19/08/2026
Panik før lukketid:
RETURKOMMISSION
Her 2 uger før transfervinduet lukker, strammes garnet om de spillere, der er mest rift om.
I den forbindelse kan nogen i industrien få kreative ideer til at lokke en klub til at snuppe lige præcis den fodboldspiller, som de præsenterer.
“Har du nogensinde oplevet, at nogen (det kan være sig trænere, sportsdirektører eller andre beslutningstagere) har krævet penge af dig for at købe en spiller, du har repræsenteret,” er jeg gennem et langt agentliv ofte blevet spurgt.
Jeg kan helt ærligt svare nej, men jeg har tit hørt fra andre agenter at navngivne trænere/sportsdirektører igennem tiden har været kendte for at have højrehånden fremme i forbindelse med en transfer.
Også danske navne.
Jeg har engang haft en episode med en dansk landstræner, som var ret så begejstret for en ung spiller, jeg havde i stalden.
Pågældende træner sagde en dag helt uopfordret til mig, at den specifikke spiller ville han uden problemer kunne anbefale til hvilken som helst klub i Europa.
Jeg tænkte ikke nærmere over det, da ordene faldt.
Men senere blev jeg bekendt med, at en udenlandsk klub søgte en spiller med præcis de færdigheder, som “min dreng” besad.
Jeg kendte en anden dansk agent, som havde spillet i pågældende klub og derved kendte management rigtig godt og spurgte, om han kunne lægge et godt ord ind for spilleren.
Forhandlinger blev indledt mellem den danske klub og den interesserede køber, det lignede en done deal.
Men pludselig trak den udenlandske klub følehornene til sig og ad omveje fandt jeg ud af, at den danske træner havde understreget, at klubben skulle holde sig fra “min spiller.”
Jeg var målløs.
Jeg spurgte selvklart træneren, som jeg kendte godt, om hvad der dog var sket, han havde jo lovet at anbefale spilleren til hvem som helst.
Først bagefter slog det mig, at han måske ikke var helt tilfreds med ikke at have en økonomisk gevinst i sigte.
Sagen virkede i hvert fald absurd.
Jeg har også været ude for en anden dansk træner fra en superligaklub i provinsen, som i ramme alvor mente, at han i sin iver for at få signet “min spiller” havde lavet mit arbejde og derfor også burde få mine penge.
Det ignorerede jeg naturligvis.
I dag er det dog mere reglen end undtagelsen, at spillernes fædre vil have fingrene i honningkrukken.
Hvordan modtager de så betaling?
Jo, se, agenten laver da bare en konsulentaftale med faderen på et eller andet stykke arbejde, han aldrig udfører.
I flere tilfælde får parterne advokater til at bistå i ulovlige konstruktioner.
Også i Superligaen.
Klubber bliver også mere og mere pressede af “stærke” agenter.
Hvem husker ikke for nogle år siden, da en dansk topklub ville forlænge aftalen med sin dominerende udenlandske midtbanespiller, hvorpå kravet fra agenten var, at den danske klub i tilgift skulle lave en kontrakt med agentens aldrende angriber, som knapt kunne løbe ligeud længere.
Jeg tror, der indenfor de næste fjorten dage vil komme transfers, hvor man tænker, hvordan det gik til.
Hold øre og øjne åbne.
Go’ fornøjelse! ⚽️🔥
26/07/2026
FCK LEGER MED ILDEN
FC København, igennem en lang årrække det bedste mandskab i landet, har ikke fordums styrke.
Seneste sæson udenfor top 6, som et chokerende slutresultat.
Det er der egentlig ikke talt så meget om, da fokus fortjent nok har været rettet mod Aarhus og klubbens første mesterskab i 40 år.
Nuvel, den sportslige ledelse i FCK led selvfølgelig den tort at blive sat fra bestillingen, men den dyberegående analyse af hvilken diagnose, der kan stilles “den syge patient” er udeblevet.
I dag vandt løverne en ufortjent 3-2 sejr i Parken over et nyoprykket Lyngby-mandskab, som FCK på alle ugens dage skal kunne slå forholdsvist sikkert.
Forleden blev det uafgjort 3-3 ude mod ukrainske FC Polissya.
Måske lyder det som anerkendte resultater, men underliggende gemmer der sig en dyster kendsgerning.
Det nuværende FCK-mandskabs niveau er ikke højere end det, som netop er blevet nummer 7.
Ind er kommet en ny sportsdirektør, som ingen rigtig endnu ved hvad kan tilføre klubben og holdet.
