04/10/2022
TV2 sætter i disse uger fokus på Psykiske lidelser. Noget som rammer ca. hver 3. dansker på et tidspunkt i livet.
Ved også at dele MIN historie, håber jeg at der kan blive sat endnu mere fokus på dette ekstremt vigtige emne og gøre det mere ”naturligt” at snakke om og knap så tabuiseret.
JEG HAR PTSD❗️
Efter mine udsendelser som soldat og livvagt i Afghanistan vendte jeg i efteråret 2011 tilbage til Danmark efter endnu en udsendelse.
Men denne gang var det hele anderledes.
Jeg var ekstremt træt, kort for hovedet og mørke depressive tanker tog over.
Jeg var ikke den samme mand længere.
Jeg kiggede ind i et stort sort hul⚫️
Jeg løj for mig selv, mine nærmeste og mine kollegaer i starten. Selvom jeg faktisk havde brug for dem mere end nogensinde.
Selv min daværende kæreste fik ”ikke lov” at komme helt tæt på.
Jeg var jo blevet ”ham den seje” der tog den ene udsendelse efter den anden og som mange så op til.
Jeg var for stolt til, at bede om hjælp.
Kunne jeg virkelig ikke ”klare mosten” i dét drømmejob jeg havde kæmpet for i så mange år?
Jeg skammede mig.
Jeg valgte derfor at tage frivillig orlov simpelthen fordi jeg måtte væk. Men jeg ville ikke sygemelde mig. Jeg ville ikke tabe ansigt.
Jeg flygtede ud i bjergene i bla. Afrika og Himalaya for at finde ro.
Da jeg sad på en bjergside i Nepal og tænkte tanken om det bare var ”nemmest” at jeg gjorde det forbi, blev jeg virkelig bange for mig selv.
Dér gik det op for mig, at jeg måtte gøre noget.
Jeg var helt ude på kanten i bogstaveligste forstand.
Jeg fik omsider taget mig sammen til, at kontakte Forsvarets Psykologer og påbegyndte den bedste ”investering” i mit liv.
Det reddede mig.
Min psykolog Halfdan vendte ”vrangen” ud på mig og jeg begyndte, at indse hvad jeg rent faktisk have oplevet på mine udsendelser.
Ubeskriveligt grimme ting som mennesker ikke er skabt til at se og opleve og jeg var selv blevet fysisk hårdt såret på en af mine tidligere udsendelser.
Problemet var, at det var blevet ”normalt” for mig, at opleve disse ting.
Jeg indså omsider, at jeg selvfølgelig ikke bare kunne få disse ting til at ”fordufte” men at jeg måtte lære at leve med disse traumer og placere dem på de ”rigtige hylder”.
At traumerne var blevet ar på krop og sjæl som jeg måtte acceptere var en del af mig for evigt.
Konsekvensen blev, at jeg måtte sige mit drømmejob op hos Militærpolitiet, simpelthen for at kunne komme videre med mit liv. Det var mit livs sværeste beslutning.
I Forsvaret havde jeg endelig fundet min rette plads og nu var slut. For altid. Det var hårdt. Det var jo det eneste jeg var god til og hele min identitet.
Jeg mistede også min daværende kæreste i processen.
Det jeg ikke vidste dengang var, at jeg ved at ERKENDE tingenes tilstand var påbegyndt en fantastisk livsrejse for mig selv.
Erkendelsen banede vejen for et helt nyt liv for mig.
Efter opsigelsen i Forsvaret husker jeg tydeligt, at min psykolog opfordrede mig til, at ”lave noget med træning” fordi det gjorde mig glad og havde været et vigtigt værktøj for mig selv i min egen proces tilbage til livet.
Idag har jeg to fantastiske børn, min drømmekvinde ved min side og er blevet en succesfuld forretningsmand der hver dag hjælper mennesker med, at blive den bedste version af sig selv både fysisk og mentalt.
Noget jeg aldrig ville have opnået UDEN at have været igennem hvad jeg har.
Ja. Jeg har stadig mareridt indimellen.
Der går ikke en dag uden at jeg mindes mit ”gamle” liv.
Men jeg har sluttet fred med det og fundet en måde og leve med det på. Og det er okay.
Jeg håber også at DU kan finde Din vej og når du er klar til det, omsætte den modgang du har gennemgået til at blive endnu stærkere på livets vej og blive lykkelig trods alt.
Det fortjener vi alle! ❤️
Du kan evt. starte med at gøre som jeg.
Tage bladet for munden og sige det højt. Det er grænseoverskridende men også befriende!
Måske det er dét der bliver første skridt i starten på dit nye liv….
Alt det bedste❤️
Kenneth
Må gerne deles👍🏻