.
“Projektet begyndte med et ønske om at udskifte det gamle nålefiltgulv, som lå på en trækonstruktion, der var sunket. Det udviklede sig hurtigt til en omfattende proces med både tekniske, arkæologiske og bevaringsmæssige udfordringer.”
Sådan siger Ditte Velk fra Artelia, der sammen med Bolette Marott har været bygherrerådgivere på projektet.
Under renoveringen har der været fokus på at bevare kirkens autentiske udtryk, så historiens spor og tidligere tiders slid stadig kan ses. Alle paneler, bænke, rækværker og kongeloge er blevet demonteret og opbevaret i klimastyrede depoter, og bygningens konstruktion er blevet opdateret.
Gulvkonstruktionen er funderet på minipæle, så den kan bære den tunge betonkonstruktion, som de oprindelige fundamenter ikke kunne understøtte, og de historiske ølandssten er blevet genanvendt, hvor det var muligt. Kirkegulvet har fået et helt nyt Ølandsstengulv, som både arkitektonisk og historisk er det rigtige for Helligåndskirken.
“Under udgravningen fandt Nationalmuseet hele 33 skeletter samt mange historiske genstande. Det krævede omfattende arkæologiske undersøgelser og nøje sortering af jordlag,” fortæller Bolette Marott og uddyber, at de også håndterede både asbest og forurenet jord, hvilket stillede store krav til planlægning, logistik og arbejdsmiljø.
Renoveringen af Helligåndskirken viser, hvordan grundig planlægning, faglig ekspertise og tæt samarbejde mellem bygherre/bygherrerådgiver, rådgivere, specialister og entreprenører kan sikre, at historiske bygninger både bevares og fremtidssikres. Vi er stolte af at have bidraget til denne vigtige kulturarv.
Helligåndskirken genåbnede i marts, og dørene står åbne for offentligheden, som nu også kan opleve kirkens flotte forvandling indefra. 🙏
13/04/2026
Nyt projekt i Grønland! Artelia, INUPLAN A/S, PILU arkitekter og H+ A/S har vundet Selvstyrets rådgiverkonkurrence om en Jern- og Metalskole i Sisimiut.
Det 8800 kvm store skolebyggeri vil bestå af moderne undervisnings- og værkstedsfaciliteter som en del af den samlede indsats for at styrke de tekniske uddannelser. Byggeriet skal samtidig kobles til den eksisterende KTI- og Råstofskole ved at etablere en gangbro hen over Taseq Amitsoq.
Vores rolle i projektet bliver at bidrage med kompetencer inden for energi, indeklima, brand, CTS, statik, bæredygtighed, akustik og IKT-ledelse.
Ifølge planen påbegyndes byggeriet i andet halvår af 2027, og skolen forventes at stå færdig ultimo 2030.
Vi ser meget frem til samarbejdet med vores hold og bygherren - Naalakkersuisut/ Government of Greenland.
Læs mere om nyheden hos Naalakkersuisuts hjemmeside: https://naalakkersuisut.gl/Nyheder/2026/04/1004_jernogmetal?sc_lang=da
09/04/2026
Mød vores kollega Pernille: Afdelingsleder i Pharma, flymekaniker, dykkerinstruktør, mor - og senest også Danmarksmester i issvømning!❄️
“Det begyndte som en spontan udfordring - året efter stod jeg på podiet ved DM i issvømning med sølv i 25 meter bryst og bronze i 100 meter bryst.
Issvømning handler ikke kun om fysisk styrke. Det er et mentalt spil, hvor man skal fokusere på øjeblikket, styre energien og holde hovedet koldt. På de korte distancer skal man give alt, hvad man har, mens de længere distancer kræver strategi og kontrol.
Feltet er meget blandet. Blandt andet var der til konkurrencen en 80-årig mand med krykker – men i vandet svømmede han som en fisk. Man kan ikke altid se på folk, hvor dygtige de er. Det vigtigste er, at man har styr på både krop og hoved.
