Silkeborg Hurricanes - Floorball Klub

Silkeborg Hurricanes - Floorball Klub

Del

Følg Silkeborg Hurricanes, Silkeborgs stolte floorball klub. Klubben har 3 hold: Et Herresenior hold, et Damesenior hold og et Børne- og Ungdomshold.

Silkeborg Hurricanes Floorball klub er en social og åben forening for alle med interesse i floorball. På herreholdet mødes vi hver torsdag fra 20-22 og giver den gas. Du behøver hverken at være top-atlet eller have spillet floorball før, for at være med - ALLE er velkommen. Vi er i alderen 20-40 år, men er du ældre eller yngre, så kom forbi og prøv alligevel. Dameseniorholdet mødes hver mandag kl.

28/01/2026

Kom og se floorball landskampe når Danmarks to Herreungdomslandshold for U17 og U19 spiller i Jelling i begyndelsen af februar måned.
I Silkeborg er vi særlig stolte over, at William Amby spiller for U19 Landsholdet - han har sine rødder i Hurricanes, men tørner nu ud for Ligaholdet ÅFK, hvor han gør det rigtig flot.
Held og lykke til William og begge de danske landshold i kampene imod Tyskland. :-)

Vi glæder os🤩 Håber vi ses!

22/12/2025

Aarhus Floorball Klub laver dette fremragende arrangement - kæmpe anbefaling fra Silkeborg Hurricanes til de spillere, som befinder sig i målgruppen. Det vil sige U17-U19 spillere. Go go go. :-)

Landsholdsspiller for en dag!!

Photos from Silkeborg Hurricanes - Floorball Klub's post 22/08/2025

Silkeborg Hurricanes som ”rugekasse”?

Silkeborg Hurricanes står overfor en stor udskiftning af spillere hen over sommeren. En enkelt spiller skifter klub idet han flytter til en anden by, mens andre skifter klub pga. muligheden for at spille på højeste niveau i Danmark. Fælles for dem alle er, at de hver især har haft en stor betydning for Silkeborg Hurricanes, og derfor er det nu tid til at bygge op igen, og få nogle nye spillere indover holdet. Der har allerede været flere nye til de første par træninger - og det ser spændende ud på spillerfronten. Det bliver trænerteamet, som består af Marcus Skyllberg og Martin Lind, som står for opgaven, og de ser frem til den nye sæson.

Spillere som skifter klub:

Rasmus Krog:
Rasmus er en spiller, som startede sin floorballkarriere som 12 årig i Hurricanes. I dag er han 22 år og flytter nu til Aalborg for at studere. Dermed er det et farvel til barndomsklubben fra Silkeborg. Heldigvis fortsætter han med at spille floorball, idet han skifter til AaB Floorball - en klub som er med helt i toppen af dansk floorball. Han vil han på sigt forsøge at blive en del af deres Ligahold, som lige nu er meget stærkt og én af titelbejlerne til at vinde Danmarksmesterskaberne i denne sæson.
Rasmus har altid været en af de bærende kræfter på Ungdomsholdene, og han tog flot skridtet over til Seniorfloorball, hvor han har markeret sig som en teknisk dygtig spiller på Center positionen. Over de sidste par år har han yderligere bygget en god og solid fysik op - så han er helt klar til at tage kampen op i AaB, da der er et stort udviklingspotentiale i Rasmus.
Rasmus har lavet flotte 59 point (46 mål og 13 assists) for Hurricanes i blot 43 kampe, hvilket vidner om hans indflydelse på banen for Seniorholdet. Det placerer ham også på en flot 5. plads på All-time listen over spillere med flest point for Hurricanes.

William Amby:
Som 7 årig stod William klar i hallen til sin første floorballtræning - han har været med helt fra starten af, da Hurricanes oprettede børne- og ungdomshold tilbage i 2015. Hans store motivation for floorball har været bærende gennem hele hans karriere, og han har udviklet en fantastisk teknik, som han nu supplerer med en bundsolid fysik. Han har været en fast del af U15 Regionslandsholdet, og nu også U17 Landsholdet, hvor han har samlet værdifuld erfaring. I den netop overståede sæson var han med til at vinde U17 DM med Brønderslev, som han spillede for i forbindelse med sit efterskoleophold på Hørby Efterskole. Med en ambition om at blive en del af det kommende U19 Landshold skifter han som 17 årig dermed til ÅFK Liga, for at kunne udvikle sig yderligere, og spille floorball på højeste niveau i Danmark - en udfordring han ser frem til.
William har lavet imponerende 32 point (16 mål og 16 assists) i kun 14 Seniorkampe for Hurricanes - godt gået! På trods af de få kampe har han alligevel formået at snige sig ind på en 11. plads på All-time listen over flest point for Hurricanes!