Og om han kan.
Kristjaan Speakman er til eksamen hver dag i øjeblikket. Holdet skal forstærkes på 4-5 pladser, hvis man skal gøre sig gældende i kampen om mesterskabet og spillet i Europa.
Transfervinduet er åbent 5 uger endnu, men tiden render og FCK-ledelsen leger med ilden og samtidig er liden sat til en enkelt person, som måske i forvejen ikke er helt opdateret på dansk fodbold og Superligaen.
Fans af FCK er rasende, de ser ikke den kvalitet, der SKAL identificere klubben any day.
Har klubejerne givet grønt lys til de nødvendige investeringer til truppen ?
Ingen ved det, alle taler om det.
Det er talk of the town.
05/07/2026
HEJA NORGE
Så er VM i fodbold 2026 ved at gå ind i den afgørende fase.
Hvad har vi lært?
Ikke det store. Men som jeg før har udtalt, så er alle lande på niveau rent fysisk. Spillerne har mere eller mindre trænet fuldtid hele deres karrierer, hvorfor intet hold bare tromles over.
Erfaringen har vist os, at først til de altafgørende knock out kampe begynder de største lande at folde sig ud. Indtil da er der mange ørkenvandringer. Således også i Canada & USA.
Men underholdningen har i mange kampe været ok.
Kan vi så imødese overraskelser?
Det kan ikke udelukkes.
Mange har Frankrig som VM-favoritter ligesom Argentina nævnes. Ingen af dem har dog for alvor imponeret.
Men hvorfor ikke vores nordiske brødre fra Norge? Dem hepper jeg på.
Men helt ærligt skal meget gå mere end godt, hvis alpehuerne skal løfte trofæet til sidst. Brasserne kan de nok overkomme, for det har set slidsomt ud fra den kant, men generelt mangler der kvalitet især defensivt hos nordmændene.
Hvad med Marokko ? Jeg har lidt fidus til dem, gode spillere og agerer lidt i skyggen af de store.
Braget bliver mod Frankrig. Faktisk tror jeg, at vinderen af den kamp kan gå helt i VM-finalen.
Nu er alle ottendedelsfinaler endnu ikke spillet, så det fulde overblik mangler.
England? Arrh. Det bliver heller ikke dennegang “den kommer hjem”
Momentum hos de allerstørste stjerner kan selvfølgelig afgøre hele møget.
Haaland
Mbappe
Kane
Messi
Ronaldo
Dembele
Junior
Hvor er I - her er jeg, her er jeg, go’dag go’dag go’dag.⚽️
Men det er sgu lidt special (nogen vil sige charmerende) hvis mænd rundt de 40 år skal afgøre et VM.
Havde data-eksperterne måske set det komme?
HEJA 🇳🇴
01/06/2026
EN AARHUS-HISTORIE?
Det var min første tanke, da jeg læste nyheden om, at Brøndby IF har givet en 37-årig angriber, som havde problemer med at spille fast hos guldvindere fra Aarhus i foråret, en to-årig kontrakt.
For det er sgu da lidt morsomt, at den nye sportsdirektør, med en baggrund i BIF Masterclass’s, første handling på transfermarkedet er at hente Patrick Mortensen, som er fire år ældre end Ohnesorge selv.
Nu skal det retfærdigvis siges, at ingen jo kan forudsige, om Mortensen bliver en sportslig succes på Vestegnen, men en kontroversiel signing, det er det.
Meldingerne fra Aarhus går på, at den vellidte angriber, havde en 1-årig kontraktforlængelse klar med AGF, men at Mortensen udnyttede BIFs interesse til at få et kontraktår mere og til højrere løn.
Det kan man ikke fortænke spilleren i.
Men jeg gad godt at have siddet med ved de forudgående møder og hørt argumenterne for at uddele kontraktgaver ud.
Om det virkelig er Julius Ohnesorge’s (genialt efternavn 😊) idé, når nu han er indsat som garant for, at der kommer flere Masterclass-spillere gennem nåleøjet.
Det er jeg nødt til at tvivle på.
Nå, men det nye sort er jo akademikere på topstillingerne i fodbold.
Folk, der aldrig selv har spillet fodbold, skal nu udvikle, analysere, rekruttere, købe, sælge etc.
Vildt nok, men det er den nye verdensorden åbenbart, som klubberne mener, de er nødt til at være med på.
