13/09/2026
🎤 Kristine Hjort mic’d up - mod sit tidligere hold 🏑📹
At skifte klub er en del af sportens verden, men i en lille sport som hockey er det ikke altid helt nemt.
Et klubskifte betyder ofte, at man siger farvel til holdkammerater, trænere og et fællesskab, man har været en del af i mange år. For nogle er klubskiftet nødvendigt pga. flytning, mens andre blot har brug for nye udfordringer og nye græsgange.
De seneste år har vi i Odin sagt farvel til nogle dygtige spillere, der har taget turen over Storebælt, men trafikken går naturligvis også den anden vej.
Eksempelvis er Micas Skjoldmose Grønsdal denne sæson skiftet fra Sørbymagle til Odin og tørner nu ud for klubbens herrehold. Samme klubskifte har Kristine Hjort foretaget. Hun har boet i Odense det seneste år, men har indtil denne sæson taget turen frem og tilbage for fortsat at spille for Sørby/Kalundborg i Dameligaen. Nu har hun valgt at fortsætte karrieren i Odin – tættere på sin hverdag i Odense.
Men hvad sker der, når man kort efter klubskiftet står over for sine tidligere holdkammerater?
Vi gav Kristine en mikrofon på og fulgte hende før, under og efter lørdagens pokalkamp mod Sørby/Kalundborg 🎤🏑