Philip Amby:
Startede som 9 årig til floorball og har dermed også været med på rejsen i Hurricanes fra starten af, da børne- og ungdomsholdet blev oprettet i klubben. Han har også været én af de bærende kræfter på ungdomsholdene, og overgangen til seniorfloorball gik over al forventning, idet han virkelig har bidt sig fast som en afgørende spiller for holdet. Både i det offensive og defensive spil har Philip store kvaliteter og stor indflydelse på sit hold, og med sin fysik er man altid sikker på, at man har en spiller på banen, som fighter med alt hvad han har. Som 19 årig skifter Philip nu til ÅFK Liga, sammen med sin lillebror William, som lokkede ham med til det århusianske - et stort og flot skridt for den unge spiller.
Philip har bidraget med hele 68 point (42 mål og 26 assists) i bare 37 kampe for Seniorholdet i Hurricanes - rigtigt flotte stats for den unge spiller. Faktisk bringer det ham på 4. pladsen over flest point på All-time listen for Silkeborg Hurricanes.

Christian Amby:
Chr. Amby var med til at etablere Silkeborg Hurricanes tilbage i 2007 - her var intentionen, at det bare skulle være for hyggens skyld. Tingene udvikler sig dog, og gennem årene har de mange gode oplevelser med holdkammeraterne og spillet på banen, givet mere blod på tanden. Da hans to sønner, William og Philip, forklarede, at de nu rykkede til ÅFK, dukkede tanken op, om der mon også var plads til ham på holdet - i ønsket om at få mindst én sæson mere på banen sammen med sønnerne. Efter et par prøvetræninger i ÅFK rykker Chr. Amby dermed også til klubben for den kommende sæson. Som 45 årig bliver det ikke ligefrem som et ”talent”, men erfaringer har vel også noget at skulle have sagt. 😊
Amby Senior har haft stor indflydelse for Silkeborg Hurricanes, hvor han, i de 17 sæsoner klubben har spillet kampe (ingen kampe den første sæson), har været topscorer (mål+assists) i hele 13 af dem. Han ligger på en klar 1. plads på All-time listen med hele 415 point (296 mål og 119 assists) - dog hører det også til historien, at han har spillet samtlige kampe for klubben, med undtagelse af en enkelt kamp imod Viborg, hvor han var for skadet til at være på banen. Så ud af de 213 kampe i klubhistorien har Chr. Amby spillet 212 af dem.

Held og lykke!
Alt i alt bliver det et stort tab for Silkeborg Hurricanes, at miste 4 dygtige spillere - men samtidig glædes vi også over, at vi er i stand til at sende nogle unge spillere (minus veteranen Amby!) videre til andre klubber, hvor de forhåbentlig vil udvikle sig yderligere, og få nogle fantastiske oplevelser i hallen, som vi ved denne sport bidrager med.
Rigtig meget held og lykke til jer alle. 😊

HU-HU-Hurricanes…

30/04/2025

Kampreferat af Silkeborg Hurricanes vs. Hørning Floorball

Tirsdag aften var der atter engang budt op til dans i Langsøskolens hal, idet Hurricanes tog imod Hørning - her var der tale om sæsonens sidste turneringskamp for hjemmeholdets vedkommende. 1. pladsen var allerede sikret via 9 sejre ud af de 9 kampe der var blevet spillet - så spørgsmålet var om Silkeborg kunne gøre rent bord og snuppe 10 ud af 10. Dog kom Hørning i en forstærket udgave, idet bl.a. to dygtige Ligaspillere fra ÅFK (Nicklas og Jonas), for en stund, var vendt ”hjem” til Hørning, og en gammel kending, i form af Anders Lovén, havde trukket trøjen over hovedet igen. Og de var i den grad med til at præge kampen, som skulle vise sig at blive rigtig tæt!