Og jo jo, jeg har noteret mig, at Patrick Mortensen, er gået med på, at han ikke skal påregne fast spilletid.
Men hør nu, en gammel cirkushest, som kun får lov at dufte til savsmulden?
Niksen biksen. Manden vil sgu da spille og vise, han er bedre end de unge.
Han skal styre omklædningsrummet ?
Ja goddaw, de unge gider ikke høre gode råd fra en, der sidder på bænken.
Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen i BIF på transfermarkedet.
Men hvor i alverden bliver den nye træner af? Helt uhørt det ikke er på plads.
30/05/2026
VINDER PÅ TRAPPERNE
Holder lige lidt ferie i Portugal med hedebølge 🌞🔥🇵🇹 , men lover, at vinderen af den lille konkurrence om slutplaceringerne i den netop afviklede Superliga er på trapperne.
Jeg kontakter vinderen, som får en tusse med Mobilepay.
I aften finale i Champions League.⚽️
Ikke min personlige drømmefinale, men håber PSG løber med trofæet 🏆🥇
Og mens vi venter, hvem vælger Brøndby IF som ny cheftræner ?
Ligesom med den langstrakte regeringsdannelse virker det også her som om der ikke er enstemmighed i BIF-ledelsen.
Men valget som ny sportsdirektør endte altså på en 33-årig intern tysker, som aldrig selv har spillet fodbold og har udmærket sig som ungdomstræner og viden baseret på data og video-analyse.
Alle skal have en chance, men jeg er ikke imponeret af den bagage tyskeren kommer med til så stort et job.
Og nu vi er ved snakken. Hvorfor nøler FCK med en sportsdirektør?
Ret mærkelig situation.
Er det fordi Bo Svensson forlanger en Ståle model, hvor han er direktøren for det hele?
Vi ses! 🥰
24/05/2026
BUSINESS & PLEASURE
Pokalfinale i Lissabon mellem Sporting Lissabon og Torreense
⚽️livet er værd leve ❤️
PS: Torreense tog sensationelt pokaltitlen ved at vinde over storfavoritten Sporting efter forlænget.
Klubbens første titel nogensinde.
Byen syder og koger til aften og bilhornene har været i bund med flag ud af vinduerne de seneste timer.
Natten er ung. Festen er dog ikke helt på Aarhus-niveau, men det er der sgu ikke meget, der er 😄🍺⚽️🏆
Unge, danske Silas Bjerre er med i Torreense-truppen efter han sidste sæson kåredes som den bedste målmand i U23 turneringen.
192 cm høje Bjerre har en fortid hos såvel FC København som FC Nordsjælland, inden han valgte en karriere i Portugal.
Silas er god med fødderne, placerer sig godt, stærk 1-1 og tager de høje indlæg, som måtte komme og så er han en slags ekspert i straffespark.
Også udtaget til Mark Strudal’s U20 landshold.
Spændende at følge det store målmandstalent fremover i Stald Steff. 💪👌⚽️
20/05/2026
HVEM TA’R DOLLEREN
Knapt har tømmermændene fra weekenden lagt sig, før guldvinder AGF og rivalerne fra FCM atter rejser børster overfor hinanden.
Bulletinerne fra Amsterdam går på, at Ajax-angriberen, Kasper Dolberg, efter 10 år i udlandet lurer på en dansk retur.
FCM er i førersædet og efter sigende klar på, at åbne den helt store tegnedreng, hvis landsholdsangriberen virkelig er done med udlandet.
Den blonde bomber, som ikke har ramt hverken form eller mål i Ajax Amsterdam i den afsluttede sæson, er i sit fodboldlivs prime med sine blot 28 år og dermed ikke en afdanket angriber, som leder efter den sidste mønt.
Dels har Dolleren tjent “dollars” nok i udlandet og dernæst er der også stadig muligheder uden for Danmark, om han i sidste ende beslutter sig for det.
Ajax skulle være klar til en afsked og FCM vil godt kunne tilbyde en kontrakt, der sprænger rammerne efter danske forhold.
Men hvor er den nykårede mester, AGF henne i det her spil?
Dolberg med familien har købt hus i Aarhus og GF får brug for at markere sig overfor omverdenen, så det står krystalklart, at de vil udnytte det nuværende momentum til at forstærke guldholdet.
Det vil koste mange knapper at hente Dolberg for næsen af FCM.
Billing, Uhre og Mads Bech valgte FCM over “De Hviie” og for blot få måneder siden, var Tobias Bech ved at beslutte det samme, da en kæmpe handel var undervejs.
