05/11/2026
Jeg har været meget lidt på min yogamåtte siden februar.
Det er måske lidt paradoksalt, når man nu som jeg er så stor fortaler for at have en regelmæssig yogapraksis.
Men livet har ganske enkelt ikke gjort det muligt de sidste mange måneder.
Siden vores hus blev totalskadet af en vandskade, har vi både været hjemløse og stået midt i et kæmpe kaos med genopbygning af et helt hjem. Og selvom jeg gerne ville, har der ganske enkelt ikke været plads til at rulle måtten ud.
Men det betyder ikke, at der ikke har været yoga i mit liv.
For yoga er jo så meget mere end det, der foregår på en yogamåtte.
Det er også en måde at være i verden på. En måde at møde sig selv og andre på. At øve sig i tålmodighed, accept, venlighed og i at give slip på det, man alligevel ikke kan kontrollere.
Og hold nu op, hvor har jeg haft brug for netop det.
Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skulle være kommet igennem de sidste mange måneder uden yoga.
Uden alt det, jeg har lært gennem årene på måtten, og som heldigvis også findes i mig, når jeg ikke står i et hundestræk eller sidder i meditation.
Jeg savner min fysiske praksis, og jeg glæder mig til igen at have lidt mere plads og ro til den. Men jeg prøver også at huske mig selv på, at jeg hellere vil glæde mig over de gange, det lykkes mig at komme på måtten, end at være frustreret over alle de gange, det ikke gør.
Og i dag lykkedes det faktisk!
Måtten blev rullet ud på min søns værelse. Med et par store dinosaurus-sutsko som selskab. I øvrigt en meget fin påmindelse om, at alting ikke behøver at være perfekt, før vi ruller måtten ud. At praksis ikke behøver særlige rammer, men må udfolde sig dér, hvor livet nu engang sker 🦖❤️