Hurricanes fik den bedste start, da hjemmeholdet scorede efter blot 24 sekunder! Det var Gustav Chatterton, som snu stod foran målmanden, da Martin Lind skød fra distancen - målmanden blokerede skuddet, og Gustav var lynhurtigt over returen og kunne slå til bolden i luften så den røg ind i netmaskerne. Flot scoring til 1-0. Herefter overtog Hørning spillet, og det var tydeligt at se, at de kom med en helt anden gejst og tro på tingene - de spillede flot. Efter godt og vel 3 minutters spil fik de udlignet, og det var fortjent på daværende tidspunkt. Målet stod Nicklas for - den ene af deres Ligaspillere. Der skulle kun gå yderligere halvanden minut, hvorefter den rutinerede Anders Lovén også ville lege med - han sendte et flot skud afsted imod mål, og den endte også i netmaskerne. Dermed var kampen vendt på hovedet og det var nu Hørning der førte. 1-2 på måltavlen. Anders var desværre ikke færdig endnu! Med ti sekunder tilbage af perioden scorede han endnu engang, og så stod der 1-3 til udeholdet, og det var måske meget fair, selvom Hurricanes også havde deres chancer - men Hørnings målmand tog godt fra.

Der blev snakket i den første pause i håbet om at få løst nogle af problemerne i spillet - det var tydeligt, at modstanden i denne kamp var af en anden kaliber end det man tidligere havde mødt i turneringen. Da anden periode kom i gang gik der knap to minutter inden Hurricanes fik reduceret til 2-3. Det var Rasmus Krog der uassisteret fik sendt en flot skud imod målet, som målmanden ikke kunne holde ude af målet. Stærkt af den netop tilbagevendte unge spiller, som kun havde trænet med 2 gange siden han vendte hjem fra Japan. Men ak - under halvanden minut fra reduceringen slog den anden Ligaspiller, Jonas, så til i den anden ende. Et flot mål betød nu, at stillingen var 2-4. Og ikke nok med det - efter endnu et minut scorede de nok engang til 2-5. Herefter begyndte Hurricanes at arbejde sig mere ind i kampen. Hvor man før ikke havde held med presspillet, lykkedes tingene nu lidt bedre. Og Hurricanes’ tredje mål faldt efter netop et presspil helt oppe bag Hørnings eget mål. Philip Amby erobrede flot bolden og lagde den bagud til en fremstormende Gustav, som smukt satte den hårdt oppe i fjerneste hjørne uden nogen chance for målmanden. Sikke en scoring - og så viste tavlen 3-5. Selvom Hurricanes var bedre med spillemæssigt, så var Hørning stadig brandfarlige på deres kontraer. Lidt over halvvejs i perioden slog Jonas til igen, og med sin anden scoring i kampen kunne han sikre sit hold en 3-6 føring, hvilket også var stillingen til pausefløjt.

Pausesnakken blev brugt til lidt fejlretning igen, og der blev også mindet om, at Hurricanes har lavet op til flere comebacks i løbet af sæsonen - senest for en måned siden imod Esbjerg, hvor vi også var bagud og kom flot igen og vandt kampen. Kunne Hurricanes gøre det igen? Efter lige godt 4 minutters spilletid viste Tommy Thorbøll i hvert fald vejen, da han med et flot langskud placerede bolden oppe i hjørnet - endnu et flot mål fra hjemmeholdet og dermed en reducering til 4-6. Lidt tid efter fik Hurricanes et frislag foran Hørnings mål. Christian Amby lagde bolden ud til Martin Lind, som fandt et hul i muren og scorede sit første mål i kampen - et vigtigt ét af slagsen. 5-6 og Hurricanes fik i den grad færten af comeback! Desværre fik Hørning hurtigt udbygget deres føring til to mål igen, da de scorede blot to minutter efter reduceringen - dermed 5-7 på måltavlen, med 10 minutter tilbage af kampen. Med syv minutter tilbage fik Hørning en udvisning, hvilket åbnede op for en gylden mulighed for endnu en reducering. Power Play spillet fungerede dog ikke helt så godt, som håbet, da et par sjuskede afleveringer ødelagde flowet i spillet og gav Hørning tid på bolden. En tilbageerobring af bolden kort før udvisningen udløb resulterede dog i en form for kontra, hvor Chr. Amby drev bolden frem og lagde en simpel aflevering ud til højre side, hvor Gustav endnu engang slog til med sin tredje scoring i kampen! Her var der blot 3 sekunder tilbage af udvisningen, så rigtig god timing af scoringen - og dermed troen på at komme på omgangshøjde med Hørning på målscoringen også, da måltavlen nu viste 6-7 med lige over 4 minutter tilbage af kampen. Og det var Hurricanes der blev ved med at trykke på og sad på langt det meste af spillet - det skyldes bl.a. at hjemmeholdet også trak målmanden og dermed havde en ekstra markspiller på banen. Med kun 21 sekunder tilbage lagde Thomas Ringgaard bolden op langs siden, hvor Chr. Amby forsøgte sig med et slagskud fra kanten - bolden blev ramt men fik et tilpas underligt svæv, så den snød fuldstændig målmanden og comebacket var en realitet, da bolden strøg i mål til 7-7 til stor jubel for hjemmeholdet. Face-off’en blev vundet og Hurricanes fik spillet sig frem til endnu en chance i de dødende sekunder, men denne gang ville bolden ikke i mål, og derved blev det ved de 7-7 på måltavlen. Et resultat Hurricanes nok kunne være mest tilfreds med, kampens forløb taget i betragtning - men som også var fortjent nok, da hjemmeholdet fik kæmpet og spillet sig tilbage i kampen.