Vil “lillebror” med DM-pokalen og muligt CL spil puste sig op eller nøle?
De BURDE være med her.
Også FCK og Brøndby må være interesseret i Kasper Dolberg, men det menes ikke, at hovedstaden trækker i den forsagte jyde.
Jeg er super spændt på det kommende transfervindue.
Dolberg bliver ikke den sidste spiller de to jyske mastodonter kæmper om.
Og så er der også 10 andre hold.
Let the war begin. 💶💶💶💣🧨⚽️
17/05/2026
STEINLEIN’S SORTE SNAK
Tak for kaffe for en afslutning på Superligasæsonen.
Og så er den ikke engang rigtigt færdig, for et brag af en kamp om europæisk deltagelse efter sommerferien mellem to af sæsonens store skuffelser, FC København og Brøndby IF, venter på torsdag på Brøndby Stadion.
Sidstnævnte rykkede forbi Sønderjyske og Viborg med en højst overraskende gevinst i Herning, hvor sølvvinderne i anden halvleg lignede et hold af spillere, der havde drukket bajere lige siden torsdag aften.
Foran 2-0 og med yderligere muligheder for at lukke kampen, var luften fuldstændig suget ud af midtjyderne, som pinligt endte med at tabe 3-2 til et Brøndby mandskab som i hele første halvleg ikke havde fået søvnen ud af øjnene.
FCM-chef Tullberg lavede en “Brian Riemer” og udelod de fire bedste af startopstillingen.
Det viste sig ikke at være smart.
En godt og vel rusten Jonas Løssl kom på kassen og han var fejlplaceret ved alle 3 Brøndby-scoringer og lignede en, der var hevet op ad havestolen.
Inden kampen stod Claus Steinlein, jeg kan ikke følge med i hvilken titel, han har i øjeblikket, og talte sort snak om cheftræner Mike Tullberg.
Man måtte forstå, at halvdelen af Bundesligaen er ude efter manden, der ikke har meget erfaring med seniorbold.
Steinlein skamroste sin cheftræner.
Min påstand vil være, at havde FCM ikke sneget sig en pokalsejr i land for tre dage siden, så havde cheftræneren ikke heddet Tullberg til den nye sæson.
Lad mig blot minde om den skæbne, der kom Bo Henriksen til del i FC Midtjylland.
Det er en kæmpeskuffelse for midtjyderne, at de kikser mesterskabet i en sæson, hvor de burde havde taget DM-pokalen målt på budget og spillerstab.
Der skal ikke tages noget fra den fortjente AGF-triumf, men der må evalueres på Heden.
Og det på trods af, at Ulvene leverede en meget, meget flot europæisk kampagne, som med lidt mere erfaring kunne have gået endnu længere.
Og ja, jeg ved det godt.
Hva’ så med FC København? Taler sæsonen ikke for sig selv?
Det kostede ihvertfald den sportslige ledelse deres job.
Chefen for det hele i BIF, hr. Cooper har fået en overraskende livline.
Ovenpå et katastrofalt forår ville fodboldguderne, at waliseren skulle have a final shot.
Jeg hælder stadig til, at manden skal skiftes ud.
Uanset resultatet på torsdag.
Stadig er ingen ny CEO og ditto sportsdirektør blevet kaldt.
På vandrørene hører jeg Randers FC’s sportschef Søren Pedersen som ny mand på Vestegnen.
Er det ambitiøst nok, hvis det står til troende?
Der er alvorlig stor forskel på butikken i Randers og så den der eventuelt venter i Brøndby.
Men intet kan længere overraske mig på de kanter.
Ender BIF i Kval. til Coference League fejres det sikkert som et mesterskab.
Helt så højt tror jeg næppe FC København rangerer en sådan status.
Men som man siger lidt er bedre end ingenting.
Århus for helvede. ❤️
Hvor er det lækkert at slutte sæsonen af med en mesterkamp og røvfuld til Viborg på 6-2.
I kan det s**t.
Nyd det nu for om føje tid vil forventningerne automatisk stige til nye uanede højder.
Men den tid den glæde. 🏆
PS: Jeg lurede lige, da AGFs stab også skulle tildeles guldmedaljer. Der var lige så mange eller flere end i spillertruppen.
Skulle det være nødvendigt ?
Nå, men hvad ved jeg..
10/05/2026
ENSOM REJSE FYRRE ÅR
Masser af tårer, men igen med GULD i hår.
