Carry Bennike familierådgiver

September er fuld af nye begyndelser.🍎

Nye skoler, uddannelser, fællesskaber og hverdage.

Og måske har vi nogle gange lidt travlt med, at vi selv – eller vores børn – skal lande godt i det nye.

Men det tager tid at finde sin plads. At mærke hvem man kan være sig selv sammen med. At føle sig hjemme et sted, der stadig er nyt.

Måske behøver vi ikke altid fikse uroen.
Måske skal vi nogle gange bare blive lidt ved siden af. 🤍

Mit nervesystem har været lidt på arbejde på det sidste. 🤍

Der har været meget liv.

Børn, der flytter hjemmefra.
Efterskolestart.
Studie, arbejde, aftaler – og mange skift på kort tid.

Mange gode ting.
Ting jeg er glad for og stolt af.

Men også ting, der sætter noget i bevægelse i mig.

Og måske er det netop dét, jeg bliver mere og mere optaget af:

Et nervesystem skal ikke være i ro hele tiden.

Vi skal kunne mærke livet.

Glæde os.
Blive berørte.
Blive urolige.
Have sommerfugle i maven.
Savne.
Blive trætte, når der har været meget.

Det handler ikke om at få kroppen til at være rolig hele tiden.

Men om at kunne mærke, når den har været på arbejde – og hjælpe den med at finde tilbage igen.

For mig kan det være mindre tempo.
En gåtur.
Ro omkring mig.
At mærke kroppen.
Eller bare at opdage:

Okay… der har faktisk været ret meget.

Nogle gange er det måske dér, reguleringen begynder.

Ikke i at få os selv til at falde til ro.

Men i at forstå, hvad vores system forsøger at fortælle os. 🌿🤍

🤍 Supervision i dag.

Man kan have arbejdet med noget længe
og alligevel pludselig få øje på det fra en ny vinkel.

Det skete for mig i dag.

Jeg blev mindet om, at vores eget også kan vise sig i mødet med andre.

Ikke fordi vi skal være færdige med os selv.
Men fordi det kræver, at vi tør være nysgerrige på det, der bliver aktiveret i os.

Også når det gør lidt ondt. 🌿

🤍
Jeg kan mærke, at vi er i en ny fase som familie.

De unge har deres egne liv. Venner. Kærester. Arbejde. Planer.

Og sådan skal det være.

Samtidig kan jeg mærke, at familietid ikke længere opstår helt af sig selv.

Måske er det nu, vi som forældre lidt oftere skal være dem, der tager initiativ og siger:

“Skal vi ikke lave noget sammen?”

Det behøver ikke være stort.

I går blev det bare et par timer med minigolf.

Der blev grinet, drillet og snakket. Ikke fordi minigolf var det vigtigste – men fordi vi var sammen.

Jeg øver mig i at acceptere, at samværet ser anderledes ud, end da børnene var små.

Måske handler det ikke om at holde fast.

Måske handler det om at blive ved med at invitere ind. 🤍

Hvordan gør I hjemme hos jer, når børnene bliver større? Er det jer, der inviterer – eller kommer de stadig spontant forbi?

🤍 Den vigtigste tjekliste fylder ikke noget i kufferten.

Vi husker pas, badetøj og solcreme.

Men vi glemmer nogle gange at tale om det, der betyder allermest.

Forventninger.

Måske glæder én sig til at sove længe.

Måske glæder en anden sig til at opleve noget fra morgenstunden.

Måske har én brug for tid alene, mens en anden længes efter mest muligt samvær.

Ingen af delene er forkerte.

Men når vi får talt om det, inden ferien begynder, bliver det ofte lettere at forstå hinanden – og give plads til, at vi har forskellige behov.

🤍 Hvilket punkt på tjeklisten tror du bliver vigtigst hjemme hos jer?

Måske kan du allerede mærke det… 🤍

Sommerferien er stille og roligt flyttet ind hjemme hos jer.

Huset har skiftet rytme.

Teenagerne er længe oppe.
De sover længe.
Nogle er blevet studenter.
Andre er færdige med skolen.

Samtidig går mange af os voksne stadig på arbejde.

Jeg kan selv mærke den overgang hjemme hos os.

Det minder mig om, at vi måske ikke skal vente med feriestemningen, til den dag vi selv holder fri.

Måske kan vi begynde allerede nu.

🌱Spise aftensmaden udenfor.
🌱Pakke en lille picnic en hverdagsaften.
🌱Tale sammen om, hvad vi hver især har brug for.

For en god sommer starter ikke nødvendigvis med en flybillet.

Den begynder måske i de små øjeblikke, hvor vi sænker tempoet lidt og giver plads til hinanden.

Hvordan ser overgangen til sommerferien ud hjemme hos jer? 🤍

Hej, jeg hedder Carry 🤍

Måske kender du mig allerede lidt gennem de ord, jeg deler her.

Men bag familierådgiveren er også bare et menneske.

Jeg er mor til fire børn.
Gift med Jesper.
Og lige nu står jeg et sted i livet, hvor meget er i bevægelse.

Jeg mærker, hvordan livet forandrer sig, når børnene bliver større.
Når nogle ting slipper.
Og nye begynder at tage form.

Jeg elsker vandet.
Stille morgener.
Kaffe.
Bøger.
Min hund.
Og de øjeblikke, hvor tempoet får lov til at falde lidt.

Jeg har også kendt følelsen af at løbe stærkt.
Af at have travlt med at tage mig af alle andre.
Og af at glemme mig selv lidt undervejs.

Måske er det også derfor, jeg brænder for det arbejde, jeg laver i dag.

For relationer.
For det, vi ikke altid får sagt højt.
For det, der fylder.
Og for de steder i livet, hvor vi har brug for at blive mødt med lidt mere omsorg og lidt mindre præstation.

Tak fordi du følger med her.

Jeg er glad for, at du er her. 🤍

Carry🤍🌱

🤍🌱

Der er noget ved den her tid på året.

Mange mennesker kalder.
Mange ting skal nås.

Og måske glæder vi os alle lidt til at sætte farten ned.

Samtidig kan det være svært at finde roen, hvis vi først slipper speederen, når ferien begynder.

Måske kan vi allerede nu øve os.

Et dybt åndedrag.
En pause i solen.
En kop kaffe uden at skulle videre.

Og måske også lægge mærke til det, der allerede er der.

Et kærligt blik.
Et forsøg på kontakt.
Et barn, der søger nærvær.
Et menneske, der gør sit bedste.

For det, vi giver opmærksomhed, kommer ofte til at fylde.

🤍🌱

Måske kan sommeren være en invitation til at vande lidt mere af det, vi ønsker skal vokse.