Vi takker Hørning mange gange for den gode og tætte kamp, hvor begge hold havde respekt for hinanden - det blev på ingen måder en fysisk kamp i duelspillet, og det var i det hele taget en fantastisk kamp at spille. Det var fedt at I tog nogle rigtig dygtige spillere med, som i den grad satte sit præg på kampen med bl.a. 5 ud af de 7 mål der blev lavet. Men hele jeres hold leverede en god kamp - og vi var særlig irriteret på jeres målmand, som leverede mange flotte redninger. 😊

Således endte det med, at Silkeborg Hurricanes gik ubesejret igennem 3. division med 9 sejre og en enkelt uafgjort. Det er desuden anden sæson i træk, at Hurricanes går ubesejret igennem 3. division. Med til den historie hører sig, at kampene i denne sæson har været utroligt tætte! 4 af kampene er endt med en ét-måls sejr, mens 2 er blevet vundet med to mål. Bare 2 kampe er vundet med fire mål, mens en enkelt er vundet med ni mål. Det vidner generelt om nogle utrolig tætte kampe, hvor Hurricanes har formået at holde hovedet koldt og dermed været i stand til at vinde alle de tætte kampe - en rigtig flot præstation.

Point (mål+assists):

Gustav Chatterton 3+0
Chr. Amby 1+2
Martin Lind 1+1
Rasmus Krog 1+0
Tommy Thorbøll 1+0
Philip Amby 0+1
Thomas Ringgaard 0+1
Benny Johansen 0+0
Mette Borch 0+0
Janne Christensen 0+0
Christian Mortensen 0+0
Ketil Lemming 0+0
Peder Pedersen 0+0
Marcus Skyllberg 0+0
Andreas Trosborg 0+0

Man of the Match blev Gustav med sine 3 mål - stærk indsats.
Nu venter, forhåbentlig, et par træningskampe inden sæsonen er helt slut. Dem ser vi frem til - vi glæder os altid til kamp. 😊

Vi ses i hallen - HU HU Hurricanes!

Photos from Silkeborg Hurricanes - Floorball Klub's post 14/04/2025

Et lille Hurricanes bidrag til en U17 Danmarksmester og en U19 VM spiller!

Silkeborg Hurricanes er en lille klub, som har få år på bagen, når det kommer til Ungdomsfloorball. Vi er enormt glade og taknemmelig for alle de spillere, som er og har været en del af vores Børne- og Ungdomshold gennem årene. Uden jer - intet hold, og intet fællesskab. Vi bliver naturligvis også både glade og stolte over, når nogen tager et ekstra skridt og stryger noget glimmer over vores klub i form af deres bedrifter i andre klubber.

I denne weekend formåede William Amby at blive U17 Danmarksmester sammen med sit hold Brønderslev Hot Shots. De var til Final4 stævne i Frederikshavn, og her vandt de to spændende og nervepirrende kampe - hhv. 6-5 i semifinalen imod Rødovre, og herefter 4-3 i finalen over Rungsted. Stort tillykke til Brønderslev og selvfølgelig vores egen William med den flotte præstation.

Derudover har Vitus Kuskegaard formået at blive udtaget til den trup, som skal repræsentere Danmark ved U19 VM, som løber af stablen, med første kamp for DK, d.29. april. Vitus’ udtagelse kommer også på baggrund af hans sidste par år i Århus Floorball Klub, hvor han er fast målmand på deres Ligahold. Kæmpe tillykke til Vitus med udtagelsen - vi glæder os til at følge dig og holdet under VM. Held og lykke.

