Niklas Meier - Personlig Træner

Jeg kan huske, jeg engang læste et opslag fra en personlig træner om, at formålet med personlig træning var at lære klienten at klare sig selv.

Jeg er egentlig ikke uenig.

Men det er også en simplificering af noget mere komplekst.

For jo – alle har nok et iboende potentiale for at være selvkørende i træning. Og vi skal for fanden heller ikke gøre træning og aktivitet mere kompliceret, end det er.

Hvis du løfter noget tungt – så træner det noget.

Får du pulsen højt op – så træner det noget.

Strækker du i et eller andet – så træner det noget.

Men der er lige så mange perspektiver på træning, som der findes forskelligheder i menneskers liv.

For nogen er personlig træning et frirum væk fra beslutningstagningsprocesser.

Et sted, hvor de ikke skal forholde sig til, hvad for noget tøj deres børn skal have på, hvilke KPI’er der skal nås i næste kvartal – eller hvordan de håndterer den personalesag, hvor folk har opført sig decideret åndssvagt igen.

For nogen er personlig træning en tryghed.

Et sted, de kan tage hen, hvor de ikke skal være i tvivl om deres egne beslutninger, hvor de føler sig komfortable i vejledningen og ikke selv skal bære ansvaret for retningen.

For andre er personlig træning måske noget helt andet.
Det kan også være på hold, eller med en ven.

Det er, som det er med så meget andet – en ydelse, der eksisterer, fordi nogle mennesker kan have et behov, mens andre ikke nødvendigvis har det.

Det kan betyde, at ting er sværere for nogen.

Men det kan også betyde, at man simpelthen nægter at lade træningen hindre – eller fylde mere, end den behøver – når alt andet allerede fylder.

Alle årsager har sin eksistensberettigelse, hvis det hjælper - uanset hvad.

At du godt KAN selv, betyder jo ikke nødvendigvis, at du har lyst til at SKULLE selv.

Personlig træning behøver ikke kun handle om adgang til faglighed, motivation og et bedre træningsprogram.

Selvom det helt sikkert også gør det.

Det kan også bare være en time, hvor du slipper for at være projektleder i dit eget liv.

Ka’ i ha’ en god dag?

Klokken 5 om morgenen.

I det moderne jetset-high-performer-grind-corporate liv er det en klub.

5 a.m. club - der er endda en bog, om den livsstil.
… som jeg ikke har læst.

Jeg får mange kommentarer, og “whatdafåck”-blikke fra venner, familie (især min kone om lørdagen), klienter og… alle andre… når jeg fortæller, at jeg helt frivilligt står op kl. 5 hver dag.

Også dage, hvor jeg ikke nødvendigvis skal noget.

Det er virkelig ikke fordi jeg skal grinde min dag ud - jeg har egentlig bare “altid” gjort det, og senere hen tilskrevet det mere og mere værdi.

Som teenager var jeg præcis som alle andre ugidelige møgdyr i den alder, og gamede med minimal lydvolumen (for ikke at vække mine forældre) til midt om natten og stod op med lukkede øjne klokken kvart i eftermiddag.

Nu er jeg 37.

At jeg står tidligt op giver mig som minimum 30 minutter i husets stilhed, før verden står op og tænder for hverdagen.

Jeg får en kop kaffe. Jeg får læst mine mails og beskeder, før tidsplanen og akutte opgaver begynder at rulle ind - og jeg er bare mig selv.

Jeg er så priviligeret at have 20 minutters vandring til arbejde, hvor jeg om sommeren får solopgangen, og om vinteren mærker kulden vække mine kinder til livs - imens jeg hilser på de samme 3 hundeluftere på ruten igen.

Der er fuglekvidr, nul trafik og mine tanker, der arbejder videre imens jeg går.

I weekender burde det ændre sig (ifølge min kone), men her har jeg mere end 30 minutter.
Nogen dage timer.

Her fik jeg påbegyndt mit bogskriveri, jeg får idéer til alt fra opskrifter til projekter på arbejde og jeg får krydset små opgaver af, og danner overblik over den næste uge, og reflekteret over samtaler for den foregående uge.

Jeg værner om mine morgener.

I praksis gør det, at når klokken er 14 eller 15, så har jeg været i gang med arbejde i 9-10 timers tid, og kan lunte ned og hente mine børn tidligt, få købt ind til aftensmad eller noget helt tredje.

Jeg elsker struktur, overblik og stilhed - i kontrast til en tiltider kaotisk hjerne i et hurtigt liv.

Det er kl. 5 om morgenen for mig.

Det er ikke grind - det er ro og frihed.

Det var bare lige det, kan i have en dejlig dag, når i engang vågner?

Der er relativt stor forskel fra de anmeldelser og den feedback jeg får på Google, Facebook og Instagram - kontra den jeg modtager til mit ansigt i virkeligheden.

Her er bare sådan… fra de sidste par uger, ikk’?

Tak for tålmodigheden og tiltroen, til alle der har “valgt” at “træne” med mig, for at “få det bedre”. ❤️

Jeg har skrevet opslag på Instagram siden 2014, sådan cirkus.

Refleksioner, faglige opslag, personlige opslag og mest af alt nuanceringer og perspektiver på træning i relation til livet – og den anden vej rundt.

Det skrevne opslag er ikke længere så algoritmisk lækkert, som det var for år tilbage. Videoer med hurtige hooks, skarpe punchlines og tempo 1000 har vundet mere og mere indpas.

Men det ændrer ikke på historien, og hvad der lægger til grunde for det eksisterende.
Historien forsvinder ikke, fordi noget nyt kommer til.

Sådan er det også for os som mennesker.

Uanset hvor meget livet forandrer sig foran os, ændrer det ikke på det, vi har med i bagagen – eller på den måde, den har været med til at forme det menneske, der skal kigge på fremtiden og forsøge at navigere i den.

Jeg har brugt sommeren på et lille sideprojekt.

Eller… det passer faktisk ikke helt.
Jeg har nok brugt de sidste 15 år på det.

Hen over sommeren har jeg bare samlet, skabt struktur og sat det sammen.

Gamle opslag, noter, historier, erfaringer, podcastoptagelser, undervisning og tusindvis af samtaler er blevet til ét manuskript.

For et par dage siden sendte jeg første udkast til en bog videre til en redaktør.

Det føles lidt abstrakt at skrive.

Ikke mindst fordi jeg først rigtigt gik i gang, kort tid efter jeg crashede til offentligt skue på en festival, i kølvandet på for meget arbejde og for mange projekter.

Men det mærkelige er, at arbejdet med bogen har været det stik modsatte af arbejde. Det har været et af de få steder de seneste måneder, hvor jeg har oplevet ro.
Et projekt, der i højere grad handlede om noget jeg har prøvet at fortælle verden i årevis, og nu bare kunne rulle ud og samle - og bygge på.

Som at samle på maling i årevis, for så at sætte sig ned med penslen, og bare give slip.

Jeg aner ikke, hvad der sker nu.

Måske skal det hele skrives om.

Måske bliver den aldrig udgivet, og så er det her det eneste du nogensinde hører om det.

Måske er jeg lige præcis så usexet i min tanker om træning, så en bog er for ukommerciel til verden.

Men den findes.

Og det er faktisk en ret vild følelse, når den nu har ligget og slumret i mit hoved, i et lille (stort) årti.