Kulde er ikke nyt for mig. Jeg er uddannet flymekaniker og har tidligere arbejdet i Grønland og senere i Flyvevåbnet med EH101-redningshelikoptere. I Grønland arbejdede vi i minus 20 grader med faste intervaller ude og inde, så man lærer hurtigt at respektere kulden. Man kan ikke altid mærke, når man har været ude for længe.
Siden uddannede jeg mig til bygningskonstruktør, og i dag arbejder jeg som afdelingsleder i Pharma hos Artelia. Eventyrlysten har altid været en stor del af mig, og jeg kan stadig godt lide at udfordre mig selv, selvom jeg i dag tænker mere i sikkerhed og risikovurdering.
Jeg overvejer, om min næste udfordring skal være at issvømme 250 meter. Men for mig handler issvømning om mere end meter og medaljer. Jeg kan godt lide tanken om, at mennesker rummer mere, end man lige tror,” siger Pernille.
Tak for at dele din historie - vi elsker at lære vores gode kolleger endnu bedre at kende! 🙌
27/03/2026
Vidste du, at flagermus er en strengt beskyttet dyregruppe?🦇 Vores biologer har mange års erfaring med flagermusregistreringer og arbejder tæt sammen med myndigheder og bygherrer for at sikre balance mellem naturbeskyttelse og udvikling. 🌿
I praksis arbejder vi med:
👉 Kortlægning af forekomst og leveområder
👉 Akustiske optagelser og analyser med moderne udstyr (bl.a. batdetektorer/Wildlife Acoustics)
👉 Vurdering af yngle-, raste- og fourageringsområder
👉 Rådgivning om afværgeforanstaltninger og projekttilpasninger
👉 Dokumentation til myndighedsbehandling og VVM-redegørelser
Flagermus er omfattet af EU’s habitatdirektiv, hvilket betyder, at de ikke må forstyrres eller skades. Deres tilstedeværelse kan få stor betydning for planlægning og godkendelse af bygge- og anlægsprojekter, og derfor er grundige undersøgelser afgørende.
Lovgivningen kræver typisk tre undersøgelsesrunder i deres aktive periode - to i ynglesæsonen og én i efteråret - for at give et retvisende billede af deres brug af området.
Denne viden gør det muligt at tilpasse projekter, så vi undgår påvirkning af beskyttede arter, eller sikrer de nødvendige afværgetiltag.
Hos Artelia arbejder vi altid med respekt for både natur og dyreliv – og med blik for at skabe løsninger, der kan gå hånd i hånd.
Læs mere her: https://arteliagroup.dk/Ydelser/natur/
20/03/2026
Eid Mubarak 🌙
Ramadanen har nået sin afslutning, og mange samles i dag med familie og venner og fejrer Eid.
I Artelia har vi også mange kolleger, der har fastet under ramadanen. For tredje år i træk blev der i løbet af marts afholdt fælles Iftar – måltidet hvor man ved solnedgang bryder fasten – for alle, der havde lyst til at være med hos Artelia i København.
Det er blevet en hyggelig tradition, hvor vi samles på tværs af tro, baggrund og afdelinger for at dele et måltid, lære nyt og være sammen. Oven på en travl arbejdsdag gør vi plads til eftertænksomhed og taknemmelighed, inden vi spiser et lækkert fælles måltid. I år var vi cirka 70 kolleger samlet til Iftar.
Tusind tak til Mohammad H. Kachakeche, Rokiya Ahmed Ramzy, Shrouk Al-Youssef og Zaineb Tounsi, som stod for arrangementet.
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.
Sted
Kontakt virksomheden
Telefon
Internet side
Adresse
Buddingevej 272
Gladsaxe
2860
Hvad er åbningstiderne?
| Mandag | 08:00 - 16:00 |
| Tirsdag | 08:00 - 16:00 |
| Onsdag | 08:00 - 16:00 |
| Torsdag | 08:00 - 16:00 |
| Fredag | 08:00 - 16:00 |