JanneSkou

MODERSÅRET 💜

Vores første relation til vores mor bliver også vores første relation til livet.

Gennem hende kom livet til os.
Hun var den første, vi søgte.
Den første, vi var afhængige af.
Den første, vi lærte at læse verden igennem.

Men vores mor bar også sin egen historie.
Sin egen mor.
Sin egen smerte.
Sine egne tab.
Det, hun selv ikke havde fået.

Og af kærlighed kan et barn begynde at bære det, der egentlig tilhører mor.

“Jeg bærer det for dig.”
“Jeg tager det på mig, så du ikke behøver.”

Såret opstår ikke nødvendigvis, fordi kærligheden mangler.
Nogle gange opstår det netop af kærlighed.

Måske viser det sig som en vanskelighed ved at tage imod.
Som skyld, når livet føles let.
Som behovet for altid at klare alting selv.
Eller som en længsel efter mor, samtidig med at vi skubber hende væk.

På et tidspunkt kan vi begynde at se hende, som hun virkelig var.

En kvinde med sin egen skæbne.
Et menneske, der selv var et barn engang.
En, der måske kun kunne give det videre, som hun selv havde modtaget.

Og vi kan sige:

“Kære mor. Det, der tilhører dig, giver jeg tilbage med respekt. Jeg har båret det af kærlighed. Nu må det være dit.”

Og så:

“Du gav mig livet. Jeg tager imod det. Hele livet, sådan som det kom til mig gennem dig.”

For vi behøver ikke lide for at høre til.

Vi behøver ikke gentage vores mors historie for at elske hende.

Vi må tage imod livet og gå vores egen vej.

At lade mor være mor.
At lade hendes skæbne være hendes.
Og med taknemmelighed tage imod det største, hun gav os: LIVET 💜

Når skolevægring bliver kollektiv 🩵

Hvis vi ser på skolevægring med et systemisk blik, handler det måske ikke kun om det enkelte barn.

Børn er en del af mange forskellige fællesskaber og systemer. De er en del af deres familie, søskendeflok, klasse, skole, vennegruppe og det større samfund. Alt det der sker omkring barnet, kan påvirke barnet – og barnet påvirker samtidig det, det er en del af.

Børn mærker ofte mere, end vi voksne tror.

Et barn kan være meget loyalt over for sine forældre eller andre, det holder af. Loyaliteten kan være så stærk, at barnet ubevidst kommer til at bære noget, som egentlig hører de voksne til.

Det kan for eksempel være en følelse af ansvar, bekymring eller et ønske om at passe på nogen.

For barnet kan det føles svært at gå ud i verden, hvis det samtidig føles som om det svigter nogen derhjemme.

Skolen er også en del af den naturlige bevægelse væk fra hjemmet. Barnet skal langsomt ud og stå mere på egne ben.

Når det bliver svært, kan vi derfor spørge:

Hvad er det, barnet prøver at passe på?
Og hvem er barnet måske så loyalt overfor, at det ikke kan give slip?

Og når skolevægringen ikke længere kun gælder ét barn, men bliver kollektiv, bliver det endnu mere interessant at se på det fællesskab, børnene er en del af.

Er der noget i familien?
Noget i klassen?
Noget i skolen?
Noget mellem børnene?
Eller måske noget større i den tid og det samfund, børnene vokser op i?

Hvad er det, børnene reagerer på?

Måske skal vi ikke først spørge:

“Hvad er der galt med barnet?”

Men snarere:

“Hvad sker der i de systemer, barnet er en del af?”
✨✨✨✨

Skal I have syn for sagen, så er I hjertelige velkommen hos mig.

“Når kærligheden til jeres barn ikke føles, som du troede – hvad sker der så i dig som forælder?”

Det er noget, mange forældre genkender, men få taler højt om.

Du elsker dit barn.
Og alligevel kan der være øjeblikke, hvor du ikke mærker det, du havde forestillet dig.
Hvor du føler afstand, tomhed eller bliver i tvivl.

Og så begynder det ofte indeni:

“Jeg burde jo være lykkelig.”
“Hvorfor bliver jeg så hurtigt irriteret?”
“Jeg føler mig forkert som mor / far.”
“Jeg burde kunne elske det her mere naturligt.”

Og sammen med de tanker kommer følelser som:

– Skam, der gør det svært at sige noget højt
– Skyld over ikke at “føle rigtigt”
– Træthed, der ligger tungt i kroppen
– Overvældelse i hverdagen
– Ensomhed, selvom man ikke er alene
– Ambivalens: kærlighed og afstand på samme tid
– Usikkerhed i kontakt og tilknytning
– Sorg over det forældreskab, man havde forestillet sig

Set systemisk giver det mening at forstå, at det ikke kun handler om dig.

Det kan være et samspil mellem:

– en krop og et nervesystem, der er på overarbejde (søvn, belastning, amning, ansvar)
– et ideal om “den naturlige ubetingede kærlighed”, som ikke altid matcher virkeligheden
– gamle erfaringer fra din egen opvækst, der aktiveres i forældreskabet
– relationen til dit barn her og nu, som hele tiden forandrer sig
– og et samfund, der har mange forventninger til, hvordan forældreskab “bør” føles

Som terapeut er jeg optaget af at få øje på hele billedet, ikke at placere skyld.

For ofte er det, der føles forkert i virkeligheden et menneske i et komplekst system, der reagerer helt forståeligt.

Når vi får sprog for det sammen, kan noget begynde at løsne sig.

Du er hjertelig velkommen til at ringe eller skrive for har høre yderligere.

Kærligst Janne Skou 

Privat praktiserende par – og familieterapeut.
Specialiseret i relationelle og tilknytningsbaserede problemstillinger – individuelt og familiemæssigt.

Lad forældrene få forældreskabet tilbage - hørt 🩵

"Vi skal kunne sætte grænser uden at pendulet svinger tilbage mod en autoritær forældrestil, hvor børn risikerer at lære at undertrykke deres følelser i stedet for at håndtere dem."