Ovenstående var jo aldrig sket uden alle deres holdkammerater i Hurricanes - så tak til dem for alle træningerne og kampene gennem årene. Hvem ved om vi kan bidrage med flere gode historier af samme kaliber i fremtiden…? 😉

HU-HU-Hurricanes!

23/03/2025

Kampreferat af Silkeborg Hurricanes vs. Esbjerg Sharks

Langsøskolens hal i Silkeborg bød på en sjælden weekendkamp i 3. division Vest, idet Hurricanes tog imod Esbjerg Sharks, som på det seneste har bidt godt fra sig, og bl.a. fik et flot 6-6 resultat imod rækkens nr.2 fra Snejbjerg. Men nu var det altså rækkens nr.1 der tog imod, og det var hjemmeholdet opsat på at vise hvorfor de var.

Silkeborg Hurricanes kom fint fra starthullerne med fin omgang med bolden og nogle fine forsøg på mål. Esbjerg viste dog også, at de ikke bare var komme til Søhøjlandet for at se bold - de ville i den grad spille med. Kort inde i kampen lavede de dog en opspilsfejl, hvor et forsøg på en lang pasning langs gulvet ikke nåede frem til en medspiller, idet Chr. Amby opsnappede bolden og efterfølgende straffede Esbjerg ved at trække ind over midten af banen og placere bolden hårdt i modsatte side af målet uden chance for målmanden. Dermed 1-0 på måltavlen. Nogle minutter senere tog Tommy sagen i egen hånd, idet han tog et langt løb med bolden - han rundede flere Esbjerg spillere, og kørte længe rundt med bolden, før der til slt kom en afslutning på. Bolden strøg i mål, og dermed kunne han bringe Hurricanes på en 2-0 føring - stærk indsats af den lynhurtige Tommy. Esbjerg formåede dog at slå tilbage og de scorede to gange inden pausen, da vi ikke fik presset dem nok i skudafviklingen begge gange. De arbejdede sig i den grad ind i kampen.

Anden periode blev en rigtig frustrerende én af slagsen. Først scorede Esbjerg endnu et mål lige før vi var halvvejs i perioden - samme spiller igen, med samme assistmager fra Esbjerg! Herefter fik vi en 2+2+10 minutters udvisning, efter en Esbjergspiller havde fat i en Hurricanes’ spillers stav og lignede han ville løbe væk med den! Et skub til Esbjerg spilleren resulterede i udvisningen, mens Esbjerg spilleren åbenbart trak frinummer! I boxplay blev en fejl prompte straffet til endnu en Esbjerg scoring - lige før de første 2 minutter var udløbet! Derfor fortsatte boxplay spillet i yderligere 2 minutter (+ det løse), men her formåede Esbjerg ikke at score igen. Det skulle dog ikke forhindret dem i at score endnu engang inden pausefløjt, idet de således scorede deres 5 mål i træk til stillingen 2-5 på måltavlen. Hurricanes var nede i sækken, og marginalerne var bestemt ikke med hjemmeholdet i denne periode af kampen.

Nu varer en kamp som bekendt 60 minutter - og heldigvis for det. Tredje og sidste periode blev en meget velspillet én af slagsen for Hurricanes, som havde gravet dybt, og fundet både tålmodigheden og de sidste kræfter frem! Med syv et halvt minut tilbage af kampen fik Chr. Amby bolden fra Martin, som stod bag målet - med et kort træk ind over midten fik Amby sendt bolden i netmaskerne til en reducering til 3-5. Men det var tydeligt, at humøret steg på Hurricanes holdet. Der var overlegenhed på spillet og med momentum fra målet kom der endnu en hurtig reducering. Denne gang var det Martin, som var rykket frem på sin gamle wingposition. Gustav C. stoppede en bold på midten og bolden røg over til Martin, som resolut afsluttede fra distancen - bolden strøg i mål via stolpen i modsatte side af hvor målmanden sad. Således var stillingen 4-5 - men det stoppede ikke her. Flere gode chancer fra Hurricanes’ side var lige ved og næsten - kun overlægger og godt målmandsspil medvirkede til, at udligningen ikke kom lige med det samme. Men den skulle komme - heldigvis! Chr. Amby fik smidt en aflevering tilbage til Martin parallelt med banden, og Martin tog bolden med og smækkede den minsandten endnu engang ind i netmaskerne til en vidunderlig udligning til 5-5. Jo - her var humøret rigtig højt hos hjemmeholdet, og smilene var fundet frem igen. På bare 5 minutter havde Hurricanes scoret 3 mål og lavet et flot comeback i kampen. Det stoppede dog ikke her. Hurricanes har jo vundet samtlige kampe i turneringen, og i dag viste sig ikke at være nogen undtagelse. Med 30 sekunder igen kløede hjemmeholdet på for endnu en scoring - det lykkedes da Martin nok engang fik nettet til at blafre bag målmanden, og dermed fuldførte sit hattrick. En fantastisk afslutning strøg i mål og dermed var comebacket altså komplet med en føring på 6-5 med kort tid tilbage af kampen. De sidste 30 sekunder blev ikke farlige, og således var sejren en realitet.

