03/09/2026
Jeg har en hund, der siger JA til træning.
Måske lidt for højt. 🤍
Ayo elsker at træne. Når han træder ind på noget, der minder om en træningsplads, stiger hans energi næsten med det samme.
Øjnene bliver større. Kroppen er klar. Forventningen stiger.
Det er lidt som et barn, der går gennem porten til Tivoli og allerede ved:
NU skal der ske noget fedt.
Men Ayo har ikke besluttet sig for at skrue op.
Hans krop har lært det.
Og det er i høj grad mig, der har lært ham det.
Da Ayo var ung, var han ikke nem at belønne. Han ville stort set ikke spise godbidder, men legetøj havde enorm værdi.
Samtidig havde vi sygdom og senere en meget lang skadesperiode, hvor jeg i lange perioder ikke vidste, hvor meget træning vi overhovedet ville få sammen.
Så når vi kunne træne, skulle det være FEDT.
Felt → BOLD!
En god øvelse → BOLD!
YES AYO → BOLD!
Og gentag det nogle tusinde gange med en hund, der danner forventninger ekstremt hurtigt.
Jeg tror ikke, jeg dengang forstod, hvor meget jeg samtidig var ved at lære hans nervesystem om selve træningen.
Træningspladsen begyndte at forudsige træning.
Træningen forudsagde øvelser.
Øvelserne forudsagde legetøj.
Og forventningen i sig selv begyndte at skabe energi.
Det er klassisk betingning helt ned i kroppen.
Og egentlig har jeg fået præcis det, jeg ønskede:
En hund, der virkelig, virkelig gerne vil træne.
Problemet er bare, at jeg også gerne vil konkurrere med ham.
Og en konkurrence er ikke Tivoli.
Der kommer ikke en bold efter feltet.
Eller efter næste øvelse.
Eller nødvendigvis efter den næste igen.
Og når man har forventet noget meget stærkt, er fraværet af det ikke bare ingenting.
For Ayo kan det skabe frustration.
“Hvor er min bold?”
Han kan gå op i energi, miste noget af sin selvkontrol og få sværere ved at holde de kriterier, han faktisk godt kan.
Så lige nu er vi i gang med noget, der på mange måder er sværere end at lære en ny øvelse:
Vi er ved at ændre mange års forventning.
Ikke ved at fjerne glæden.
Ikke ved at gøre træningen kedelig.
Og ikke ved at tage hans belønninger fra ham.
Tværtimod.
Jeg vil bevare hans enorme JA til arbejdet.
Men jeg vil hjælpe ham med at finde en mere stabil, bærende energi i det.
Derfor arbejder jeg blandt andet med et langt tyndere forstærkningsskema. Han bliver stadig forstærket – men ikke hele tiden på de gamle, meget stærke forventningspunkter.
Og måske endnu vigtigere:
Jeg træner mig selv.
For når Ayo løber ud i feltet med store strålende øjne og verdens største smil, har jeg lyst til at kaste den bold.
Hver. Eneste. Gang.
Jeg bliver glad, fordi han bliver glad.
Og det kræver faktisk noget af mig at stå der og kærligt sige:
Ikke endnu. 🤍
Ikke fordi du gjorde noget forkert.
Ikke fordi jeg ønsker mindre af din glæde.
Men fordi jeg prøver at lære dig, at du godt kan blive i arbejdet, også når belønningen ikke kommer lige dér, hvor du forventede den.
Og det tager tid.
For vi ændrer ikke bare en adfærd.
Vi arbejder med en lang læringshistorie.
Måske er det også derfor, jeg deler det her.
Fordi vi alle sammen har noget.
Den ene hund skal lære at turde mere.
En anden skal lære at ville mere.
En tredje skal lære at kunne blive i arbejdet.
Og min skal blandt andet lære, at træningspladsen godt kan være fantastisk, uden at hvert eneste øjeblik behøver føles som Tivoli.
Og nogle gange er det vigtigste redskab, vi har i den proces, ikke en ny metode.
Det er tålmodighed.
Med hunden.
Og måske mindst lige så meget med os selv. 🤍
