27/05/2026
Der har været lidt stille her på siden, men fat mod - vi ER altså kommet i gang med sæsonen med både træning og kamp.
Og træningen har indtil videre betalt sig!
I årets første kamp mødte vi Skydebjerg 6 hjemme på Marienlystcenteret. Vi skulle her kæmpe lidt for det i et rigtigt tarveligt regnvejr, hvor vi dog i singlerne fik sikret sejren med 11-5.
Herefter fulgte årets første store test, da Baskerne kom forbi. Baskerne har de sidste 3 år vundet deres pulje i 1. division Fyn, og de lagde fra kajs med at vinde 16-0 på hjemmebane i 1. runde, så det var en rigtig lakmustest af, hvor vi står. Og vi stod et godt sted - der blev fyret på alle cylindre, og vi begik vores samlede bedste kamp med blot 364 slag for alle runder (normalen er lige under 400). Kampen endte med en 11-5 sejr - og det endda i skønt sommervejr.
Og så god en indledning bør man jo kunne følge op på, og det skulle ske i går. Her kom Otterup 1 forbi. Otterup havde, ligesom os, vundet årets første 2 kampe, så det var jo et tidligt top-opgør. Også her var alle mand mødt op i kampform! For ovennævnte rekord med 364 slag blev allerede slået og banket ned på 351 slag. Der var hole-in-ones og superrunder over hele linjen (Nicolaj med personlig bedste på 24 slag - sådan en tarvelig runde, hvor der er hole-in-one på både hul 11 og 12). Der var aldrig tvivl om udfaldet af kampen, der endte 12-4.
Det giver jo en flot stilling indtil videre, hvor vi indtager førstepladsen. Og det endda efter 3 kampe med strafslag for manglende damespiller.
10/05/2026
Vi var i går til DM i krolf - og vi hyggede os mægtigt i solen! Og i et rør??
Søren blev bedste mand med en 5. plads i slagspil og en 7. plads i kampspil, mens Casper, Mette og Nicolaj sluttede uden for semifinalepladserne.
22/09/2025
Når der ikke ligefrem er skrevet tykke bøger om krolf-genoptræning af skulderskader, så må man jo arbejde med det, man har ved hånden.
Oppustelig My Little Pony-bold med andre ord.
21/09/2025
Vi havde i dag årets sidste opgave som hold - slutspillet i 2. division Fyn mod Skydebjerg - og den klarede vi med 9-7!
..kasseren har forhåbentligt budgetteret med indkøb af pokalskab?
06/09/2025
I lørdags var vi til VM i krolf i Ejby - og det endte særdeles lykkeligt! 🤩
Casper, Nicolaj og Søren var taget af sted, men fik besøg af den skadede Mette undervejs på dagen - og hun havde kage med, så alt var godt der 🍰
Nicolaj ramte ikke dagen, og måtte takke af inden semifinalerne med en plads som nr. 84, men Søren klarede cuttet med en 3. plads i slagspillet, og Casper fik timet det hele til perfektion: Han fik sidste plads med i semifinalerne som nr. 36.
Semifinalen blev dog endestationen for Casper, mens Søren fik stablet et comeback på benene, der kulminerede med en hole-in-one på sidste hul, og så var der finale.
Finalen endte med at være et tæt opgør indtil hul 11. Søren lavede en hole-in-one på hul 6 og var godt med i kampen, men fik trykket speederen ned til sidst, og vandt finalen via en hole-in-one mere på hul 11. Det var verdensmesterskab nr. 2 i rap til Søren 🥇🏆
30/08/2025
Vores 3 udsendte er klar ved VM i krolf i Ejby - humøret er højt, fernet brancaen er aflivet og køllerne er skærpede.
23/08/2025
Det var her til formiddag tid til en spændende kamp: En lille oprykningsdyst. Vi kunne i hvert fald sikre både oprykning og puljesejr med et enkelt point. Endda med to kampe tilbage i sæsonen.
Og uden større slinger i valsen, kunne vi åbne for boblerne, da kampen var ovre 🍾
Det betyder, at vi er tilbage i 1. division næste år 🥰🤩
16/08/2025
Troskyldigt stiller vi op i årets pokalturnering i krolf, og troskyldigt må vi forlade turneringen inden finalestævnet.
Men, vi overraskede og gav den gas undervejs. I første runde i dag, skulle vi op mod Tirslund, hvor kaptajnen nok forventede, at vi ville få en hatfuld og så ellers kunne tage hjem. Og det så da i den grad også sådan ud: 1-7 stod der til Tirslund efter doublerne, og så er der jo kun én vej frem, og det er sejre ✌️✌️
Og som sagt så gjort. Damerne lagde ud med to stærke sejre i singlerne - Emilie med imponerende 31 slag og rookien Helene med 36. Så måtte herrerne jo følge trop: Søren klarede den uden de store dikkedarer, men Casper måtte ty til sort magi og de højere magter. Inden sidste hul var han bagud med 3 slag - men "sidste hul" i Særslev, hvor der blev spillet, er en farlig sætning, for det er et forræderisk hul. Og det fik Caspers modstander Torben at føle - for han fik sig en 10'er, og derved vandt Casper og comebacket på 9-7 var fuldbyrdet - en lærdom om aldrig at give op 🥇🧐
Næste runde stod så på en fæl omgang: DKK ventede. Mellem sig har de 15 individuelle stævnetitler og 10 holdtitler. Og det gik da også som præsten prædikede - DKK kørte en sejr på 13-3 hjem i sikker stil. Kun Søren og Helene tog flotte point med hjem.
Der skal lyde en tak til vores sponsor i KrolfButikken ApS.
08/08/2025
Vi spillede i går endnu en kamp i sæsonen - med truende mørke skyer hængende over os kom Nørre Aaby forbi, og det blev til en sikker hjemmesejr.
De fik to uafgjorte undervejs, men sikkert spil i de øvrige kampe medførte en komfortabel 14-2 sejr. Det betyder også, at oprykningen NÆSTEN er sikret - i de vilde matematiske overdrev kan det stadig gå galt, men i praksis bør den være hjemme ⛳️🏆
Vi fik samtidigt mulighed for at lufte vores nye tøj sponsoreret af KrolfButikken ApS, så vi igen kan føle os lidt orange-selvlysende.
27/07/2025
Der har været gang i et par kampe den sidste uge efter lidt sommerferie.
I torsdags var vi forbi Skydebjerg, som vi altid har det svært hos. Et lille dyk i historiebøgerne afslører, at vi aldrig har fået point der. Og heller ikke denne gang: Vi spillede egentlig helt godt, men modstanderen var simpelthen for skarp på dagen, og vi fik en snitte på 12-4 i sidste ende 😤🤥
Så det måtte vi jo rette op på i dag, hvor vi skulle forbi den næsten historiske bane hos Nørre Aaby, hvor afstanden mellem hullerne er længere end mellem bagerier i København. Vi havde dog fundet de store jern frem af tasken og fik pløkket os til en 12-4 sejr i sikker stil 💪
Casper og Emilie, som ikke er så godt hjemme på en langskuds-bane, gjorde det fremragende og hev de vigtige 3. pladser, mens Nicolaj og Søren førte skibet sikkert i havn ⛳️
Det giver en stilling, hvor vi fører med 4 point ned til nr. 2 fra Solsikkerne, som dog har en kamp i hånden.