Et flot kæmpende Esbjerg mandskab måtte køre hjem uden point - de havde dog stor ære af kampen. En rigtig fed kamp med god intensitet. Og så er det jo bare federe at vinde tætte kampe - særligt når man har været stort bagud. Hurricanes er dermed stadig ubesejrede i turneringen og har vundet samtlige 9 kampe. Den sidste kamp spilles imod Hørning på hjemmebane d.29. april - vi glæder os.

Stats fra kampen:

Martin 3+1
Chr. Amby 2+1
Gustav C. 0+1
Tommy 1+0
Peder 0+0
Benny 0+0
Thomas R. 0+0
Chr. Mortensen 0+0
Philip Amby 0+0
Mette 0+0
Andreas 0+0

Man of the Match blev Martin med blot 2 stemmer. Der var således en god fordeling af stemmerne, hvilket vidner noget om, at alle spillede en fornuftig kamp. Særligt Back spillerne modtog en god del stemmerne. Men tillykke til Martin med MotM - de tre vigtige mål hjalp nok en del på de to stemmer! 😉

Stillingen kan findes her:
https://floorballresultater.sportssys.dk/tms/Turneringer-og-resultater/Pulje-Stilling.aspx?PuljeId=268

HU-HU-Hurricanes!

Kampe: Pulje-Stilling 25/02/2025

Kampreferat af Herning Pirates vs. Silkeborg Hurricanes

Mandag aften drog Hurricanes vest på - nærmere bestemt Herning. Her tog Herning Pirates imod i Holingcentret, og selvom Hurricanes på forhånd var sikret 1. pladsen i puljen, uanset kampens udfald, så var det ikke svært at sætte sig op til et opgør imod hjemmebaneholdet. Man vil altid gerne slå Herning!

Dog kunne man ikke se, at det var et opsat Hurricanes hold der gik på banen - lynhurtigt kom man på hælene, og konstant var man et skridt bagud til et Herning hold, som også var mødt op for at slå fra sig! Selvom Herning hurtigt fik kampens første udvisning, så formåede Hurricanes slet ikke at møde op i det Power Play, som ellers tidligere i sæsonen har været rigtig effektiv. De første 10 min. af første periode stod der Herning næsten på det hele, med kun få enkelte gode momenter til Hurricanes. Derfor var det bestemt ikke ufortjent, da hjemmeholdet bragte sig foran efter godt og vel 11 minutter. Det var et wake-up call for Hurricanes, og heldigvis fik Martin Lind kort tid efter opsnappet en bold omkring midten af banen, som han selv drev frem til et skud imod målet - bolden strøg ind via stolpen, og dermed stod det 1-1 på tavlen. Stærkt mål af den tidligere Herning spiller, og nu træner og anfører for Hurricanes. Herefter fik Silkeborg arbejdet sig ind i kampen igen og kom frem til flere gode chancer. Der skete dog ikke yderligere i perioden og derfor var det helt lige til den første pause.

Anden periode var forholdsvis lige, men Herning kom frem til mest og var konstant farlige. Efter det første minut var rundet, scorede de til 2-1, hvilket måske var medvirkende til deres efterfølgende gode fight på banen. Der skulle gå mere end 5 minutter inden næste scoring faldt - igen var det en Hurricanes spiller der opsnappede en bold. Lynhurtige Tommy oversprintede et par spillere og kom i en 1vs.1 situation med målmanden - her tog han frækt trækket udenom den fremstormende målmand og puttede bolden køligt i det tomme mål. Flot scoring af Tommy - og dermed lige igen med 2-2 på tavlen. På trods af udligningen var følelsen stadig at Herning kom frem til lidt for meget i de efterfølgende minutter. Derfor tog Hurricanes en timeout og gik bl.a. ned på to kæder for at få mere flow i spillet. Dette træk kunne ses på banen, da kampen fuldstændig vendte - nu var det Hurricanes som sad på det meste. Man kunne faktisk fristes til at sige, at Hurricanes sad på alt spillet, og Herning trak sig tilbage og satsede alt på deres kontraspil. Fem minutter efter timeouten kom føringsmålet til Hurricanes så. Philip lavede en kort tværpasning til Chr. Amby, som fintede et skud for herefter at tage et kort træk ind over midten og med et trækskud fik bolden smidt i netmaskerne. 2-3 på tavlen og dominans på banen den resterende del af perioden - dog uden yderligere mål til følge.

