31/01/2016
Jeg er stor fan af fritstående flerledsøvelser. Både i forhold til min egen træning, men i høj grad også i forhold til dem jeg træner og/eller rådgiver. Set i det lys, er jeg naturligvis rigtig glad for squat og dødløft. Jeg er altså tosset med fuldt bevægeudslag og jeg bliver en smule varm om hjertet, hver gang jeg ser en god, dyb squat i et kommercielt fitnesscenter. Jeg bliver desværre tilsvarende ærgerlig, når jeg (ganske ofte) ser FOR dybe squat.
En squat ser jo simpel ud - saml noget tungt op bøj i benene og sæt det ned igen. Det er dog ikke tilfældet. Der forgår en masse bevægelser som også medfører en masse muskelkontraktioner. Når en muskel strækkes når den et punkt, hvor den simpelthen ikke vil blive længere. I de fleste tilfælde er det noget man mærker og folk vil derfor, som oftest, stoppe den givne bevægelse. Ved squatbevægelser mærker man desværre ikke altid dette ”stoppunkt”, da kroppen automatisk og ganske glidende kompenserer, ved at forlænge en anden muskulatur – den, der holder lænderyggen ret.
Ved et givent punkt i en squat vil baglårsmuskulaturen (ofte) ikke kunne give sig mere. Fortsættes bevægelsen, vil den simpelthen trække i bækkenet, der vil tilte (kippe) bagud – ”ind under kroppen”. Kipper bækkenet ind under kroppen bliver stabiliteten kraftigt forringet og en følge af dette vil være en stigning af det tryk der påvirker den bløde kerne af bruskskiverne, som sidder mellem hvirvelstykkerne. De fleste kender den gelsubstans fra diskusprolapser. Kernen bliver presset ud gennem bruskskiverne og trykker på nervebanerne, hvilket gør nas!
Jeg vil anbefale, at folk kontrollerer deres squat-bevægelser. Se efter, om hoften ”forsvinder” ind under kroppen, når man nærmer sig bundpositionen. Find det niveau, hvor du kan beholde en naturligt ret lænderyg og suppler træningen med en masse stræk. I takt med, at du bliver mere smidig, kan du så squatte tilsvarende dybere.
