28/09/2026
I plus 26 år har jeg undervist i en salsa fra Cuba.
Men ikke kun i salsaen, for så havde jeg tabt interessen efter, lad os sige 3 år eller 3 minutter.
Da jeg selv startede på en salsaskole var miliøet styret af latinamerikaner og de få dansker der var uddannet i Cuba. Og det elskede jeg - den disciplin og temperamentfulde passion, som udsprang af stor kærlighed til dansen og musikken og efter et mega savn efter hjemlandet.
Det er kulturen, det nordiske møde med den afrocubanske kultur og mytologi. - og faktisk også det afroamerikanske og latinamerikanske, der holder mig fast, så fast at jeg nok aldrig holder op.
Og en skuespillers træning i indlevelse, kreativitet og impulsarbejde og klart evne til at redde bideballer: improvisation.
Og alt det med kropssproget, kropsholdning, kontakten, nærværet, varmen, charmen, anerkendelsen, respekten, grunding,rytmeforståelse og vigtigst at komme ned i kroppen og kunne mærke sig selv, sin dansepartner, rummet og gruppen - jeg kunne blive ved.
Men essensen er at MÆRKE og VÆRE. Bare MÆRKE og VÆRE.
I aftes var også sådan en aften og i morgen tidligt kl 9, står den næste her, som skal igennem alt det her, men også mest af alt, at mærke.
Jeg ELSKER det. Selv efter alle disse år med undervisning først på min teaterskolen og siden med min salsaskolen Salsa Vida.
Og man kan nok ikke kalde mig pædagogisk, med sukker og vat på - for det forstå jeg simpelthen ikke.
Jeg gør mine elever gode, virkelig gode til at danse en korrekt salsa, med indlevelse, humor, rytme og en salsa som kan mærkes og ses. Og det kommer man ikke til at kunne med pædagogik med sukker og vat på.