Stort tillykke med et kæmpe fortjent DM mesterskab 2026 til “De Hviie.”
De sku gå så meget igennem siden sidste mesterskab i 1986.
Nedrykning og masser af turbulens.
Men i aften kom så forløsningen.
Den HISTORISKE.
Og med en fantastisk mesterskabspræstation på dagen.
Der var klasseforskel på AGF og hjemmeholdet Brøndby IF i første halvleg.
Jyderne lagde en performance for dagen, som de blå/gule sku’ have gjort for to sæsoner siden, da DM-pokalen stod klar til overrækkelse på Brøndby stadion, men hvor festen blev ødelagt af netop GF.
Tillykke til HELE mandskabet, som bare har været bedst og stået sammen i tykt og tyndt og stort tillykke til management med Jacob Nielsen og Carsten V. Jensen.
Også kæmpe TILLYKKE til Jakob Poulsen, som er en stortræner in spe.
Bulletinerne lød, at Viborg FF ikke ligefrem græd, da de kunne sende Poulsen til Århus sidste sommer.
Men alt er gjort til skamme af den tidligere topspiller med en flot spillerkarriere, der har givet ham de tricks, som andre cheftrænere, der aldrig selv har sparket til kuglen, ikke kan diske op med.
En ugelang GULDFEST kan nu eksplodere i aften i Smilets By - Gad fandme godt være der selv 🍻🥂🍷🍹
Det er og blir en historisk begivenhed❤️🏆
Malurt i bægeret til FC Midtjylland, som rystende forsøgte at fedte sig til en sejr i Farum med 11 mand bag bolden i de første 45 minutter.
Det var IKKE mesterskabsklasse.
Nordsjælland har - som alle ved - måske Superligaens bedste spiller i Caleb og han kan gå direkte ind i Premier League eller andre steder.
Forårets slutspil savnede FCK - trods alt. Og den forsvarende mesterklub BURDE have været med.
Nu kan en pokaltriumf på torsdag gi’ et plaster på såret, mens FCM virkelig kan ende med at stå med tomme pokallommer.
Brøndby IF?
Jeg er sgu lidt rystet over den tidligere storklub.
Manageren Cooper har fejlet så det klodser.
Han MÅ være fortid på Vestegnen.
Tillykke IGEN IGEN med DM til hele Århus.
Kæft, I fortjener det! 🥇🏆🥰🥂
Og så SKÅL herfra, lad GULDFESTEN begynde ÅRHUS! 🍻
28/04/2026
TOPPEN AF PO**EN
Her til aften var vi vidner til en helt vanvittig flot propaganda for verdens bedste sport ⚽️
CL-semien i Paris mellem PSG og Bayern München var på så højt niveau såvel fodboldmæssigt som i ren underholdningsværdi, at man knapt forstår det.
Toppen af po**en.
Simpelthen.
Man ku’ ikke engang gå i køkkenet at sætte vand over til kaffen, risikoen for, at man missede et mål eller anden afgørende aktion var simpelthen for stor.
Bayern, der begyndte som lyn og torden, men med smarte PSG, som hele tiden var farlige på kontraer.
PSG, der tog momentum fra tyskerne og gik i komfortabel 5-2 føring, inden Bayern igen slog tilbage med to reduceringer.
Man sad, at håbede på, at den kamp aldrig ville slutte.
Jeg kan ikke mindes at have set så god en kamp i mange, mange år, selvom der nu nok er lidt at plukke af alligevel, hvis man går i gemmerne.
Faktisk fik jeg nøjagtig samme fornemmelse af dynamikken i kampen som den jeg sad med 5. juni 1985, da Danmark i en fyldt Idrætsparken slog et vanvittigt godt Sovjetunionen med 4-2.
Også dengang bølgede slaget frem og tilbage i et uhørt opskruet tempo for datidens topspillere.
Tilbage til Paris.
Det ville næsten være unfair at udråbe nogen til kampens spiller for alle på banen havde ære af forestillingen.
Men læg mærke til hvor mange chancer begge hold skabte fra kanter med fart i rørene og afslutningsevner.
Nu kan vi knapt vente til returkampen om 8 dage.
Det vil være naturstridigt, hvis vi får en kamp på samme niveau.
Men mindre kan også gøre det.
Hvem tror I går i finalen af PSG og Bayern München ?
Jeg tænker en retur, der kan ende i straffesparkskonkurrence. Med Bayern som finalist og mulig CL-vinder 🏆🥇