Dermed var der lagt op til en tæt og spændende tredje periode. Vi sluttede pausen af med at blive enige om, at Herning ikke skulle have det første mål i perioden. Den plan holdte lige præcis 58 sekunder - så kom udligningen til 3-3, og pludselig blev det lidt for spændende. Heldigvis fortsatte dominansen på banen, og al spil stod der Hurricanes på. Dog formåede Herning at være giftige på deres kontraer, så alt kunne ske i den resterende del af kampen. Der skulle dog ikke gå alt for længe inden den forløsende scoring til 3-4 kom. Det var Tommy der med en aflevering til Alexander åbnede op for, at han kunne komme til skud - og Alexander var køligheden selv, da han flot trykkede bolden op i nettaget på kort afstand. En vigtig scoring af den flittige målscorer. Hurricanes fik hele 3 udvisninger i perioden, men flot Box Play medførte, at Herning ikke blev farlige på noget tidspunkt. I det ene Box Play fik Tommy fat i bolden, og så kunne resten af Hurricanes spillerne få en pause på banen, mens han løb rundt med bolden oppe i den anden ende af banen. 😉 Således endte det med en - set over hele kampen - fortjent sejr på 4-3. Herning havde god ære af kampen og kæmpede med hvad de havde. De gik måske lidt hårdt til vores anfører, men det er selvfølgelig også træls at se en dygtig spiller skifte klub til nabobyen i det midtjyske - det er vi til gengæld glade for i Hurricanes. 😉
Tak til Herning Pirates for en tæt og intens kamp. Held og lykke i de sidste kampe til jer.

Stats fra kampen (mål + assists)
Tommy 1+1
Alexander 1+0
Martin 1+0
Philip 0+1
Christian 1+0
Andreas 0+0
Benny 0+0
Gustav C. 0+0
Gustav M. 0+0
Ketil 0+0
Marcus 0+0
Mette 0+0
Peder 0+0
Thomas R. 0+0

Man of the Match blev Tommy, som endnu engang viste glimt af sin gode kondition og sit hurtige antrit - der er ingen der følger med ham, så snart han er sendt af sted! Tillykke til Tommy. Han var i øvrigt tæt fulgt (med stemmer) af vores målmand, Andreas, som hev op til flere gode redninger ud af ærmet, og dermed også var kampafgørende.
Det blev til tre 2 minutters udvisninger i dag - nogen af dem lidt billigt til salg, men sådan er det jo nogen gange, og det fik vi af mærke i dag. Benny fik sin første udvisninger for Hurricanes nogensinde, og det er altså blevet til en del kampe, siden han trak den første Silkeborg trøje over hovedet. 😊 Alexander fik også en enkelt, mens Chr. Amby fik en udvisning for brok - hvilket i øvrigt, tro det eller ej, var den første han har modtaget (altså for brok!) i sine 209 kampe for klubben. 😊 Men ellers skal der også huskes at gives ros til dommerne, som generelt set dømte en god kamp (selvfølgelig vores udvisninger undtaget 😉).

Med sejren cementerer Hurricanes deres 1. plads i divisionen, som pt. føres med 12 point ned til nærmeste forfølger.
https://floorballresultater.sportssys.dk/tms/Turneringer-og-resultater/Pulje-Stilling.aspx?PuljeId=268
Næste kamp er på hjemmebane, hvor vi tager imod Esbjerg. Det foregår i Langsøskolens hal, søndag d.23. marts kl.12.
Vi ses. 😊
HU-HU-Hurricanes!

Kampe: Pulje-Stilling

25/01/2025

Kampreferat Gørding Knights vs. Silkeborg Hurricanes

Lørdag middag bød på en udebanetur til Silkeborg Hurricanes, som havde fundet vej til Gørding - her bød hjemmeholdet op til dans i 3. div. Vest rækken.

