17/07/2026
I 46 år er jeg rejst til Norge for at fiske laks. Ugerne ved elven har altid haft den højeste prioritet i kalenderen – de uger, jeg har talt ned til med længsel gennem den lange ventetid.
Jeg har altid vidst, at laksefiskeri kan være både drilsk og fuldstændig uforudsigeligt. Kun sjældent lever forholdene op til de forventninger, man bygger op hjemmefra. Som "gammel laksefisker" har jeg lært at elske netop dét. Jeg har lært, at tålmodighed, vedholdenhed og erfaring er en lige så stor del af fiskeriet som selve hugget.
Men gennem de seneste tre år er en ny usikkerhedsfaktor sneget sig ind i mit elskede fiskeri. To gange har Miljødirektoratet grebet ind og lukket fiskeriet i Gaula – den elv, som har betydet så meget for mig gennem et helt liv.
Misforstå mig ikke. Jeg bakker 100 % op om, at vi passer bedst muligt på den vilde laks. Fiskeriet skal være bæredygtigt, og vi skal tage alle de nødvendige hensyn. Jeg har ingen problemer med at stoppe fiskeriet, når vandtemperaturen bliver så høj, at en genudsat laks risikerer ikke at overleve. Jeg har ingen problemer med at fiske så skånsomt som muligt – med modhageløse kroge, korte fights og uden at løfte fisken op af vandet.
Det, jeg har svært ved at acceptere, er en total lukning af fiskeriet. Når sæsonerne afkortes eller lukkes helt, bliver fangststatistikker, som er opbygget gennem årtier, umulige at sammenligne. Samtidig mister vi en uvurderlig viden om bestandens udvikling.
Jeg har også svært ved at forstå dem, der mener, at lystfiskeriet er problemet, og at løsningen blot er at lukke fiskeriet i en årrække. Hvis bare det var så enkelt.
Lystfiskerne er laksens stærkeste allierede. Det er os, der bruger utallige timer ved elvene. Det er os, der rapporterer fangster, engagerer os i restaurering af vandløb, støtter forskning, bidrager økonomisk og kæmper for bedre vilkår for den vilde laks. Uden lystfiskerne står laksen et langt svagere sted.
Den største fejl, man kan begå, er at lukke lystfiskerne ude af ligningen. Og det er desværre den vej, jeg oplever, at Miljødirektoratet bevæger sig.
Samtidig må vi ikke glemme menneskene i elvedalene. Tænk på de små lokalsamfund, som lever af de besøgende lystfiskere. Tænk på lodsejerne, guiderne, overnatningsstederne, butikkerne og restauranterne. Når fiskeriet lukkes, rammer det langt flere end dem, der står med en fluestang i hånden.
I Danmark arbejder vi målrettet med egnsudvikling, hvor natur og lystfiskeri er med til at skabe liv og arbejdspladser i landdistrikterne. Det står i skærende kontrast til den udvikling, vi ser nu.
Mit håb er, at vi – uanset om vi fisker med flue, spinner eller orm – kan stå sammen. Sammen med de mennesker, der bor og lever i elvedalene. Sammen med elvejerne. Og først og fremmest sammen om at sikre en stærk fremtid for den vilde atlanterhavslaks.
For uden laksen er der intet fiskeri. Men uden lystfiskerne bliver kampen for laksen også meget sværere.
09/07/2026
01/07/2026
19/02/2026