Silkeborg lagde hårdt ud, og satte sig fuldstændig på spillet fra kampens første fløjt - dejligt at se Hurricanes være klar fra start. Dette kampbillede skulle vise sig, at holde kampen ud, idet Gørding sjældent var gæster nede på Hurricanes’ banehalvdel. Silkeborg formåede generelt at spille bolden godt rundt og kom også frem til mange afslutninger gennem kampen. Dog må vi give hjemmeholdet, at de kæmpede godt med det de havde, og de stod også forholdsvist kompakt nede i forsvaret.

Første periode bød på hele fire scoringer indenfor de første 5½ min. Hurricanes snuppede de tre af dem, mens Gørding var drøneffektive og scorede et enkelt mål på én af de meget få chancer de kom frem til. Det var Tommy der bragte Hurricanes foran, og kort tid efter klaskede Marcus også bolden ind i nettet, inden Gørding reducerede. Chr. Amby satte også en enkelt ind, og herefter skulle der gå omkring 7 minutter inden næste scoring faldt. Det var Philip Amby der scorede flot fra venstre side. Dermed stod det 1-4 på måltavlen og sådan endte perioden også.

Anden periode startede med en 2 minutters udvisning til Gørding for at komme for sent ind til start. Det lykkedes ikke Hurricanes at udnytte det, og kort tid efter Power Play spillet udløb, løb Gørding op og scorede et flot langskudsmål. 2-4 og man kunne fornemme, at de lugtede blod. Gørding kom lidt længere frem på banen, men dog uden at komme frem til det helt store - det var stadig med Hurricanes med mest boldbesiddelse og mange afleveringer. Vi skulle dog næsten frem til 5 min. før pausefløjt før næste scoring faldt - og det var ingen ringere end Formanden Janne, som klogt var trukket med frem fra sin backposition. Inde foran mål modtog hun en bold fra Martin, og med en volley (bolden rammes i luften) fik hun bolden det sidste stykke ind i målet - en rigtig stærk, og vigtig, scoring af Janne. To minutter senere scorede Marcus sit andet mål, og der gik endnu engang to minutter inden Thomas også fik scoret sit første mål i kampen. Dermed stod der 2-7 på tavlen og der blev ikke scoret yderligere i perioden.

I tredje periode ville Benny også lege med på målfronten. Med en klassisk ”Benny” scorede han flot med baghånden, og dermed var samtlige backs på måltavlen med minimum ét mål hver. Midtvejs i perioden fik Gørding sin anden 2 minutters udvisning. Den blev udnyttet med blot 1 sekund tilbage af udvisningen, da Chr. Amby scorede sit andet mål i kampen. Hjemmeholdet forsøgte sig med en timeout, men det var fortsat med Hurricanes fuldstændig på spillet efterfølgende. Indenfor de sidste tre minutter kom der yderligere to scoringer, idet Martin fik banket bolden i netmaskerne begge gange til slutresultatet 2-11.

Alt i alt en ganske fornuftig kamp af Hurricanes, hvor spillet til tider kørte rigtig godt og bolden hurtigt blev flyttet rundt, hvilket gav os rigtig mange chancer. Det kunne godt havde været blevet til endnu flere mål på en lidt bedre dag, men 11 mål i alt, og 9 assists på dem - det er bestemt godkendt.

Stats (mål+assists)

Martin Lind 2+4
Christian Amby 2+2
Marcus Skyllberg 2+1
Thomas Ringgaard 1+1
Tommy Thorbøll 1+1
Philip Amby 1+0
Janne Djernis 1+0
Benny Johansen 1+0
Casper Kragelund 0+0
Peder Pedersen 0+0
Sune Bugge 0+0

Og ingen udvisninger til Hurricanes - skønt. Man of the Match blev Janne, som jo scorede sit første mål for Hurricanes - sådan Janne. 😊

Silkeborg Hurricanes ligger suverænt nr.1 i puljen med 21 point efter 7 kampe. Vi håber vi kan holde kadencen i de sidste tre turneringskampe. Her er næste opgave på udebane imod Herning Pirates - det er mandag d.24. februar, og det bliver en rigtig spændende kamp, uden tvivl. Vi ses i hallen.

Vil du plassere din virksomhed på toppen av Gym-listen i Silkeborg?

Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.

Sted

Telefon

Adresse


Hejrevej 25
Silkeborg
8600

Hvad er åbningstiderne?

Mandag 09:00 - 21:30
Tirsdag 20:00 - 21:30
Torsdag 20:00 - 22:00
Søndag 11:00 - 13:00